Anmeldelse: Touch Me Not
"Touch Me Not" behandler så universelle temaer som kærlighed, sex og intimitet, men glemmer fuldstændig sine egne pointer.
Det vakte stor opsigt ved årets filmfestival i Berlin tilbage i februar, da den hidtil ukendte rumænske instruktør Adina Pintilie hev Guldbjørnen hjem med "Touch Me Not". Med sin eksperimenterende fortælleform og ublufærdige skildring af sex delte den ukonventionelle eksperimentalfilm festivalens kritikere. Den legendariske anmelder Peter Bradshaw anså ligefrem sejren som en tragedie. Et udsagn, der her op til den danske biografpremiere er svært ikke at bakke op om.
"Touch Me Not" er en skildring af, hvordan vi som individer hver især oplever kærlighed og intimitet samt knytter forhold til andre mennesker og forholder os til vores eget seksuelle væsen. Gennem de tre hovedpersoner Laura, Tomas og Christian reflekteres der over kærlighed og samvær, mens kroppen bliver undersøgt helt eksplicit. Laura kæmper med berøringsangst og frygter reel kærlighed, mens Tomas og Christian, der lider af henholdsvis alopecia og spinal muskelatrofi, udøver sex igennem voyeurisme, BDSM og andre seksuelle afvigelser.
På papiret er "Touch Me Not" en simpel fortælling om kærlighedens mange former – men helt enkelt er det såmænd ikke. Adina Pintilie har skabt en eksperimenterende film, hvor dokumentarisme og fiktionsfilm smelter sammen. Laura og Tomas er nemlig to skuespillere, mens Christian er en virkelig person. Indimellem optræder instruktøren endda selv igennem en monitor, hvor egne refleksioner italesættes via Laura-karakteren. Dermed er det umuligt at vide, hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion går historie- og karaktermæssigt. Det er også med denne mystiske fortælleform, at "Touch Me Not" falder håbløst til jorden.
Først og fremmest står det totalt uklart, hvad den atypiske fortælleteknik egentlig bidrager med andet end at være eksperimenterende for eksperimentets skyld. Fortællingen og behandlingen af de aktuelle temaer, som i sig selv er interessante, bliver gjort unødvendigt kompliceret. Adina Pintilie virker så opslugt af sin narrative ramme, at hun som instruktør fuldstændig glemmer de pointer, hun måtte have. Det er fascinerende, hvor lidt der fortælles med en spilletid på over to timer. At tempoet snegler sig afsted i sådan en grad, hvor det bliver decideret frustrerende, hjælper heller ikke.
Fortællingen i "Touch Me Not" svigter, og det samme gør sig gældende som sanselig og æstetisk oplevelse. Billedsiden er kold og klinisk uden farver og med meget lidt at engagere sig i. Selv når Pintilie prøver at provokere og forarge ved at smide erigerede lem på skærmen og vise mere bar hud end von Trier formåede i "Nymphomaniac", virker det blot forceret og søgt. Fortællingen skilter med at ville undersøge forholdet mellem krop og individ. Det virker nærmere som om, at der forsøges at fremprovokere en kropslig reaktion fra seeren, der vel at mærke tidligt er gået tabt i kedsommelighed og endeløse ligegyldige scener.
Hvad Adina Pintilie i sandhed vil med sin film er umuligt at regne ud. Over halvvejs lægges der helt umotiveret op til personlig selvransagelse og bearbejdelse af fortidens traumer, mens interessante temaer granskes overfladisk og tilsidesættes for den eksperimenterende fortælleform. Alt i "Touch Me Not" grænser til det komisk prætentiøse og ville have gjort sig bedre som del af en kunstinstallation, hvor den aktivt vælges til som audiovisuel oplevelse. Om det var en tragedie, at filmen vandt årets Guldbjørn, skal være usagt her, men vær ikke i tvivl – "Touch Me Not" er en katastrofe.