Anmeldelse: Truth
Det siges, at sandheden er en social konstruktion. Det siges også, at den er derude et sted. Én ting kan dog siges med sikkerhed: 125 lange minutter i selskab med "Truth" er en slæbende affære. Med Hollywood-sværvægterne Robert Redford og Cate Blanchett som frontfigurer er der blæst til politisk medieslagsmål i bedste sendetid, omend ikke særligt vellykket.
Baseret på en ellers ret interessant og sand historie om en af nyere tids største journalistiske skandaler i USA er der masser af guf til en god fortælling. To måneder inden præsidentvalget i 2004 valgte den højt profilerede journalist Mary Mapes (Cate Blanchett) at gå i luften med en sensationspræget historie, der kunne blive en game-changer i valgkampen. Nogle formodede ægte dokumenter skulle bevise, at George W. Bush fik særbehandling og derved slap for at blive udsendt til krig i Vietnam. Mary Mapes fik den legendariske ankermand Dan Rather (Robert Redford) med på legen, men udfaldet endte i bål og brand og fatalt for deres karrierer.
Hvor vigtigt er det for et demokrati at have en uafhængig presse, der stiller de svære og kritiske spørgsmål? Kan "Truth" åbne vores øjne for mediernes rolle i et samfund, hvor sandheden er ilde hørt? Svarene svæver uklart i periferien. Man kan i stedet stille sig selv spørgsmålet om, hvad det egentlig helt nøjagtigt er, at filmen forsøger at fortælle?
"Truth" lægger op til en relevant kommentar om spændingsfeltet mellem fri mediebevægelighed og stram, politisk kontrol. Det er desværre bare ikke det, vi får serveret. Den debuterende instruktør James Vanderbilt vælger lidt ærgerligt at fokusere udelukkende på Mary Mapes' personlige kamp. En kamp med baggrund i en traumatisk opvækst med en ondskabsfuld far, der koldblodigt tævede Mary for at stille spørgsmål. Hvilke spørgsmål luftes der intet om. Med ar på sjælen har hun derfor gjort det til sit kald at stille kritiske spørgsmål. Også selvom de tilsyneladende ikke fører noget konstruktivt med sig, hvilket er en af filmens helt store problemer. Hvorfor er det så vigtigt for Mary at stille alle de spørgsmål? Svaret får vi ikke. Der er en tydelig fornemmelse af, at Maples' dedikation skal forsøge at råbe vagt i gevær til en nation, der stiller for få kritiske spørgsmål. Det klinger dog hult, når "Truth" ikke tilbyder nogen nævneværdig politisk modstand – andet end ualmindelig sjusket journalistarbejde.
Robert Redford og Cate Blanchett ender med at trille rutinepræget rundt i et prædikende, politisk mediedrama uden helt at vide, hvad der skal prædikes. Der gøres konstant opmærksom på, at vi skal huske at stille spørgsmål - men hvilke spørgsmål får vi aldrig svar på. Mary Mapes samler sig et hold skarpe journalister som hjælp til sin historie. De er bare ikke skarpe nok til at forblive andet end anonyme skikkelser i en tåget baggrund. En af holdets journalister (det komiske indslag Topher Grace) ligger på et tidspunkt i en sofa og udbryder: "Jeg keder mig", hvilket præsenterer et andet essentielt problem - "Truth" er drønende kedelig. Selv Robert Redford ser ualmindelig træt ud, hvilket man sagtens forstår.
Det, der kunne være blevet til en vedkommende og vigtig fortælling, smides desværre på gulvet. Budskabet om det nødvendige i at have en kritisk presse drukner i en kedsommelig bagatel om en svigtet kvindes kvaler. Kvaler, vi som tilskuere aldrig rigtig får en forståelse for, da vi ikke forelægges hverken motiv eller svar på meningen med hendes valg. Når samtlige fra castet ovenikøbet ser ud til at kede sig ud i det ekstreme, er det gevaldigt op ad bakke. Fra fulde folk og flade, formålsløse film skal man ikke altid høre sandheden.