Han lavede den glimrende ‘The Myth of the American Sleepover’ før It Follows, som er værd at tjekke ud.
Var interesseret i denne, men synes at have stødt på en lunken modtagelse, så den blev lidt gemt igen, men kan være den atter skal i søgelyset.
Anmeldelse: Under the Silver Lake
Om "Under the Silver Lake" er til en topkarakter er komplet umuligt at vurdere efter ét gennemsyn. Så særpræget er David Robert Mitchells neo-noir.
One hit wonders ses ofte i filmens verden. Den lovende instruktør, der kun havde ét skud i bøssen og af en eller anden årsag fejlede efter. Måske er det unfair at udstille indie-instruktører såsom Richard Kelly ("Donnie Darko") og Josh Trank ("Chronicle"), men de er kerneeksempler på at ramme helt ved siden af efterfølgende med henholdsvis "Southland Tales" og "Fantastic Four". Måske ikke kvalitetsmæssigt, men i at indfri forventningerne fra et evigt kritisk og betalende publikum. David Robert Mitchell skabte en mindre sensation med 80'er-retro-gyseren "It Follows". Hvorvidt "Under the Silver Lake" formår at imødekomme forventninger vil ikke være på grund af manglende ambitioner eller originalitet – nok snarere tværtimod.
Sam (Andrew Garfield) lever en søvngængertilværelse. Den unge mand sløver hen i solrige Los Angeles, alt imens pastelfarverne fra drømmenes Hollywood drukner kedelige realiteter som regninger og fremtidsudsigter. Det ændrer sig, da han en dag ser en blond pige (Riley Keough) svømme i ejendommens pool. Dagen efter er hun sporløst forsvundet under mystiske omstændigheder. Besat af kvinden begiver Sam sig ud på en surrealistisk rejse gennem et forvrænget L.A., hvor konspirationer og popkultur smelter sammen til en absurd mareridtfærd.
Du vil enten elske eller hade "Under the Silver Lake". Helt afhængigt af, om du mest værdsætter linære fortællinger eller syrede udsvævelser, der ikke nødvendigvis giver mening. Eller netop åbner op for, at det er muligt at få hvad som helst ud af besværet. David Robert Mitchells tredje spillefilm kræver, at præmissen accepteres fuldt ud. Og gøres netop det, venter en anderledes altopslugende stemningsrejse ned i et kulørt neo-noir kaninhul.
Filmens logik er til at føle på. Under overfladen eksisterer et hav af velkendte konspirationer, som vi forblindes af – i lyset af the silver screen. Magtfulde broderordener, mystiske hundedræbere, selvmordskulter igangsat af magtfulde rigmænd. For hvad er den sandhed, som "de" skjuler for os? The Lady in the Lake – den smukke femme fatale-arketype i poolen – er for Sam nøglen på en hændelse, der udvikler sig til en grotesk film noir'sk sammensværgelse. Bedre bliver det ikke, da vores helt opsluges i en art absurd meta-erkendelse af sin egen livsfortælling, metaforisk gengivet i alt fra tegneserier og underlige tunnelsystemer under byen. For alle byens borgere er underlagt narrative strukturer dikteret gennem de skæbnefortællinger og arketyper, som bliver masseproduceret af Hollywood.
Orson Welles, Alfred Hitchcock og David Lynch har bestemt ikke levet forgæves. David Robert Mitchell planker dog ikke referencerne for popsmart postmodernistisk syns skyld, så vi kan grynte henrykt i genkendelsens selvtilfredshed. "Under the Silver Lake" er en sær pastiche-mutation, der i stedet udtømmer popkulturelle symboler og udstiller os som et altædende forbrugersamfund, der lader os manipulere og ukritisk spejler vores egen identitet i de storslåede fortællinger, vi aktivt vælger at drømme os hen i. Om det så er direkte prætentiøst eller genialt skal forblive en vurdering, der er et mysterie værdigt. Vel at mærke et, der absolut er værd at dykke ned i.
Om "Under the Silver Lake" er til en topkarakter er komplet umuligt at vurdere efter ét gennemsyn. Så særpræget er den. Ikke desto mindre beviser David Robert Mitchell, at han langt fra er et one hit wonder. Om den relativt uprøvede instruktør og manuskriptforfatter får lov til at fortsætte i samme bane, kan man kun håbe på, da det her er én af de mest forfriskende neo-noirs i årevis.
