Anmeldelse: Væbnet med ord & vinger

Michael Strunge var så tydeligt et levn fra firserne, at det for nye generationer kan være svært at se, at han har en nutidig relevans.

Lad os starte med en ansvarsfraskrivelse, så I ved, hvad I går ind til: denne anmelder var i sin gymnasietid, hvad bedst kan betegnes som emo. Sådan en type, der gemte sig i et hjørne i skolens bibliotek, mens hun passede på med ikke at smøre sin sorte makeup ud i ansigtet, mens hun begravede sig i Michael Strunge-digte. I havde alle en af os på jeres skole, og på mit gymnasium var det mig. Vil det sige, at jeg allerede var forudindtaget på vej ind til "Væbnet med ord & vinger"? Måske, for den surmulende teenager indeni mig findes vel stadig et eller andet sted, ikke sandt?

Michael Strunges force var at kunne tale så direkte og så rent til unge mennesker, der ikke følte en samhørighed med resten af det danske litteraturlandskab, de ellers blev udsat for, og som åd Strunge-digte til frokost. Men det er ikke kun dét, der bliver taget op i "Væbnet med ord & vinger". Hvem var denne unge mand, der skrev disse digte, og hvad var de indre dæmoner, der gjorde hans liv så kort?

Det er rart at se, at Danmark endelig får en film om en af de vigtigste litterære stemmer, vi har haft. Det er godt at se Michael Strunge beskrevet som andet end en kuriositet indenfor en stilart, mange føler som værende overflødig. Det er skønt at se Pia Tafdrup fortælle om sin ven Michael, der ville læse digte op for almindelige danskere, fordi han var overbevist om, at digte kunne redde dagligdagen for trivialiteter. 

Men er det i en film om Michael Strunge så vigtigt at bibeholde firserne, når et digt bliver oplæst? Instruktør Torben Skjødt Jensen mener det og opstiller – med hjælp fra Aarhus Teaterskole – en forestilling til at akkompagnere mange af de digte, der bliver fremstillet i filmen. Det er det eneste fejltrin i en ellers fint skildret film og virker i værste fald som en provinsiel og amatøragtig måde at anskue disse storbydigte på. Digtene har i sig selv en fin firser-finesse, og vi behøver ikke malplacerede teaterforestillinger for at fornemme, hvad Strunge ville sige med sine ord og deres konstruktioner.

Nej, lad hellere de interviewede fortælle om den mand, der måske er det tætteste, Danmark har haft på en rockstjerne uden en guitar, en forkæmper for en dansk beat-generation med ham i front. Lad dem, hans nærmeste, give os en forståelse for, hvem han var. De gør det så fint og giver os som tilskuere en veldetaljeret beskrivelse af en mand, der var som et spøgelse i sit eget liv; en blanding af et livgivende element for den litterære kunst og svævende luft i denne danske metropol.

Michael Strunge var så tydeligt et levn fra firserne, at det for nye generationer kan være svært at se, at han har en nutidig relevans. Men næsten alt i "Væbnet med ord & vinger" åbner vores øjne for den vigtighed, digteren stadig har i moderne digtning. Dansk litteratur ville ikke være det samme uden denne geniale mand, hvis mentale tilstand ikke kunne hamle op med alt det, han gerne ville sige. Uden at nævne det med et eneste ord lader Skjødt Jensen dette stå klart, og det er vel i sidste ende mærkaten på en vellavet dokumentarfilm.

Væbnet med ord & vinger

Kommentarer

Væbnet med ord & vinger

  • ★★★0

    Jeg føler alderen tynge lidt nu... ;)

    Da jeg var ung og snotforvirret, talte Michael Strunges digte i høj grad til mig, selvom han for længst var død, da jeg begyndte at læse dem. Det gør de - med enkelte undtagelser - ikke rigtig nu, hvis jeg skal være ærlig, men forhåbentlig vil de stadig appellere til kommende generationer.

    Benway11-01-18 12:20

  • ★★★★★★0

    Der hvor jeg kom fra og levede, der var det nærmest et mirakel hvis folk vidste hvem han var. Stødte man endelig på ham, blev det i 99% af tilfældene afvist som en gang højpandet nonsens. Sådan er der så meget. Jeg har aldrig, så vidt jeg ved og husker, aldrig læst hans digte.

    T. Nielsen11-01-18 12:29

  • ★★★★★★0

    Jeg føler alderen tynge lidt nu... ;)

    Bare rolig, så er ikke gammel Benway, selv om det snart rammer:-P

    T. Nielsen11-01-18 12:30

  • ★★★1

    Bare rolig, så er ikke gammel Benway, selv om det snart rammer:-P

    Jeg foretrækker nu også alderen frem for alternativet. ;)

    Benway11-01-18 12:32

  • ★★★★★★0

    Jeg foretrækker nu også alderen frem for alternativet. ;)

    Nå dog:-D

    T. Nielsen11-01-18 13:55

  • ★★★★★★0

    Bare rolig, så gammel er du ikke Benway, selv om det snart rammer:-P

    Men det er jeg åbenbart??? Synes jeg laver mere og mere af den slags vrøvl???

    T. Nielsen11-01-18 14:36

  • ★★★★1

    Vi forstår dit vrøvl - og bærer over med det ;)

    chandler7511-01-18 14:46

  • ★★★★★★0

    Vi forstår dit vrøvl - og bærer over med det ;)

    Tak:-*

    T. Nielsen11-01-18 15:05

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen