Anmeldelse: Train to Busan

Zombie-film er tilsyneladende stadig en eftertragtet vare på det globale filmmarked. I hvert fald når der kræses så fermt om de klassiske dyder som her. Som den første koreanske film nogensinde har "Train to Busan" formået at hive mere end 10 millioner mennesker i biografen. Det er noget af en bedrift for en så konventionsbåret film. Og efter en lidt tung tur ud af startblokken udvikler denne togtur fra helvede sig da også til at være endda ret underholdende.

En storbyfar stiger på toget med sin datter, og sammen skal de nedlægge en længere strækning for at se den anden forælder. På grund af en nylig skilsmisse er stemningen de to passagerer imellem i forvejen anstrengt. Forholdet bliver dog for alvor sat på prøve, da en zombie-epidemi bryder ud i fuldt flor, allerede inden madpakken når at blive pakket op.

"Train to Busan" fortsætter lystigt traditionen for sydkoreansk genrefusion med denne både underholdende og til tider drivende sentimentale størrelse. Hardcore menneskejagt ses i skøn forening med familiedrama, hvor det her er et speget far/datter-forhold, der stjæler fokus. Hvor meget publikum orker sidstnævnte del vil altid være en temperamentssag, men frygt ikke – fans af genren får rigelige mængder action, dødskramper og bidegymnastik.

Og hvad med hovedretten? Altså det vi er her for – zombierne? Det er aldrig en nem opgave for hverken de fysiske aktører eller producenterne bag ved kameraet at opfinde den dybe tallerken, når de proteinglade dødsvandrere endnu engang skal portrætteres. I "Train to Busan" sidder looket og især kropssproget i skabet. Der er arbejdet virkelig godt med det fysiske udtryk, og selve overgangsfasen (hvor folk overgiver sig til virussen, inden de transformeres) er yderst virkningsfuld.

Dét til trods savnes der kvalitet i eksekveringen af de mange kamp- og flugtscener, som udgør overvægten af filmen. Instruktør Yeon Sang-ho er et åbenlyst visuelt talent – med en god fotograf i maven – men det hele bliver en kende mekanisk undervejs i selve udførelsen. Som en vis pun-begejstret anmelder på Moovy ville sige: "Det mangler bid!"

Der hvor filmen gør det svært for sig selv er i vandpauserne. Den knap to timers lange spilletid ender med at blive en lidt for lang togtur, når karaktererne samtidig er flade som riskager. Og i sidste akt lider historien af "Return of the King"-syndromet, hvor instruktøren har svært ved at runde sin film af. Det er dog ikke noget, der saboterer filmen, og "Train to Busan" er – trods alt – på skinner et langt stykke ad vejen.

Train to Busan

Kommentarer

Train to Busan

  • ★★0

    Fra anmeldelsen:

    "Og i sidste akt lider historien af "Return of the King"-syndromet, hvor instruktøren har svært ved at runde sin film af."

    Sikke et dårligt og totalt misforstået eksempel! 'Return of the King' kunne jo ikke slutte, uden at bringe Frodo og de andre hobbitter tilbage til Herredet og lade Frodo og Bilbo sejle til de såkaldte "Undying lands" sammen med Gandalf, Elrond og Galadriel. Når man gennem en lang trilogi har haft op til flere handlingstråde og et temmelig stort persongalleri, kan man ikke bare slutte uden at runde ordentligt af. Det ville ære frygteligt sjusket, og reelt ville det have ødelagt helhedsindtrykket. ... Og i øvrigt havde Peter Jackson endda udeladt to ting, som BOGEN bruger plads på: nemlig hvad der blev af Gimli og Legolas, samt rensningen af Herredet.

    Dette skal dog ikke forstås som en modsigelse af, at slutningen på 'Train to Susan' burde være kortere, for det kan jeg - som en der ikke har set filmen (og heller ikke SKAL se den) - ikke udtale mig om.

    BN12-01-17 07:33

  • ★★★★★4

    Jeg kunne rigtig godt lide epilogen i Return Of The King. Jeg er derimod godt klar over, at mange mennesker har det som Emil, så jeg synes ikke, at det er et dårligt (og slet ikke misforstået) eksempel. Det er jo et brud på den konventionelle måde at runde en film af på, og netop derfor vil den dele vandene.

    David Lund12-01-17 07:48

  • ★★★★★★2

    Jeg kunne rigtig godt lide epilogen i Return Of The King. Jeg er derimod godt klar over, at mange mennesker har det som Emil, så jeg synes ikke, at det er et dårligt (og slet ikke misforstået) eksempel. Det er jo et brud på den konventionelle måde at runde en film af på, og netop derfor vil den dele vandene.

    Just præcis og jeg kan også godt lide afslutningen på ROTK.

    Zero Cool12-01-17 07:59

  • ★★★★★★1

    Dette skal dog ikke forstås som en modsigelse af, at slutningen på 'Train to Susan' burde være kortere, for det kan jeg - som en der ikke har set filmen (og heller ikke SKAL se den) - ikke udtale mig om.

    Har Susan brug for et tog i det hele taget?

    T. Nielsen12-01-17 08:00

  • 1

    Haha! Elsker at Johan er inkorporeret i anmeldelsen! Moovyception!

    ...og afslutningen på ROTK er booooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooRING!!! (Pun intended!) ;P

    Jeg er faktisk uenig i, at man absolut skal høre om Frodos og elvernes tur over vandet til sidst (eller for den sags skyld høre Viggo Mortensen synge).
    Ligesom scenen med Smeagol og Deagol er den unødig for handlingens fokus, som primært er Frodos rejse til Mordor.
    Man kunne sagtens have afsluttet den mere åbent ved at Frodo skriver sin skide bog færdigt og det er så det.

