Hvad tænker du nærmere her, Johan? Jeg tror jeg har en forestilling om det, men er da helt sikkert interesseret i en uddybning. :)
Uha, der var en hel del momenter, der fremstod kunstige og forcerede i mine øjne, Mikkel. Både på baggrund af skuespil, dialog og filmtekniske greb - indimellem alt sammen på én gang. Og lad mig starte med at sige, at jeg har fuld forståelse (OG respekt) for, at andre derimod godtog disse scener, som var de tyvstjålet fra virkelighedens verden. Vores tærskler i forhold til, hvad der forekommer autentisk eller ej, svinger dæleme meget blandt biografgængere.
Men off the top of my head...
1) Faktisk synes jeg, at beslutningen om at skyde filmen som et one-take endte med at hæmme troværdigheden. Jeg kan godt se ideen bag beslutningen - in theory er det en genial idé aldrig at klippe, fordi man gerne vil skabe fornemmelsen af et uafbrudt, ægte handlingsforløb. Men in practice fungerede det slet ikke for mig. Fordi one-takes i spillefilmslængde er så vanvittigt sjældne, blev jeg blot endnu mere bevidst om, at jeg sad og oveværede en spillefilm. Dog vil jeg sige, at det gav mig en klarere fornemmelse af den frygtelige ventetid, som de unge oplevede på øen.
2) Derudover var kameraet generelt en ALT for aktiv medspiller i forløbet. Først så flyver det vildt omkring og bevæger sig i sync med karaktererne... så standser det pludseligt op og lader karaktererne få et forspring, før det så forfølger dem... indimellem bliver det nærmest tabt (man får jo nærmest fornemmelsen af, at kameraet er en anden person, eller at kameramanden heller ikke ved, hvad der skal ske - under alle omstændigheder bliver jeg altså gentagende gange TOTALT bevidst om kameraets tilstedeværelse og derved også hele den filmiske konstruktion)... og værst af alt: efter den lille piges død (en VIIIILDT stærk scene - jeg føler også, jeg lige her må indskyde, at jeg altså også beundrer filmen og er klart mere positivt ned negativt indstillet alt i alt!), så ringer hendes telefon. Jeg ved godt, det er en pårørende. Hvem ville ellers ringe? Jeg behøver ikke et nærbillede... Men nej... vi skal altså have kameraet heeeeelt tæt på displayet med et STORT billede af moderen OG ordet "MOR" tydeligt. Når en film stiler efter at være et "filmisk dokument", så er det himmelråbende åbenlyst, når filmmagerne prøver at tale DIREKTE til mig og skærer tingene ud i pap, og fordi jeg her klart fornemmede fotografen og instruktørens tilstedeværelse, så røg min fornemmelse af at være på Utøya også.
3) Bruddet med den 4. væg helt i starten, hvor Kaja kigger ind i kameraet og siger "I kommer aldrig til at forstå det...". Igen - på papiret en interessant idé, og overgangen fra bruddet med den 4. væg til filmens "egentlige" start var rimelig elegant, men stadigvæk... det er en overordentlig kunstig konstruktion i en film, der stiler efter absolut realisme.
4) En lidt mindre bagatel: filmen er imponerende apolitisk i dens skildring af massakren, hvilket giver mening, idet de unge jo er totalt intetanende om morderens intentioner og bevæggrunde. Poppe fortalte også mig, at hans primære intention med filmen var at flytte fokus tilbage på ofrene og deres følelser og oplevelser, fordi vi er blevet for optaget af diskutere politiske motiver og dræberens manifest osv. Hvorfor skal der så lige optræde en "token muslim guy" inden for de første to minutter, som på kluntet vis knytter bånd mellem bomben i Oslo og racisme? Og hvorfor er der talløse sluttekster til sidst, der advarer mod eskalerende højreekstremisme, når nu man slet ikke ville forstå dén assocation, hvis man blot forholdte sig til alt det, som optrådte forinden slutteksterne? Og hey, jeg er sgu ræverød, så det er altså ikke, fordi jeg har noget issue med, at der bliver advaret mod truslen fra eskalerende højreekstremisme - her er der også bare tale om et fortællemæssigt greb, som harmonerer dårligt med filmens umiddelbare mål.
5) De to "grelleste eksempler" har jeg dog gemt til sidst. Først og fremmest er der filmens sidste sekunder... Jeg sad nærmest og tiggede og bad til filmguderne om, at kameraet IKKE til slut ville panorere over på Kajas forsvundne lillesøster om bord på båden. Det. Er. Simpelthen. Så. Vanvittigt. FORCERET. Storesøster dør, og få sekunder efter skal vi virkelig rammes af tragedien i, at hun kunne have fundet sin lillesøster, hvis hun bare havde været mindre "overilet" til slut og var kommet med i redningsbåden. Jo, jeg ved godt, at søskendepar blev splittet op på Uøtya, og at visse søskende overlevede, mens deres søskende blev skudt og dræbt. Men der er ikke noget realistisk eller "ufilmisk" eller nøgternt ved en så konstrueret slutning som dette, hvor det er SÅ tydeligt, hvad filmmagerne har tænkt med at placere bestemte personer foran kameraet på bestemte tidspunkter. Lad dog bare kameraet hvile på nogle tilfældige mennesker, der sejler bort. Efterlad os med deres angst og sorg. Helt tilfældige unge udsat for tilfældig, utilgivelig vold. En åbenlys sløjfe på en gennemgående plottråd knuser igen min indlevelse totalt. Og ved samtidig at fokusere så klart på tragedien om et fiktivt søskendepar, svækker det det overordnede portræt af den samlede gruppe ægte unge.
6) Ham den unge knægt, som er lidt lun på Kaja, virkede som en bøvet "American Pie"-figur, der uforsætligt var vandret ind i et autentisk drama om en ufattelig tragedie. Ud over at skuespilleren var tydeligt uerfaren (det er sådan en præstation, hvor jeg konstant kan mærke "tandhjulene" rotere - okay, her skal jeg lige bidde i læben, her skal jeg lige snøfte, her skal jeg lige klø kinden...), så var både hans ageren og replikker så "filmiske", at det nagede mig grænseløst. Jeg talte lidt med Erik Poppe om denne "romance" i filmen, og han indrømmede, at det er en totalt fiktiv historie og en fiktiv karakter, men at det virkede logisk, at nogle unge mennesker ville flirte på en ungdomslejr. Fair nok. Det er jo selvfølgelig umuligt at være uenig i. Men når en ungkarl med døde skolekammerater og skudlyde i baggrunden siger ting som "åh, jeg ved jo godt, hvorfor jeg er her - jeg vil jo bare score piger!" og "du skal ikke dø, Kaja! Du skal jo blive statsminister en dag!", så bliver jeg for bevidst omkring fingrene på manuskriptforfatterens tastatur - det undrer mig i øvrigt ikke, at den ene af dem ALDRIG havde skrevet et manuskript før denne film.
Og jeg vil lynhurtigt slå fast, at jeg ikke anfægter personernes REAKTIONER. Jeg forventer ikke rationalitet under de forhold - det ville være decideret dumt og nærmest umenneskeligt. Poppe og Co. har jo også talt med mange overlevende og har naturligvis fået en masse information fra dem. Men jeg fik at vide, at det her var opdigtet, og jeg fornemmede det, før jeg overhovedet fik det bekræftet, fordi det simpelthen lyder som det, det er: Ældre manuskriptforfattere, der gør et bravt, men fejlslagent forsøg på at ramme tonen i unge menneskers snak. Det er en vanvittigt svær kunst. Og sangscenen fungerede sikkert virkelig godt på papiret, og der er sikkert blevet tyet til sang og måske endda humor for at holde skrækken ude på øen, men i SÅDAN en grad? Igen - den købte jeg ikke.
Puha, det blev godt nok en lang svada :-) Jeg tror egentlig bare, at jeg har en stærk mening om disse ting, fordi jeg synes, at der også er så meget GODT i filmen, og at disse - for MIG - irriterende faktorer er som et slør over det mesterværk, der gemmer sig LIGE under overfladen. Men i en film som "United 93" er der ikke ÉT eneste sekund, som for mig klinger tilnærmelsesvis falsk. Jeg er dæleme også spændt på Greengrass' "Utøya"-film nu, om end den dog angiveligt UDELUKKENDE handler om efterspillet og slet ikke viser massakren.
