Anmeldelse: Veronikas to liv

Du kender måske følelsen. Følelsen af ikke at være alene – at der et sted derude findes én som dig. Én, der ikke bare har din skæve næse eller dit gryntede grin, men som er en spirituel 1:1-kopi. I Krzysztof Kieslowskis gennembrudsfilm fra 1991 får dobbeltgænger-præmissen en selvrefleksiv og musikalsk overhaling, der muligvis forlanger fuld opmærksomhed, men til gengæld belønner og forkæler med sit magiske filmsprog. "Veronikas to liv" genoplives nu i biograferne, og du får ikke to chancer – afsted med dig!

Weronika i Polen og Veronique i Frankrig ligner hinanden som to dråber vand. Familiære bånd er der ikke noget af, og de har intet kendskab til hinandens eksistens, men både når det kommer til udseende, sind og evner, er de identiske. Weronika drømmer om et liv som musiker, mens Veronique underviser i musik. Men da den ene dør af hjertestop, får den anden pludseligt et helt nyt perspektiv på livet. Måske er vi mere sjæleligt forbundet til hinanden, end vi umiddelbart tror?

Kieslowski var en unik billedpoet, der sjældent tog sin tilskuer i hånden. I "Veronikas to liv" pirres vi da også med kontinuerlige dobbelttydninger og spejlbilleder af dukker, objekter og mennesker – indfanget i gyldne og eventyrlige farvetoner.  Den selvrefleksive fortælling giver det velkendte og naturlige hverdagsliv et metafysisk løft, der leger med tanken om, at vi ikke selv er herre over vores valg i livet. Resolutionen kommer aldrig, men i stedet præsenteres et slags magisk, psykologisk mysterium, der væbner sin tilskuer med lys og lygte i forsøget på at løse en gåde, der ikke eksisterer. Frustrerende, men samtidig sært stimulerende.

Irene Jacob er perfekt underspillet og sårbar i rollerne som Weronika og Veronique. "Veronikas to liv" er én af de film, hvor man ikke kan andet end at forelske sig hovedkulds i hovedrollen. Jacob har en utrolig evne til at portrættere sine karakterer stille med en lavmålt, gådefuldt ynde – så stille, at det er tæt på decibel-grænsen. Men samtidig er hun fyldig og kraftfuld i sit nærvær og tyvstjæler alle scener. Allerede ved første nærbillede af Weronika afsløres Irene Jacobs tiltrækkende effekt, da hun stående i regnen betragter og synger med på det kor, hun så gerne vil være en del af – strålende af lykke. De lyse og let-magiske farvetoner bidrager til forgabelse i en kvinde, der mere end noget fremstår som et spirituelt væsen, der måske, måske ikke er samme person. Jacob vandt da også fortjent prisen for bedste kvindelige hovedrolle på filmfestivalen i Cannes.   

Forgabelse er også et nøgleord i forhold til Zbigniew Preisners eminente musik. Den polske komponist er aktiv medaktør i filmen, da han både agerer auditivt bindeled mellem Weronika og Veronique og selv figurerer som fiktiv komponist. Preisner skaber ganske enkelt emotionelle mirakeltoner, der gåsehudsfremkaldende hiver "Veronikas to liv" op på filmisk topniveau. Veronique underviser i Preisners alias, og Weronika fortolker ham som kordeltager, og idéen om at lade musikken forene de to kvinder er tæt på genial – især når det nu lyder så vanvittigt smukt.

Krzysztof Kieslowski har skabt en hypnotiserende fortælling, der ikke logisk tilfredsstiller. Men hvem har brug for logik, når en verden af poesi, musik og sjæl kan være mere tilfredsstillende? "Veronikas to liv" suger dig ind i sin verden af dobbeltgængere og refleksiv spiritualitet og tilbageleverer dig bevæget og åndeligt rigere. Mere af det, tak.