Anmeldelse: Utøya 22. juli

Det er en filmoplevelse, som er så realistisk, at det gør ondt.

Virkeligheden er hård. Virkeligheden kan være brutal, og det er vigtigt, at vi bliver mindet om det. Men kan virkeligheden også være for hård til, at det er nødvendigt at blive mindet om den? Vi har set utallige film om rædslerne ved f.eks. 2. verdenskrig. Man kan diskutere, om der også er en berettigelse i at lave film om virkelige begivenheder, der kostede menneskeliv, som skete i vore tid. Terrorangrebet 11. september 2001 affødte to film fem år efter i form af Oliver Stones "World Trade Center" og Paul Greengrass' realistiske "United 93". I 2011 oplevede Norge ligeledes et ubarmhjertigt angreb, og nu syv år efter kommer en historie om den uhyggelige dag.

Oslo oplever en bombning 22. juli 2011 om eftermiddagen. På øen Utøya er der samlet en stor gruppe unge på lejr. Vi følger pigen Kaja, der hygger sig med sine venner og bekendte. De har fået nyheden om angrebet i Oslo, men beroliger sig selv med, at de er langt væk. Men de næste 72 minutter bliver et mareridt, som ingen havde forudset kunne ske.

"Utøya 22. juli" er ikke nogen nem film at anmelde. Det er en ubarmhjertig og benhård film at se. Filmen er en fiktion, men bygger på udsagn og genfortællinger fra de overlevende fra den skæbnesvangre dag. Instruktør Erik Poppe har udtalt, at hans film ikke er en dokumentarfilm. Det er en fiktionsfilm, som bygger på en sandhed. Det er fuldstændig ligegyldigt at se den som en fiktionsfilm. Man kan ikke undgå at tænke på, at denne hændelse er sket, og der var 77 unge mennesker, som mistede livet. Jeg er fuldstændig sikker på, at der er rigtig mange, der allerede fra starten af har besluttet sig for ikke at gå ind og se filmen, og det er fuldstændig forståeligt.

Man får historien serveret råt for usødet. Filmen er optaget i reel tid, hvor man er med hele vejen igennem de 72 minutter. Man er decideret en af de unge mennesker, som befandt sig på Utøya. Det er et modigt valg af instruktøren at lave filmen på den måde. Samtidig skal det siges, at den er lavet med stor respekt og soberhed for ofrene og de overlevende. Man ser næsten ingenting, men oplever alligevel rædslerne på tæt hold, og dét, man ikke ser, opleves meget stærkere. Lydsiden er uhyggelig realistisk, og der er flere scener, man sent vil glemme.

"Utøya 22. juli" er højst sandsynligt ikke en film, man burde give stjerner. Det er en film, der nok vil give alle, som ser den, et indtryk for livet. Jeg vil have svært ved at anbefale filmen, da det er en filmoplevelse, som er så realistisk, at det gør ondt. Alligevel er det en film, som er lavet med så megen respekt for alle de ramte, at man får en filmoplevelse for livet. Det er værd at diskutere, om filmen er blevet lavet for tidligt, da over 300 overlevende lever med psykiske og fysiske skader, og hændelsen har ramt endnu flere.

Den 22. juli 2011 var en dag i Norges historie eller nærmere sagt, verdenshistorien, som vi ikke må glemme, og derfor mener denne anmelder, at filmen er vigtig. Lysten er ikke noget, der vil melde sig til denne film, men jeg vil sige, at man får en filmoplevelse for livet.

Se Moovy TV's "Utøya 22. juli"-interview med instruktøren Erik Poppe:

Utøya 22. juli

Kommentarer

Utøya 22. juli

  • ★★★★★0

    Hun brød ikke den fjerde væg. Hun snakkede i telefon. Just saying. :p 

    Lars! 4-05-18 09:00

  • ★★★★★1

    Jeg er i øvrigt meget enig med kritikken, selv om jeg også syntes, det var en fremragende film. 

    Den har næppe været let at skrive manuskript til, men statsminister-replikken og også "det er en aftale at vi skal have en kebab senere" ... hele dialogen ved stranden virkede kunstig, og jeg følte også, jeg kunne høre lyden af tastaturet, det var blevet tastet ind på.

    Skuespillet var langt fra perfekt. Det generede mig dog allermest i begyndelsen, hvor gruppesamtalen ikke føltes ægte. Der var noget med timing i replikkerne og reaktionerne, som bare gav det væk, at dette var totalt konstrueret. Det blev utroligt nok bedre, da de skulle gå i panik.

