Anmeldelse: Under træet

Den islandske dramedie "Under træet" er et karakterstudie, der beskriver, hvordan vi mennesker kan blive rædselsfulde.

Vi går alle rundt og er hovedpersonerne i vores eget liv. Måske er det derfor, det sommetider ender med at blive svært, når vi skal forstå vores medmennesker i synspunkter, der er milevidt fra vores egne. Sådan er det også for personerne i den lille islandske dramedie "Under træet", der vender kameraet mod almindelige mennesker, som vi enten kan spejle os selv i eller genkender fra vores egne naboer, kolleger og venner.

Vi befinder os i en lille forstad i Island, hvor livet går sin gang for beboerne. Et ældre ægtepar, Inga og Baldvin, bor side om side med en Konrad, der netop er blevet skilt og har udskiftet konen med en ny. Den nye kone bryder sig ikke om det træ, der skygger for hendes solbadning, og som i øvrigt er højt elsket af Inga, der stadig sørger om hendes søns forsvinden for mange år siden. Det har fået hende til at glemme Atli, hendes anden søn, der netop har dummet sig så gevaldigt, at han pludselig står i uventede skilsmisseforhandlinger med sin kone.

Personerne i "Under træet" tror, at de har det sværere end de andre. De taler ikke med hinanden om problemerne. De føler dem kun. De føler dem så intenst, at de sidder alene i sofaen, i hjemmet, i haven, når de kunne have delt et fællesskab, der ville have gjort ensomheden til at bære. Men det gør de ikke. I stedet begynder alle langsomt at føle en afsky for hinanden. Det er jo ikke deres skyld, at de sidder her alene. Det er de andres. Det er altid de andres skyld.

Når "Under træet" ikke fungerer, er det på grund af en manglende sympati. Det er nemt at holde af den tumpede Atli, når han bliver smidt ud af sit hjem og prøver at skabe en ny forbindelse til konen, der efterhånden bare begynder at virke lettere truende og forfølgende. Han er prototypen på den umodne mand, der går gennem livet så godt, han kan, men ikke rigtigt kan gennemskue de sociale koder. Sværere er det at holde af hans mor, den ondskabsfulde Inga, hvis tab af sin anden søn ikke formår at være en undskyldning for hendes totale mangel på empati overfor andre levende væsner.  

Hvis instruktør Hafsteinn Gunnar Sigurðsson prøver at sige noget med "Under træet", er det en desperat rusken i sit publikum om at udvise kærlighed og forståelse i stedet for det had, der er meget nemmere at komme til, men sværere at leve med. "Under træet" er primært et karakterstudie, hvis kvalitet bunder i genkendelsen. Det virker ikke altid, som når husdyrene begynder at stå for skud for de voksnes strabadser, men "Under træet" minder dog heldigvis mere om "The War of the Roses" end de andre film, hvor voksne mennesker opfører sig som små børn på grund af ligegyldige trivialiteter.

"Under træet" ender til sidst med at være en paradoksal film, der beskriver, hvordan vi mennesker kan blive rædselsfulde, hvis vi mener, at andre er det. Tabet af anstændighed er et stort tema, men det vigtigste i Sigurðssons film er at vende blikket indad og lære af de fejltagelser, som personerne i "Under træet" foretager sig om og om igen.