Anmeldelse: Van Gogh - Ved evighedens port

Hvad der momentvis er en personlig, indsigtsfuld skildring om at være kreatør, bliver over to timer en masturbatorisk ørkenvandring

Vincent van Gogh døde som 37-årig, fattig og foragtet af sin samtid. Alligevel er hollænderen i dag vel nok én af de mest kendte og velansete malere nogensinde. Om fascinationen skyldes det afskårne øre eller blot flotte solsikker, skal være usagt, men på filmfronten er fortællingen om van Gogh også populær. Fra Kirk Douglas til Benedict Cumberbatch har alverdens skuespillere påtaget sig det orange skæg, og sidste år fik vi også den unikke animationsfilm "Loving Vincent". 2019 står igen i Vincents tegn med "Van Gogh – Ved evighedens port", hvor Willem Dafoe denne gang spiller maleren.

Historien starter i Paris anno 1888, hvor Vincent van Gogh prøver at slå igennem blandt byens intellektuelle. I sin jagt på gennembruddet møder han også kollegaen Paul Gauguin, der i en mentorrolle bliver en skæbnesvanger karakter i van Goghs liv. Derfra følger vi den hollandske malers videre rejse mod Sydfrankrig, hvor han sætter alt ind på at blive mestermaler. Men vejen dertil er lang, og under rejsen møder Vincent mennesker, som ender med at definere hans stil, mens et opgør med Gauguin resulterer i en tur på psykiatrien og et famøst afskåret øre.

Blandt kunsthistorikere går flosklen, at alle snakke om Vincent van Gogh fører til det deforme øre. Stort set alle filmatiseringer indeholder den berømte selvskade, og som filmens plakat allerede afslører, gør det sig på symptomatisk vis også gældende her. Julian Schnabels portræt af kunstneren er en ægte greatest hits-samling, der viser nedslag i van Goghs tragiske tilværelse. Fra mødet med Gauguin til ekstase i solsikkemarken, hvor nogle af hans største malerier skabes, udfolder kunstneren sig på lærredet. Desværre minder historien mere om en Wikipedia-artikel end et intimt portræt af en unik personlighed.

Filmen bryster sig ved en visuel stil, der både er dødirriterende og sært fascinerende. Igennem førstehåndssynsvinkel kommer vi helt ind i Vincents sind, og i konstante bevægelser slynges kameraet frem og tilbage mellem blikretninger. Bed til, at du ikke bliver søsyg, når det gyngende kamera i bedste Terrence Malick-stil skiftevis veksler mellem skæve vinkler og ekstreme nærbilleder. Det giver mening at gå helt tæt på Willem Dafoes vidunderlige ansigt, men samspillet med intermezzos af panorerende landskabsbilleder skaber disharmoni. Især fordi de flotte tableauer forstyrres af så voldsomme lens flares, at selv J.J. Abrams ville sige "Ro på!".

Når "Van Gogh – Ved evighedens port" fejler, skyldes det primært Julian Schnabels egen kunstneriske vision. Den Guldpalme-nominerede instruktør er selv succesrig og anerkendt kunstmaler. Ingen tvivl om, at han kender sit håndværk – både som maler og filminstruktør – men som kunstner virker Schnabel overdrevent forelsket i sit primære fag og Vincent van Goghs liv. Hvad der momentvis er en personlig, indsigtsfuld skildring om at være kreatør, bliver over to timer en masturbatorisk ørkenvandring om den klassiske, lidende kunstner. Der er altså begrænset spænding i at se van Gogh skue ud over horisonten for 117. gang til lyden af melankolsk klavermusik.

Det bør altid være et adelsmærke, når Willem Dafoe indtager en sjælden hovedrolle – rollen som én af kunsthistoriens største malere er ingen undtagelse. Nok skal den 63-årige skuespiller agere halvt sin alder, men som Vincent van Gogh overbeviser han med sine markerede kindben og dybe ryst. Julian Schnabels hensigter og overbevisning er derimod sværere at gennemskue. "Van Gogh – Ved evighedens port" fortæller intet, som tidligere fortolkninger ikke har formået, mens den atypiske filmiske æstetik forvirrer, mere end den gavner.