    Resten er som sådan bare fanservice.
    Baggrundsmytos med at elvernes tid snart er ovre og at de rejser hjem er allerede blevet etableret i den første film, men vi behøver ikke nødvendigvis vide præcis hvornår de rejser eller med hvem.
    Hvis det absolut føles vigtigt at pointere, kunne man igen bare insinuere det med Frodo, der siger noget med at ville rejse væk fra Herredet, men i en anden retning, når han igen er i gang med at færdiggøre sin bog. #skimthatasslongtaleaboutringsandeagles ;P

    BusinessMonkey12-01-17 12:11

  • ★★★★★★0

    Jeg skal gerne sige, at jeg kan synes at slutningerne (!) på ROTK kan virke mindre elegant og lidt klodset klasket oveni hinanden. Men de generer mig dog ikke og jeg nyder at se dem alligevel, efter det som BN netop pointerer, så lang en rejse på film sammen med karaktererne.

    Til BM's kommentar tænker jeg mest....Ja, men kunne altid lave en film anderledes (men man behøver det ikke!), eller lave en helt andet film i stedet.

    T. Nielsen12-01-17 12:20

  • ★★0

    Har Susan brug for et tog i det hele taget?

    ;-D

    Men titlen skulle nok have været 'Train for Susan' for at indeholde tanken om en foræring.

    BN12-01-17 12:56

  • ★★★★★★0

    ;-D

    Men titlen skulle nok have været 'Train for Susan' for at indeholde tanken om en foræring.

    Ja, hvis vi er ude i det, så har du ret:-D

    T. Nielsen12-01-17 12:59

  • 1

    Så ku' jeg være her! Først: Fedt med noget liv i debatten. Det er sgu for kedeligt, hvis vi er enige ;-)

    BN:
    Jeg kan sagtens se, at min sætning kan læses som om, at jeg personligt ikke kunne lide afslutningen på "Return of the King". Det kunne jeg skam. Bemærk jeg bagefter skriver, at det netop IKKE er noget, der saboterer filmen - ligesom det er tilfældet ved Ringenes Herre-afslutningen. Jeg forsvarede i årevis de "mange" slutninger over for folk, der kørte død til sidst i "Return of the King" - og det var der altså mange, der gjorde. Derfor brugte jeg det som et effektivt skrive-kneb for at få pointen igennem.


    "Haha! Elsker at Johan er inkorporeret i anmeldelsen! Moovyception!"

    The punmaster becomes the pun ;-)

    Oberst Kurtz12-01-17 17:17

  • ★★★0

    Har lige bestilt filmen og regnede ikke med at finde en anmeldelse af den herinde, mine forventninger er faldet en smule, men det blev bare enstemmigt vedtaget i knolden på mig, at den film skulle ses efter jeg havde set traileren.

    MOVIE100027-04-18 21:59

  • 0

    Har lige bestilt filmen og regnede ikke med at finde en anmeldelse af den herinde, mine forventninger er faldet en smule, men det blev bare enstemmigt vedtaget i knolden på mig, at den film skulle ses efter jeg havde set traileren.

    Den er fed! Glæd dig!

    evermind29-04-18 00:50

  • ★★★0

    Den er fed! Glæd dig!

    Så den for et par dage siden, og jeg er enig :) sjov blanding af The Walking dead og Snowpiercer 

    Jeg var underholdt fra start til slut, godt tempo og gode karakterer. Fed action (selvom CGI lå lidt i den billige ende, men det generede ikke mig). Tænkte på hvordan den ville have været hvis den var lavet i Danmark med DSB :D Toget til Tønder. Det er lang tid siden jeg har set så fed en zombiefilm 5/6

    Kan se at der muligvis kommer en 2er allerede i år? Og har nogen set Seoul Station, er den værd at skaffe?

    MOVIE100018-05-18 10:12

  • ★★★★0

    En 2’er? Måske med en gruppe OL vindere i skiskydning ombord :)

    Babo18-05-18 10:37

  • ★★★★0

    Filmen er den 13. mest sete i Sydkorea. Jeg synes det var en fremragende blanding af action, humor og over-the-top det hele. Den lille pige var aldeles fremragende!

    Jeg giver den gerne 8/10

    1 The Admiral: Roaring Currents 17,615,165 - 2014
    2 Along With the Gods: The Two Worlds 14,410,748 - 2017
    3 Ode to My Father 14,262,507 - 2014
    4 Veteran 13,414,200 - 2015
    5 The Host 13,019,740 - 2006
    6 The Thieves 12,983,841 - 2012
    7 Miracle in Cell No. 7 12,811,435 - 2013
    8 Assassination 12,706,483 - 2015
    9 Masquerade 12,323,595 - 2012
    10 King and the Clown 12,302,831 - 2005
    11 A Taxi Driver 12,186,205 - 2017
    12 Taegukgi 11,746,135 - 2004
    13 Train to Busan 11,566,862 - 2016
    14 Haeundae (Tidal Wave) 11,453,338 - 2009
    15 The Attorney 11,374,879 - 2013
    16 Silmido 11,074,000 - 2003

    Bruce18-05-18 10:56

  • ★★★★0

    Jeg er på lille 7’er. Bestemt solid underholdende, når det begynder at eskalere. Til trods for svag cgi sine steder. Og der blev dvælet for meget ved det sentimentale, som jeg gerne havde været foruden. 

    Babo18-05-18 11:11

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen