Anmeldelse: Uncharted

Slukkes hjernen, venter en overraskende vellykket, hæsblæsende og sjov skattejagt.

Nathan Drakes rejse fra PlayStation til det store lærred har været langvarig. Fjorten år har produktionen været fanget i en svingdør for forskellige instruktører og forfattere. Nu er rejsen dog overstået. Instruktøren bag "Zombieland", Ruben Fleischer, overtog roret, og nu er "Uncharted" endelig endt som filmatisering. Og ventetiden har været det hele værd.

Nathan Drake (Tom Holland) lever af at være bartender i New York, samtidig med at han i skjul agerer tyv. En aften møder han sin overmand i Sully (Mark Wahlberg), der lokker den unge mand med på skattejagt i form af den den verdensomrejsende Ferdinand Magellans forsvundne guld, alt imens Drake også søger at finde ud af, hvad der er blevet af hans forsvundne storebror, Sam. Undervejs bliver de to herrer dog jagtet af Moncada (Antonio Banderas) og hans hær af lejesoldater, der også er på sporet efter fortidens guld.

"Uncharted" tænker mindre på historien end eventyret. Skattejagten er lige ud ad landevejen, hvor én gåde fører til den næste. Til tider hænger logikken ikke sammen, hvor vores helte tilsyneladende kan teleporteres mellem steder med et knips. Ligeledes kan der stilles spørgsmål ved gåderne i sig selv, der læner sig op ad. hvordan spillene er opbygget. De samme spørgsmål kunne stilles ved Indiana Jones-filmene, som Naught Dogs spilfranchise er mere end en smule inspireret af.

Disse ting kan tilgives langt hen ad vejen. "Uncharted" er fløjtende ligeglad med realisme og logiske problemstillinger. Som set i PlayStation-spillene er omdrejningspunktet overdrevet spektakel og persongalleriets relationer. Actionsekvenserne er storslåede med kreative påfund og sjov koreografi. Især med en kæk hovedperson i Nathan Drake, der kan slå fra sig, men som hverken er uovervindelig eller altid ved, hvad han egentlig laver. Alt dette er med til at gøre rejsen over stok og sten enormt underholdende.

Skattejagten hjælpes godt på vej af karakterernes charme og udvekslinger. Holland og Wahlberg har en smittende kemi med kække bemærkninger, mens deres forhold udvikler sig. Generelt har filmen en veloplagt besætning, hvor det især er sjovt at se, hvordan de forråder hinanden på skift. Dette – sammen med de nævnte actionsekvenser – gør, at filmatiseringen af videospillet fanger spillenes sjæl. Selvom man ikke kommer i nærheden af en PlayStation-controller, føles "Uncharted" som en naturlig forlængelse af videospil-franchisen. Og dette uden, at man behøver at have kendskab til spillene for at finde filmen underholdende.

I sig selv er "Uncharted" bestemt ikke en original film. Men legesyge kampscener, et velskrevet persongalleri og smittende humor redder dagen. Fans af Naughty Dogs elskede franchise får en filmatisering, der overraskende fuldstændig fanger videospillets ånd. Alle andre får et sjovt eventyr, hvor kendskab til spillene slet ikke er påkrævet. For "Uncharted" er en herlig popcorn-gnasker, hvor man, ligesom Nathan Drake, tager tingene på gefühl og får det bedste ud af oplevelsen. Filmen er langt fra perfekt. Men slukkes hjernen for den mildest talt mangelfulde logik, venter en overraskende sjov og hæsblæsende skattejagt.