Anmeldelse: Valhalla
Der er god styrke i den hammer, "Valhalla" svinger afsted, men gudernes kræfter kommer kun halvt tilbage.
Det er faktisk forbavsende lidt, Valhalla og Asgård har fået lov at skinne på det store lærred gennem tiderne. Faderen af "Die Hard", John McTiernan, lod de sagnomspundne steder stå lidt i kulissen i vikingefilmen "The 13th Warrior". Det samme gjorde Richard Fleischer i 50'erne med "The Vikings". Nicolas Winding Refn og en enøjet Mads Mikkelsen brugte Valhalla i titlen på deres film, men så heller ikke til så meget mere. Kun i den kulørte afdeling har Valhalla fået et spotlys med Marvels alternative superhelte-udgave af myten – og så naturligvis animationsudgaven af Peter Madsens berømte 80'er-tegneserie, hvor selveste Dick Kaysø lagde stemme til Thor. Nu har sidstnævnte endelig fået den længe ventede, mindre kulørte og stort opsatte spillefilms-opgradering.
Søskendeparret Røskva og Tjalfe får en enestående mulighed for at komme væk fra Midgård og tjene guderne i Asgård, da Thor en dag slår vejen forbi deres hjem. Med henblik på at bruge dem som simple trælle for de høje herrer bag de høje mure i Valhalla hiver tordenguden dem med i stridsvognen. I kulissen er guderne imidlertid truet af den kolossale Fenrisulv, men inden længe er der uventet hjælp at hente fra de to menneskebørn.
Fantasy-genren har haft gode kår i de danske biografer de senere år, så det her projekt virker farligt oplagt. Farligt, fordi oplægget ikke blot er velkendt, men har været en fornøjelse for en hel generation, som sidenhen "gav det videre". Nyeste udgave skal så prøve at finde Disney-balancen, der som bekendt kan være svær. Vi vil jo gerne se de elskede karakterer, som vi husker og kender dem – men det må ikke være helt det samme.
Hvad det stærke karaktergalleri angår, er Fenar Ahmads (instruktøren bag forrige års skamroste "Underverden") "Valhalla" desværre lidt af en blandet landhandel. I den opløftende ende slipper Roland Møller fint fra det som en brovtende Thor. Og i den egentlige hovedrolle er der virkelig gode takter fra den debuterende Cecilia Loffredo som unge Røskva, ligesom Reza Forghanis live action-udgave af Quark og hans underbid – gudskelov – ikke falder til jorden. Det er der desværre flere af de andre karakterer, der gør. Især er det skuffende at se Odin som en fattigmandsudgave af Gandalf mod enden. Og hvorfor hyre en yngre skuespiller til at spille gudernes alfader med (pinligt tydelig) gammelmands-make-up i stedet for bare at caste en, der faktisk er ældre?
Til gengæld har filmen generelt et godt look. Der er brugt store visuelle kræfter på, at vi ikke skal træde ind i en Marvel-boble, men ind på en sortmuldet, vindblæst nordisk arena, og her skal "Valhalla" roses. For en dansk produktion er der tale om ret omfattende "on location"-optagelser, hvor Fenar Ahmad og hans kamerahold har været på en mindre skandinavisk turné (inklusiv i gudesmukke Island), mens de optog filmen. Det har helt klart givet pote.
Hvad effekter angår, kan filmen faktisk godt bide skeer med mellemstore Hollywood-produktioner, omend det kommer lidt i klatter. Mindre krudt er desværre blevet brugt på historien. Alt for lidt faktisk. Vi får serveret en meget mager storyline, men værre endnu, så gør det filmens flow virkelig ujævnt, og som resultat deraf føles karakterudviklingen forceret. Det er en skam, for der er et hjerte bag denne fremstilling af Midgård og Valhalla. Fenar Ahmads film vil faktisk gerne give børn og unge mere end bare drikkehorn og øksekast. Den mangler bare Odins klarsyn.