    Til gengæld havde jeg ingen problemer med kameraføringen. Det var ligesom at være der selv, tøve og snuble, og så videre. Det mindede lidt om "found footage", men jeg tolkede det nærmere som at jeg var en af de unge, som fulgte med rundt og som kunne blive skudt når som helst. Samtidig var det selvfølgelig ikke hele præmissen, for jeg kunne jo ikke hjælpe eller noget. Men selv om det var lidt tvetydigt, så fungerede dette fortællerperspektiv på mig. 

    Lars! 4-05-18 09:26

  • ★★★★★0

    Hun brød ikke den fjerde væg. Hun snakkede i telefon. Just saying. :p 

    Duuuude - som sagt er “overgangen” mellem bruddet og filmens start ganske elegant udført, men hun tiltaler stadig tydeligt kameraet direkte med sin replik og bryder den fjerde væg. Det anerkendte Poppe også :) 

    Og nå ja, havde helt glemt det med kebabben! Og jeg er også enig med dig omkring starten - det var tydeligt, at der skulle lires en masse information af hurtigt, før morderen ankom, og det blev også for konstrueret. 

    The Insider 4-05-18 10:27

  • ★★★★★0

    Den fjerde væg bruddet synes jeg generelt var rigtig fint. Måske bliver der smurt lidt for tykt på, men det var en kreativ start og en rigtig fin start og overgang til resten af galskaben. Mit største problem med filmen er slutningen. Jeg så den i biografen med en kammerat, og jeg talte direkte ned fra 5 til hovedpersonen blev skudt. Ramte ved siden af med 2, men alligevel var det en så åbenlys og forudsigelig slutning, der på mig virkede alt for planlagt for at cementere en pointe. Derudover havde jeg også foretrukket, at man på intet tidspunkt så gerningsmanden. Disse to ting er dog de eneste problemer, jeg har med filmen. Kebab-talen og det til tider middelmådige skuespil generede mig på ingen måde. Og kameraføringen fandt jeg direkte fantastisk.

    David Lund 4-05-18 10:49

  • ★★★★★0

    Den fjerde væg bruddet synes jeg generelt var rigtig fint. Måske bliver der smurt lidt for tykt på, men det var en kreativ og rigtig fin start og overgang til resten af galskaben. Mit største problem med filmen er slutningen. Jeg så den i biografen med en kammerat, og jeg talte direkte ned fra 5 til hovedpersonen blev skudt. Ramte ved siden af med 2, men alligevel var det en så åbenlys og forudsigelig slutning, der på mig virkede alt for planlagt for at cementere en pointe. Derudover havde jeg også foretrukket, at man på intet tidspunkt så gerningsmanden. Disse to ting er dog de eneste problemer, jeg har med filmen. Kebab-talen og det til tider middelmådige skuespil generede mig på ingen måde. Og kameraføringen fandt jeg direkte fantastisk.

    David Lund 4-05-18 10:49

  • ★★0

    Gode kritikpunkter Johan, og jeg kan fuldt ud forstå hvorfor de kan opstå hos nogen. Det er nok et spørgsmål om hvor meget man kan lade sig opsluge og/eller abstrahere for mere tekniske aspekter. For mig var det den slags film, hvor oplevelsen bevæger sig udover den indre tekst og dermed bliver noget andet - for jeg kan sagtens følge nogle af kritikpunkterne, men det var ikke noget der havde effekt på den fulde oplevelse.

    Mht. bruddet på den 4. væg synes jeg det fungerede fint. I og med det opstod i starten af filmen, og havde en subtil overgang, så jeg det som en slags "fortekst" der gik fint i spænd med den indledende tekst og optagelserne fra Oslo. Havde det derimod opstået midt i filmen eller til slut havde det nok præget indlevelsen.

    Kameraet havde jeg også selv til tider besvær med - især da de ligger i skoven i første omgang og vi konstant bevæger os frem og tilbage. Min kæreste spurgte endda om vi skulle forstå det sådan, at det var en decideret karakters POV. Men alligevel synes jeg det fungerede ret godt fordi vi var begrænset til deres udsyn og det var så kaotisk. Men jeg kan helt sikkert forstå hvorfor det kan blive et problem for nogen og bryder illusionen. Det samme med at gøre det i et one-take. Det generede dog overhovedet ikke mig - det var faktisk først halvvejs i filmen, at jeg begynde at tænke på om der overhovedet var blevet klippet endnu. Jeg blev simpelthen i tvivl for jeg havde været så opmærksom på dramaet og opslugt af det. Men jeg synes det fungerede super godt i forhold til følelsen af tid - de 72 minutter føltes jo som tre timer.

    Skuespillet havde jeg heller ikke nogen overvejelser omkring - i retrospekt kan jeg godt se det halter lidt hos birollerne (hende hovedrolleindehaveren var decideret fantastisk) og startdialogen muligvis fremstår lidt forceret i sin kontekst. Personligt var jeg så opslugt af suspense-opbygningen, hvor jeg blot ventede på den uundgåelige første skudsalve. Synes det fungerede eminent og for mig kunne gruppen havde snakket om hvad som helst - jeg var mere optaget af alt det omkring dem. :)

    Ligesom dig, og David, er min største anke faktisk også slutningen. Det var dybt fordusigeligt, at Kaja ville blive skudt og "statsminister"-replikken var en tand for meget. Derudover var det også drønærgerligt med søsterskuddet på båden, omend jeg forstår budskabet. Men hertil gjorde det mig bare heller ikke voldsomt meget for helhedsindtrykket - måske fordi jeg vidste det var slut og jeg var decideret udmattet.


    Men det er virkelig en svær film at bedømme. For skal man gå efter de tekniske meritter eller lader man sig overvinde af visionen og budskabet? Eller måske det hele, noget andet eller tredje. Jeg synes i hvert fald det var udfordrende at efterfølgende reflektere over den, både som filmisk tekst, men også alt uden omkring. Men her på andendagen må jeg også bare konstatere hvad jeg nåede frem til igår; synes det var en fantastisk (uden positive konnotationer som så) oplevelse af en film.

    Mikkel Abel 4-05-18 11:36

  • ★★★★★1

    Men det er virkelig en svær film at bedømme. For skal man gå efter de tekniske meritter eller lader man sig overvinde af visionen og budskabet?

    Men vil man så ikke altid i denne type film ku bruge det argument, eller problemstilling er nok det mere rigtig ord, da det jo ikke er et forsvar af filmen som sådan.

    Elwood 4-05-18 12:08

  • ★★0

    Absolut, det er jo derfor det er udfordrende. Nu fik jeg også opstillet det lidt som en enten/eller-situation, hvilket det bestemt ikke er. Mener bare, at det er en film som har rigtig mange nuancer (både diegetisk og kulturelt), som skal tages med når filmen skal bedømmes. 

    Mikkel Abel 4-05-18 12:16

  • ★★★★★0

    Ligegyldig hvad kan vi vel alle blive enige om, at det trods alt er en vellykket film? Så handler det bare om, hvor meget man ser igennem fingre med, hvor meget man lader sig blive revet med og hvordan man forholder sig til de forskellige valg under filmen. Jeg er nok ikke helt oppe og ringe som dig, Mikkel. Men på den anden side, er det heller ikke en oplevelse, jeg nogensinde vil glemme. 

    David Lund 4-05-18 12:30

  • ★★0

    Ligegyldig hvad kan vi vel alle blive enige om, at det trods alt er en vellykket film? Så handler det bare om, hvor meget man ser igennem fingre med, hvor meget man lader sig blive revet med og hvordan man forholder sig til de forskellige valg under filmen. Jeg er nok ikke helt oppe og ringe som dig, Mikkel. Men på den anden side, er det heller ikke en oplevelse, jeg nogensinde vil glemme. 

    Det tror jeg absolut. :) 

    Mikkel Abel 4-05-18 12:32

  • ★★★★★0

    Kææææft, hvor er der bare nogle fantastiske og fantastisk reflekterende og velformulerede mennesker herinde! Spændende snak altså!

    Altså, jo - jeg synes, at filmen er vellykket. På visse parametre. Men derfor er jeg nødt til at indskyde et “relativt” før “vellykket”, og det synes jeg er vildt ærgerligt - med filmens unikke tema og mål in mente.

    Beklager, at jeg lige inddrager “United 93” igen... Jeg ved godt, at folk vil sige, at det er forskellige film med forskellige intentioner, produktionsforhold osv., men samtidigt er det to film, som i allerhøjeste grad har et ensartet grundlag, da de skildrer ægte tragedier på en (i hvert fald i forhold til intentionerne) sober, nøgtern facon, og hvor man i begge tilfælde sagde, at det var for tidligt, og at en respektfuld film slet ikke kunne laves.

    Og for mig er “United 93” filmisk perfektion. Altså, jeg kan ikke sætte en finger på ét eneste frame. En eneste præstation. En eneste replik. Det er næsten ikke en film om 9/11 - det ER 9/11. Og jeg burde kunne sige det samme om “Utøya”, men det kan jeg ikke. “United 93” har ikke en replik, der klinger falsk... den har en mere dynamisk æstetik, som til gengæld er langt mere (faktisk totalt) usynlig... og præstationerne fra både skuespillere og de folk, der spiller sig selv, har ikke én falsk tone i sig. Det er simpelthen et studie i subtil filmkunst af allerhøjeste karat, og jeg kan sagtens forstå, at bannerførerne inden for dansk realisme, Michael Noer og Tobias Lindholm, forguder Greengrass. Det giver også mening, at filmen er blevet, som den er, med Greengrass’ CV in mente. Manden har lavet dybdeborende dokumentarer og journalistik i årtier. Poppe har lavet langt mere tydeligt “filmiske” og melodramatiske film forinden “Utøya”. Ikke dermed sagt, at man ikke kan lave noget, det strider helt imod ens tidligere virke, men jeg siger bare, der er en klar kausalitet. 

    Som sagt det langtfra blot “tekniske meritter”, der frustrerer mig i forhold til “Utøya”. Og den er også vellykket i mange henseender, hvor særligt de første to tredjedele skaber et gribende portræt af massakren, som således erfterkommer Poppes intention om at styrke vores forståelse for og indsigt i de unges traumer.

    Men jeg ville oprigtigt ønske, at vi stod tilbage med et ufejlbarligt, filmisk dokument mere eller mindre immunt over for kritik - og hey, fair nok, hvis man synes, at filmen er det! Det er “United 93” for mig. En film, hvor jeg ikke skal koncentrere mig om at lade filmmagenes vision overskygge filmiske fejl, for både vision og udførelse er upåklagelig. “Hvor meget man lader sig rive med” er på sin vis et paradoks, for hvis jeg bliver revet med, så glemmer jeg “fejlene”, og hvis jeg aktivt skal gøre en indsats for at undertrykke mine følelser for at blive revet med, så er jeg, well, ikke revet med og kan ikke blive det.

    Men det er jo intet under, at en film så kontroversiel og ejendommelig skaber så forskellige indtryk.

    The Insider 4-05-18 17:55

  • ★★★★★0

    Hvis vi skal sammenligne med United 93, foretrækker jeg faktisk Utøya. Det gør jeg nok, fordi jeg bedre kan lide tankerne bag. Hvorfor den er lavet med fiktive karakterer. Hvorfor den er et one take. Altså nærmest teorien og forarbejdet. For United 93 er en langt mere poleret film, der teknisk set rammer noget nær det perfekte. Men jeg bliver hverken provokeret, rørt eller rystet af United 93. Så jeg kan nyde den for de tekniske meritter, og lade mig blive revet med af spændingen, men filmen forlader min krop idet jeg slukker for den. Utøya har en bunke skønhedsfejl, hvilket ikke helt kan undgås med filmens one take og de uerfarne og unge skuespillere. Med en bedre slutning havde jeg dog uden tvivl været helt oppe og ringe ligesom Mikkel, men de sidste 5-10 min ødelagde en sule for mig. På trods af det synes jeg stadig det er en vigtig, vellykket og interessant film, som enhver filminteresseret bør se.

    David Lund 4-05-18 19:14

  • ★★★★★0

    Igen - interessant! For jeg bliver netop provokeret, totalt rystet og rørt til tårer af United 93, og samtidig synes jeg, at den har et mere sympatisk udgangspunkt - at skildre alle de ægte mennesker ligeligt og troværdigt, frem for at lade én bomstærk, fiktiv hovedperson med fiktive relationer være vores indfaldsvinkel til virkelighedens tragedier, hvilket for mig også svækker skildringen af tragedien og ofrene som helhed. HELT enig i, at “Utøya” er enormt interessant. Men jeg ville aldrig anbefale den nogen. “United 93” vil jeg til enhver tid insistere på, at folk skal se - både som historisk dokument og en totalt troværdig, hjertelig cadeau til den menneskelige viljestyrke.

    The Insider 4-05-18 19:39

  • ★★★★1

    Al den sammenligning med United 93. Jeg nærer ingen illusioner om Utøya er i samme klasse, men vil da gerne give den et skud. Jeg er meget på linje med Johan om 93, som jeg mener er den noget nær optimale måde at gribe en rigtig tragedie an på, rent filmisk. Jeg var til gengæld dybt rystet og vi må snart have en Greengrass poll :)

    Babo 4-05-18 19:41

  • ★★★★1

    Igen - interessant! For jeg bliver netop provokeret, totalt rystet og rørt til tårer af United 93, og samtidig synes jeg, at den har et mere sympatisk udgangspunkt - at skildre alle de ægte mennesker ligeligt og troværdigt, frem for at lade én bomstærk, fiktiv hovedperson med fiktive relationer være vores indfaldsvinkel til virkelighedens tragedier, hvilket for mig også svækker skildringen af tragedien og ofrene som helhed. HELT enig i, at “Utøya” er enormt interessant. Men jeg ville aldrig anbefale den nogen. “United 93” vil jeg til enhver tid insistere på, at folk skal se - både som historisk dokument og en totalt troværdig, hjertelig cadeau til den menneskelige viljestyrke.

    Når du beskriver Utøya på den måde, så får jeg lidt en flad fornemmelse :(

    Babo 4-05-18 19:43

  • ★★★★★0

    Al den sammenligning med United 93. Jeg nærer ingen illusioner om Utøya er i samme klasse, men vil da gerne give den et skud. Jeg er meget på linje med Johan om 93, som jeg mener er den noget nær optimale måde at gribe en rigtig tragedie an på, rent filmisk. Jeg var til gengæld dybt rystet og vi må snart have en Greengrass poll :)

    Nåja, den må vi da få lavet! :D jeg havde også store planer om at lave en stor Moovy TV-udsendelse om manden, men jeg må indrømme, at Jason Bourne ramponerede min entusiasme. Det er jo ikke nogen dårlig film, men bare så fandens kønsløs og ubetydelig. Glæder mig selvfølgelig stadig til Norway.

    The Insider 4-05-18 19:43

  • ★★★★★3

    Kameraet var også ok rystet over United 93!

    David Lund 4-05-18 19:43

  • ★★★★★0

    Kameraet var også ok rystet over United 93!

    Haha! :D true! Men det er også på én gang interessant og mærkværdigt - for mange er hans stil distraherende og for iøjnefaldende. For mig er den nærmest usynlig (ud over at jeg - særligt efter at have set filmen flere gange - beundrer den enormt), og den knuser totalt skillelinjen mellem iscenesættelse og virkeligheden. 

    The Insider 4-05-18 19:47

  • ★★★★1

    Nåja, den må vi da få lavet! :D jeg havde også store planer om at lave en stor Moovy TV-udsendelse om manden, men jeg må indrømme, at Jason Bourne ramponerede min entusiasme. Det er jo ikke nogen dårlig film, men bare så fandens kønsløs og ubetydelig. Glæder mig selvfølgelig stadig til Norway.

    Hehe, fair nok, har faktisk ikke genset den side, hvilket er lidt af et svagt tegn, men jeg tror stadig jeg vil finde Jason Bourne meget bedre end det meste andet fra konkurrenternes side :) Men tror vi er enige om, det er den svageste med Damon. 

    Babo 4-05-18 19:47

  • ★★★★★0

    Når du beskriver Utøya på den måde, så får jeg lidt en flad fornemmelse :(

    Ville sgu ellers gerne høre din vurdering :) 

    The Insider 4-05-18 19:47

  • ★★★★0

    Ville sgu ellers gerne høre din vurdering :) 

    Jeg ser den muligvis i morgen, har nemlig en filmdate med en :) 

    Babo 4-05-18 19:50

  • ★★★★★0

    Haha! :D true! Men det er også på én gang interessant og mærkværdigt - for mange er hans stil distraherende og for iøjnefaldende. For mig er den nærmest usynlig (ud over at jeg - særligt efter at have set filmen flere gange - beundrer den enormt), og den knuser totalt skillelinjen mellem iscenesættelse og virkeligheden. 

    Jeg finder den selv distraherende. Den er altødelæggende for mig i Bourne-filmene desværre, og det er noget jeg er enormt ked af. Den giver dog meget mere mening i United 93, men netop fordi hans stil er så bemærkelsesværdig, har jeg et enormt problem med at glemme, at jeg ser en film. Derfor bliver jeg ikke en del af fortællingen, men bliver bare ved med at beundre arbejdet i filmen. Hvis det altså giver mening. 

    David Lund 4-05-18 19:51

  • ★★★★2

     Jeg var til gengæld dybt rystet og vi må snart have en Greengrass poll :)

    Var det hurtigt nok? ;)

    chandler75 4-05-18 20:02

  • ★★★★★0

    Was he slow?

    Elwood 4-05-18 20:03

  • ★★★★1

    Sjovt, som man kan have det. Jeg har det komplet modsat dig, David. Jeg skal påminde mig, at det rent faktisk er en film under Greengrass. Supremacy var for mig den første actionfilm, der prøvede at udviske grænsen mellem fiktion og virkelighed. Det var, som ‘at være der’ i Bournes sko og sjældent får man den oplevelse. Saving Private Ryan var den anden. 

    Babo 4-05-18 20:09

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen