Anmeldelse: Under sandet

Foruden DR-satsningen "1864" i fjor er vi i år blevet tæppebombet med danske krigsfilm. Først kom Roni Ezras "9. april", så Tobias Lindholms "Krigen", og nu er det blevet "Dirch"-instruktøren Martin Zandvliets tur i køen med "Under sandet". Vi slutter, hvor vi startede, nemlig med anden verdenskrig. Eller det vil sige, i tiden umiddelbart efter tyskernes kapitulation i 1945. Hvor "9. april" hyldede nationens mod og mandshjerte og den stærke ener, er "Under sandet" beretningen om et tilsyneladende uforsonligt folk, hvis barmhjertighed er hårdt svækket af fem års besættelse. 

En flok purunge, tyske krigsfanger tvinges til at desarmere over to millioner landminer på den jyske vestkyst, som den tidligere besættelsesmagt har anbragt under sandet. En opgave, hvor det mindste fejltrin koster liv og lemmer. Drengene lever under elendige vilkår og streng kontrol fra den danske sergent Carl Leopold Rasmussen (Roland Møller), hvis opslugte had til tyskerne er almengyldigt for landets befolkning. Men i takt med at den nådesløse fangevogter lærer drengene at kende, udfordres sergentens hadske syn på fjenden.

At fiktionalisere virkelige begivenheder er en notorisk svær nød at knække. Faren er ofte, at filmen gaber over for meget eller overforsimpler komplekse begivenheder. Denne faldgrube går Martin Zandvliet lykkeligvis ikke i. Her fokuseres der klogt på et lille, afgrænset, men yderst vigtigt kapitel af Danmarkshistorien kogt ind til et spændstigt drama. Temaerne om skyld, tilgivelse og forsoning omgås elegant og konsekvent. Selvom filmen utvivlsomt er på de unge tyskeres side, fatter man ikke desto mindre empati for den modsatte danske part. 

Takket være et veldrejet manuskript og upåklagelig instruktion formår "Under sandet" udelukkende at fremstille helstøbte karakterer. Selv Mikkel Boe Følsgaard som Løjtnant Ebbe har vi for så vidt forståelse for - omend han basalt set er personificeringen af Danmarks indædte had til tyskerne i efterkrigstiden. I "Under sandet" ses ingen deciderede skurke, kun fejlbarlige individer med hver deres bevæggrunde. Hvad der snildt kunne være endt som en tungsindig moralprædiken, bliver i stedet en tiltrængt kindhest til den danske selvforståelse samt tidens "os og dem"-mentalitet. Ikke at Zandvliet fordømmer eller forsøger at skabe kollektiv dårlig samvittighed. Snarere synes der at være et ønske om at vise, hvordan fordomme, had og dehumanisering danner grobund for frygt og splittelse.

Filmens helt store force findes dog først og fremmest i Roland Møllers altoverskyggende præstation. Det er den 43-årige autodidakte skuespillers første hovedrolle, og selvom rollen ligger lige til højrebenet, så er det en sand fornøjelse at se hans talent udi hårde machomænd for alvor komme til sin ret. Samspillet mellem Møller og de unge tyske aspiranter føles ægte og uforstilt. Endvidere byder filmen på et væld af intense scener i stil med Kathryn Bigelows "The Hurt Locker" - dog uden at prioritere rå, uforsødet realisme, hvilket egentlig kun er en befrielse. Det fredfyldte strandlandskab står i skærende kontrast til faren, der lurer lige under overfladen, og så giver det anledning til nogle uhyre smukke billeder. 

Handlingen, skuespillet, lyden og æstetikken komplimenterer ubesværet hinanden, og resultatet bliver derfor et helstøbt værk, der har publikum i sin hule hånd fra start til slut. Den er ofte patosfyldt, men afstår fra at smøre tykt på med svulstig strygermusik og unødig melodrama. Flere steder ramte den mig lige i hjertekulen, og jeg tog ofte mig selv i at få gåsehud og fugtige øjne. Det er sandt at sige, at Martin Zandvliet med sin tredje film præsenterer et humanistisk manifest, som samtidig er en af de bedste danske krigsfilm til dato.