Anmeldelse: Unhinged

Realisme, ekstremisme, vold og morale fusioneres på en måde i "Unhinged", hvis lige ikke er set i mange år.

Oscar-vinderen Russell Crowe har med hovedroller i blandt andet "Gladiator" og "Et smukt sind" for længst markeret sig som en yderst alsidig skuespiller. Nu er australieren tilbage i en rolle, der med garanti ikke ligner noget af hans tidligere arbejde.

Den unge mor Rachel (Caren Pistorius) kommer en morgen for sent ud ad døren på vej til arbejde. Den travle trafik hjælper ikke på hendes stressende start på dagen, hvilket forværres med en tilsyneladende harmløs hændelse i et lyskryds efter et skænderi med en fremmed mand (Russell Crowe). Og pludselig er Rachel og alle omkring hende i livsfare.

Lad det være sagt med det samme: Russell Crowe er unhinged, helt ude af balance. Og perfekt castet til rollen som psykotisk mand, der føler sig overset af samfundet og har fået nok af, at alle er sig selv nærmest. En interessant detalje ved Crowes karakter er, at han på rollelisten bliver omtalt som The Man. Dette upersonliggør karakteren og er med til at understrege, at han mere skal ses som et symbol end som et menneske. Et symbol på den stress og indestængte vrede, der ligger i mennesket. The Man er omdrejningspunktet, en malstrøm af psykotisk vrede, og da han skal ses som et symbol, er en forklaring på hans vredesudbrud ikke nødvendig. Filmen fortæller nemlig, at han findes alle vegne. Én forkert bemærkning på et forkert tidspunkt er nok til, at ens indre The Man slippes løs.

Konstant knuges jerngrebet af løsgående aggression til at fastholde publikum og tæve ind i knolden på os, at handlinger har konsekvenser. Om det er ét forkert ord, ét for voldsomt dyt i trafikken eller at tale i mobil, mens man kører. Hele tiden minder "Unhinged" om, at ét individ ikke er verdens navle. Vi skal alle udvise hensyn. Og jo oftere dette glemmes, des mere indestængt ulmer vreden – og det er kun et spørgsmål om tid, før det koger over. Og når den gør, kan det blive grimt. Rigtig grimt. Instruktør Derrick Borte rammer tematisk skræmmende plet i en tid, hvor umotiveret vold og tilråb bliver mere og mere normalt. En tid, hvor lande ofte er sig selv nærmest. En tid, hvor vigtigheden af at holde sammen er altafgørende. En tid, hvor verden er unhinged.

Historien er med sine blot 90 minutter skåret helt ind til benet og er eksplosiv fra start til slut. Ikke ét øjeblik går til spilde med unødig udenomssnak. Realisme er en anden af filmens styrker. Biljagterne er ikke præget af hurtige gearskift og smart klipning. Det i sig selv er en forudsætning for, at troværdigheden forbliver intakt. Og ikke mindst for publikums tro på, at det her handler om mennesker af kød og blod. En thriller som "Unhinged" kunne let kamme over og blive uinteressant, hvis grænsen mellem det ekstreme og urealistiske ikke overholdes. Dette sker på intet tidspunkt.

"Unhinged" er en nådesløs thriller. Sømmet rammes på hovedet i skildringen af vores samtid på så brutal vis, at den sidder fast i krop og sjæl, længe efter lyset i biografsalen tændes. Realisme, ekstremisme, vold og morale fusioneres på en måde, hvis lige ikke er set i mange år.

Unhinged

Kommentarer

Unhinged

  • ★★★0

    Nej, det er dig der plejer være lyseslukker. 

    Det sparer også på energien ;P

    Essal18-08-20 18:12

  • ★★★★0

    Det sparer også på energien ;P

    Så enig :)

    Babo18-08-20 18:18

  • ★★★★★0

    Det var måske ikke helt forkert, da jeg et kort sekund under traileren fik et På Stop Med En Dræber feeling?

    Nope. Den minder alligevel ret meget om lige præcis den film. Crowe virker, ligesom Hauer også gjorde, en smule overmenneskelig.

    Jeg kan sgu også lide Duel, Breakdown og The Hitcher. Særligt den sidste når den var så kontroversiel. Og ja, Jeepers Creepers starter godt. :) 

    Ja for faen da! Tror også du vil kunne li’ denne så. Det er først i slutningen, det kammer lidt over. Indtil da er det ganske underholdende og overraskende brutalt.

    David Lund19-08-20 08:59

  • ★★★★★0

    I øvrigt - er der nogen der ved, om Crowe har taget ca 20 kilo på til rollen, eller om han bare har spist lidt for mange kænguruer på det seneste?

    David Lund19-08-20 09:02

  • ★★★★★★0

    I øvrigt - er der nogen der ved, om Crowe har taget ca 20 kilo på til rollen, eller om han bare har spist lidt for mange kænguruer på det seneste?

    Jeg ved ikke om det var præcis til denne rolle, men han tog meget på til en rolle. Han er gået i gang med at smide de kilo igen, så jeg forleden.

    Zero Cool19-08-20 09:18

  • ★★★★0

    Nope. Den minder alligevel ret meget om lige præcis den film. Crowe virker, ligesom Hauer også gjorde, en smule overmenneskelig.

    Ja for faen da! Tror også du vil kunne li’ denne så. Det er først i slutningen, det kammer lidt over. Indtil da er det ganske underholdende og overraskende brutalt.

    Lyder godt. Så er der lidt håb alligevel. 

    Jeg ved ikke om det var præcis til denne rolle, men han tog meget på til en rolle. Han er gået i gang med at smide de kilo igen, så jeg forleden.

    Han er satme også blevet en stor mand. Eller skal vi bare kalde ham fed :) Så ham i Boy Erased og jeg skulle nærmest lige sunde mig over, hvor enorm han så ud. Men de skulle bruge hans fysiske størrelse effektivt i filmen læste jeg. 

    Babo19-08-20 09:23

  • ★★★★0

    Hauer også gjorde, en smule overmenneskelig.

    En af mine favorit skurke :)

    Babo19-08-20 09:31

  • ★★★★★★0

    Nope. Den minder alligevel ret meget om lige præcis den film. Crowe virker, ligesom Hauer også gjorde, en smule overmenneskelig.

    Ja for faen da! Tror også du vil kunne li’ denne så. Det er først i slutningen, det kammer lidt over. Indtil da er det ganske underholdende og overraskende brutalt.

    Glæder mig til at se den nu!!!

    T. Nielsen19-08-20 10:31

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen