Anmeldelse: Utøya 22. juli

Det er en filmoplevelse, som er så realistisk, at det gør ondt.

Virkeligheden er hård. Virkeligheden kan være brutal, og det er vigtigt, at vi bliver mindet om det. Men kan virkeligheden også være for hård til, at det er nødvendigt at blive mindet om den? Vi har set utallige film om rædslerne ved f.eks. 2. verdenskrig. Man kan diskutere, om der også er en berettigelse i at lave film om virkelige begivenheder, der kostede menneskeliv, som skete i vore tid. Terrorangrebet 11. september 2001 affødte to film fem år efter i form af Oliver Stones "World Trade Center" og Paul Greengrass' realistiske "United 93". I 2011 oplevede Norge ligeledes et ubarmhjertigt angreb, og nu syv år efter kommer en historie om den uhyggelige dag.

Oslo oplever en bombning 22. juli 2011 om eftermiddagen. På øen Utøya er der samlet en stor gruppe unge på lejr. Vi følger pigen Kaja, der hygger sig med sine venner og bekendte. De har fået nyheden om angrebet i Oslo, men beroliger sig selv med, at de er langt væk. Men de næste 72 minutter bliver et mareridt, som ingen havde forudset kunne ske.

"Utøya 22. juli" er ikke nogen nem film at anmelde. Det er en ubarmhjertig og benhård film at se. Filmen er en fiktion, men bygger på udsagn og genfortællinger fra de overlevende fra den skæbnesvangre dag. Instruktør Erik Poppe har udtalt, at hans film ikke er en dokumentarfilm. Det er en fiktionsfilm, som bygger på en sandhed. Det er fuldstændig ligegyldigt at se den som en fiktionsfilm. Man kan ikke undgå at tænke på, at denne hændelse er sket, og der var 77 unge mennesker, som mistede livet. Jeg er fuldstændig sikker på, at der er rigtig mange, der allerede fra starten af har besluttet sig for ikke at gå ind og se filmen, og det er fuldstændig forståeligt.

Man får historien serveret råt for usødet. Filmen er optaget i reel tid, hvor man er med hele vejen igennem de 72 minutter. Man er decideret en af de unge mennesker, som befandt sig på Utøya. Det er et modigt valg af instruktøren at lave filmen på den måde. Samtidig skal det siges, at den er lavet med stor respekt og soberhed for ofrene og de overlevende. Man ser næsten ingenting, men oplever alligevel rædslerne på tæt hold, og dét, man ikke ser, opleves meget stærkere. Lydsiden er uhyggelig realistisk, og der er flere scener, man sent vil glemme.

"Utøya 22. juli" er højst sandsynligt ikke en film, man burde give stjerner. Det er en film, der nok vil give alle, som ser den, et indtryk for livet. Jeg vil have svært ved at anbefale filmen, da det er en filmoplevelse, som er så realistisk, at det gør ondt. Alligevel er det en film, som er lavet med så megen respekt for alle de ramte, at man får en filmoplevelse for livet. Det er værd at diskutere, om filmen er blevet lavet for tidligt, da over 300 overlevende lever med psykiske og fysiske skader, og hændelsen har ramt endnu flere.

Den 22. juli 2011 var en dag i Norges historie eller nærmere sagt, verdenshistorien, som vi ikke må glemme, og derfor mener denne anmelder, at filmen er vigtig. Lysten er ikke noget, der vil melde sig til denne film, men jeg vil sige, at man får en filmoplevelse for livet.

Se Moovy TV's "Utøya 22. juli"-interview med instruktøren Erik Poppe:

Utøya 22. juli

Kommentarer

Utøya 22. juli

  • ★★★★1

    Var det hurtigt nok? ;)

    Jeg nåede næsten ikke engang at brokke mig :)

    Babo 4-05-18 20:12

  • ★★★★★0

    Sjovt, som man kan have det. Jeg har det komplet modsat dig, David. Jeg skal påminde mig, at det rent faktisk er en film under Greengrass. Supremacy var for mig den første actionfilm, der prøvede at udviske grænsen mellem fiktion og virkelighed. Det var, som ‘at være der’ i Bournes sko og sjældent får man den oplevelse. Saving Private Ryan var den anden. 

    Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde det på samme måde. Også mht. Saving Private Ryan.

    David Lund 4-05-18 20:16

  • ★★★★0

    Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde det på samme måde. Også mht. Saving Private Ryan.

    Man kan jo ikke tvinges :) 

    Babo 4-05-18 20:18

  • ★★★★★0

    Jeg finder den selv distraherende. Den er altødelæggende for mig i Bourne-filmene desværre, og det er noget jeg er enormt ked af. Den giver dog meget mere mening i United 93, men netop fordi hans stil er så bemærkelsesværdig, har jeg et enormt problem med at glemme, at jeg ser en film. Derfor bliver jeg ikke en del af fortællingen, men bliver bare ved med at beundre arbejdet i filmen. Hvis det altså giver mening. 

    Det giver i den grad mening! Og jeg kender mange, der føler sådan. Jeg har det bare FULDKOMMEN modsat. Bourne Supremacy er min alletiders yndlingsfilm, og jeg knuselsker æstetikken i den (og i Greengrass’ film generelt). Jeg er aldrig nogensinde blevet tilnærmelsesvis distraheret eller irriteret over kameraets bevægelser i hans film og har tværtimod oplevet, at jeg bliver suget endnu mere ind og totalt glemmer den “filmiske konstruktion”.

    The Insider 4-05-18 20:34

  • ★★★★★0

    Jeg bliver mest bare rundtosset =)

    David Lund 4-05-18 20:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen