Anmeldelse: Tusind timer

Dansk-svensk ungdomsmusikfilm spiller på de helt rette tangenter.

At skabe film i Danmark uafhængigt af offentlige systemer, etablerede distributionskanaler og andre støtteordninger er selvsagt udfordrende. Med en tilpas stor andel ildsjæle i det kreative miljø, og ikke mindst endnu større vilje, lykkedes det dog indimellem. Dansk-svenske "Tusind timer" er formet af den passion, crowdfunding og sikkert også et par kasser øl for en tjeneste eller to. Den er også ladet med en smittende skabertrang og rørende livsglæde af svenske Carl Moberg, der har skrevet og instrueret, produceret af danske Morten Lindemann Olsen og optaget i København og Berlin. Sig ikke, sød musik ikke kan opstå, når svenskere og danskere mødes.  

Anna (Josefine Tvermoes) er en sangerinde sidst i tyverne, som drømmer om at slå igennem som musiker med sit amatørband. Sammen med guitaristen Thomas (Niels Anders Manley) deles de samme ambitioner, mens de ser hinanden løst. Da bandets trommeslager dør, forandres alt. Thomas flygter fra dødens mærke og tager på turné med en mere etableret musiker. Anna står tilbage med et band, der er gået i opløsning. Den unge kvinde tager konsekvensen og går målrettet efter prøve lykken ved at flytte i kunstnerkollektiv i Berlin. Da hun og Thomas mødes igen, vendes hendes liv på hovedet endnu engang. For hvad vil Anna egentlig med sit liv, nu 30’erne banker på?

I rejsen fra de ubekymrede 20’ere til 30’ernes voksenhed, rammer "Tusind timer" en dirrende nerve langt ind i mellemgulvet. Flygtige og impulsive følelser og beslutninger, når et livsvalg tager det næste i en lind strøm. Når livsforandrende hændelser griber om sig som smuldrende sandkorn, bundet til at kollapse under tidevandets uundgåelige stigninger. Fra ebbe til flod, indfanger Carl Moberg boblende ungdommens energi, mobilitet og rastløshed. Jack Kerouac ville have sendt et anerkendende smil i retningen af dén energiudladning, vi alle kan genkende.

For "Tusind timer" er ung med de unge, og vild med de vilde. Ikke at der er noget bragende originalt eller banebrydende ved plot eller forløbet, der nok mest kan beskrives som hvis Noah Baumbachs "Frances Ha" i stedet var produceret af Dogme-bevægelsen. Carl Mobergs film er dét mere farverigt, flydende og forvirret i stilen, klippet til melankolske fragmenter og fortalt gennem øjnene på unge mennesker, som ikke helt forstår det med at skulle leve et sat liv. For livet skal leves i drømmene, som for Anna og Thomas er ensbetydende med musikken. Og hvem vil ikke gerne være noget ved dén?

Så højt som musikken spiller, så lavt går bølgerne når livet ses udefra i de stille stunder. Hvor er man på vej efter næste spontane tour, næste tilfældige knald, næste flugt fra det kvælende konforme liv. Anna må jo også heller blive uddannet fysioterapeut, få sig en lejlighed, begynde et almindeligt liv. Thomas undgår at tale med sin mor, for hun forstår ham ikke alligevel – og han vil ikke være som sine forældre. Livets snørklede veje er frigørende, tomme og depressive, når ingen rigtigt ikke tager ansvar for hinanden. Eller sig selv. Niels Anders Manley personificerer flugten fra normerne tilpas afdæmpet og distanceret. Josefine Tvermoes er dybt charmerende, men er samtidig manifestationen af den indadvendte dannelsesrejse, og fanger den åndelige konflikt med troværdigt underspil. Trekantsdramaet mellem deres drømme, usikkerheden og den grå virkelighed afspejles i skiftende farvepaletter og intime billeder af Josua Engblom, og iørefaldende underlægningsmusik, så fint, rent og poetisk, at filmens skønhedspletter og sært nemme slutning kan tilgives. Carl Moberg spiller ganske enkelt på de helt rette tangenter. 

Svenskerne kan bare noget med ungdomsfilm. Og svensk-danske "Tusind timer" er på mange måder en imponerende bedrift. Jeg ved ikke med sikkerhed, hvor lavt budgettet er, nu det er en uafhængig film. Men Carl Moberg har fået en så fin og passioneret ungdomsfilm af så få midler, at den er et mindre filmisk mirakel. På papiret er det ikke stor filmkunst. Nogen ville edda sikkert kalde den banal. For det er bestemt ikke en perfekt film. Men i det uperfekte rammes en poetisk ungdommelig kant og oprigtighed, jeg ikke mindes at have set i dansk film i mange, mange år, som afgiver en helt særlig stemning og stil.