Anmeldelse: Undercover

Det er nemt at glemme, at filmproduktion først og fremmest bygger på samarbejde. De fleste medvirkende både foran og bag kameraet gør nemlig en dyd ud af at gøre håndværket så usynligt for seeren som muligt. Film kan således føles mere umiddelbare og nemmere at leve sig ind i. Jo mere samarbejdet ikke fungerer, desto mere kan det blive til en helt igennem grel filmoplevelse. Sådan en oplevelse giver den nye, danske julekomedie "Undercover".

Rikke (Linda P.) er Københavns Politis mest uduelige betjent. Hun er sat til at uddele P-bøder, men selv dét kan hun ikke finde ud af uden at ødelægge det for sine kolleger – heller ikke dem, der ikke arbejder inden for færdselspolitiet, men i stedet efterforsker den muslimske gangsterboss Omar (Ali Kazim). Da narkokureren Mick (Roland Møller) fanges af politiet, lover han at vidne på dén betingelse, at en kvindelig betjent kører ham til Fyn. Da det er jul, vil han se sit gamle børnehjem i Svendborg, inden han går under jorden i politiets vidnebeskyttelsesprogram. Rikke går nu undercover for at køre ham derhen.

Dette er den yderst tynde og uigennemtænkte præmis for handlingen i "Undercover", hvis titel ikke engang giver mening eller har en sjov dobbeltbetydning. Allerede her begynder det filmiske håndværk at fejle. Manuskriptet, der er skrevet af en uinteresseret Casper Christensen, byder aldrig på velgennemførte gags. I stedet misses mange muligheder for morsomheder, når usjovt spas hamres igennem af et usympatisk, kvinde- og fremmedfjendsk persongalleri. Den manglende lyst til at samarbejde om at lave en sjov film mærkes tydeligt også alle andre steder i filmen.

De overdrevent endimensionale karakterer – såsom Paprika Steens alt for sexfikserede politichef og de pinligt dumme, sorthårede, kriminelle – kunne faktisk gives en smule dybde. Hvis blot skuespillerne bag havde gjort sig umage. Et godt samarbejde mellem instruktør og skuespiller kan ofte hive imponerende præstationer frem selv i de åndssvageste film. Desværre viser instruktør Nikolaj Peyk – kendt fra Østkyst Hustlers – med sin spillefilmsdebut, at han ikke kan samarbejde med ellers rutinerede skuespillere, der gentagne gange kigger i kameraet, når de usikkert leverer deres tomhjernede og ofte kontekstløse replikker. Et kort lyspunkt er Camilla Bendix som prostitueret i en desværre mikroskopisk og humoristisk uforløst scene.

På filmens tekniske side mærkes også det fejlslagne samarbejde og spildte potentiale. Selv de få jokes, som kunne have virket, misser miserabelt, når kameraindstillingen ikke hjælper til: Omar har taget på, efter han stoppede med kokain. Usikkert spørger han sin idiotiske håndlanger, om han er for tyk, men kameraet ødelægger spøgen ved ikke at have maven inden for billedrammen. Det samme sker i klipningen, når der ofte i utide klippes væk fra den indstilling, som viser joken. Desuden har man åbenlyst ikke filmet om vinteren, og blandet med det ellers skønne udvalg af smooth soul og hiphop fra DJ Peyk kommer der ingen julestemning frem.

"Undercover" er skrækeksemplet på, hvordan man ikke bør lave film. En usjov komedie, hvor de fleste involverede kun ser ud til at medvirke for pengenes skyld. Indimellem er et filmisk samarbejde så dårligt, at resultatet ender ufrivilligt sjovt. Heller ikke dette opnår filmen – kun med den undtagelse, at alle de ugidelige skuespillere, især Roland Møller, løber med så åndssvagt små skridt, at der ikke er andet end at grine over, hvor slapt og energiforladt alt er fremstillet. Bliv hellere hjemme "under dynen" i den kolde juletid i stedet for at se "Undercover".