Anmeldelse: Ulydighed
"Ulydighed" er en både intellektuel og lidenskabelig film om to kvinder, der nægter at udviske fortiden og derimod ser den i øjnene på trods af kulturen omkring dem.
Der er en samtale i løbet af "Ulydighed", der handler om kvindens identitet efter indtrædelse i ægteskabet. Om et bord sidder en gruppe mennesker, der har levet under en stram religion hele livet, og en kvinde, der er flygtet fra den. Kvinder tager mændenes efternavn, siger kvinden, og fornægter dermed deres fortid, når de sletter sig selv fra deres egen historie. Det er en interessant diskussion, der skaber genklang gennem "Ulydighed", som handler om to kvinder, der nægter at udviske fortiden og derimod ser den i øjnene på trods af en kultur, der vil afstraffe dem for det.
Ronit er en jødisk kvinde, der bor i New York og lever det søde liv som fotograf, da hun får et opkald om, at faderen er død. Han var rabbiner og elsket af det jødiske samfund i den lille forstad til London, som Ronit er vokset op i. Men for hende var han også en tyran, der var en af årsagerne til, at hun forlod hjemlandet. For Ronit gjorde engang noget utilgiveligt, da hun forelskede sig i barndomsveninden Esti, som stadig bor i det lille samfund. De to kvinder nærer stadig følelser for hinanden, men at være forelsket i det samme køn er bestemt ikke velanset i deres indoktrinerede kredse.
Der er hele tiden noget usagt igennem "Ulydighed". Se for eksempel Rachel Weisz' præstation som den diskret fandenivoldske Ronit, der har en frygt for autoriteter, som hun prøver at overskygge med et påklistret oprør, hun ikke kan tilgives for i dette konservative miljø. Dette er måske religionen, hun flygter fra, men deres anerkendelse er stadig en, hun søger. Men dette er aldrig udtalt, for "Ulydighed" vil have os til at udfylde de blanke huller og er derfor en aktiv oplevelse for intellektet og en glæde for empatien, der tillader os at finde gode mennesker, selv når tolerancen ikke rækker.
Og det gør den ikke altid i det jødiske samfund, der er den stille sorg i begge kvinders liv. Ikke kun Esti og Ronit bevæger sig i en labyrint skabt af intolerance, men de er de eneste, der er klar over, at de er vævet ind i et væv, som i sidste ende afskærer dem fra en kærlighed, religion ikke kan give dem. Når religion bliver en undertrykkende faktor i menneskers liv, bliver det sommetider endnu sværere at undertrykke det, der er forbudt – og dette er umuligt jo længere ind i dette samfund, Ronit bevæger sig, mens hun langsomt skubber Esti i sin retning.
I sit farvevalg gør instruktør Sebastián Lelio os opmærksomme på denne sælsomme forskel på identitet og fællesskab, som ikke kun Esti og Ronit skal igennem for at se hinanden. Der er en ensartethed i massen, når deres religiøse medmennesker bevæger sig til mindehøjtideligheder. Ingen af dem skiller sig ud til disse arrangementer. Kun for os, der ved, hvilke kampe, der foregår indeni dem, og hvilke historier, de bærer på i al hemmelighed. Når også Estis mand, Dovid, kæmper, er det heller ikke noget, der understreges, men noget vi kan se i de små detaljer, mens også han ligner de mange andre mennesker, som har ladet sig dominere af deres medfødte bagland.
Det er svært at se, hvordan denne interne kamp i både sjæl og miljø nogensinde vil komme til at blive afsluttet med en fin, sirlig sløjfe i de sidste, afgørende minutter, men Lelio formår alligevel at drage en fin konklusion, der er både realistisk og afsluttende. Før denne er vi blevet præsenteret for en film, som er både intellektuel og lidenskabelig, mens den prøver at give os et indblik i den samtidige oplevelse af det forbudte og det konservative. Hvis det ikke lokker, er det svært at sige, hvad der kan.
