Anmeldelse: Ulvehunden
"Ulvehunden" er en historie, som har overlevet tidens tand.
Den klassiske historie om "Ulvehunden" er en fortælling, der går årtier tilbage, men på ingen måde har mistet sit friske, smukke og naturlige tema. Kampen om at finde frem til sit indre gode "jeg" og forstå, hvem man er, bliver vist ud fra en ulvehunds perspektiv. Dét er en rammende, barsk og lærerig oplevelse, der kan ses af både store og små. Denne gang som fransk animationsudgave.
"'Ulvehunden" handler om Hvidtand, som er halvt hund og halv ulv. Han vokser op i den barske canadiske ødemark sammen med sin mor for at havne som slædehund for en god, indiansk stamme. Men onde magter splitter ham op fra hans hjemsted, og snart ser vi den gode, stærke og vilde ulvehund blive brugt i hundekampe, sat i værk af en ondskabsfuld og profitdrevet mand. Heldigvis findes der gode mennesker, som vil hjælpe Hvidtand.
Forlægget bag unge, stærke Hvidtand så dagens lys, da forfatter og journalist Jack London publicerede historien i et magasin i 1906. Jack London var én af verdens første kommercielle forfattere, og historien greb læsere verden over med det samme. Det er ikke anderledes med animationsudgaven af "Ulvehunden" anno 2018.
Bjergtagen naturtro animation går i ét med den letforståelige fortælling om godt og ondt, om at tro på sig selv og finde ud af, hvem man er, gennem hjælp og forståelse fra mennesker – og dyr. At følge ulvehunden gennem ufattelig ondskab er en anderledes form for rejse – særligt oplevelsen i at se vores helt modtage hjælp og forstå forskellen mellem at blive tæmmet, brugt og at få lov til at udleve det liv, den er skabt til. Vi følger det meste af handlingen fra Hvidtands synsvinkel. Selvom animationsfilmen er blevet skrællet for de mest barske scener, som publikum kender fra bogen, er det stadig en hård udflugt at være med på.
Efter udgivelsen af "Ulvehunden" kom Jack London til at stå midt i en debat mellem tidens litterære tænkere. Det blev af pressen døbt War of the Naturalists. Debatten handlede i bund og grund om de forskellige syn på naturen, der blev beskrevet i flere bøger med dyr som hovedpersoner. Nogle forfattere blev udsat for en stærk skepsis over den måde, de havde givet vilde dyr menneskelige træk og evnen til at forstå, handle og lære af deres egne handlinger. Dét ramte Jack London, som blev fordømt af selveste Præsident Theodore Roosevelt og kaldt natural faker.
"Ulvehunden" er en historie, som har overlevet tidens tand. Midt i alle de farvestrålende og over-udsmykkede film af alle genrer fremstår "Ulvehunden" som en kold, men frisk lille film med et varmt budskab. Den bringer på fin vis barnlige fornemmelser frem og lader sit publikum opleve en tidløs og universel historie om moral og selvopofrelse.