Anmeldelse: Vi ses deroppe

Franske film kan være en tung sag, men der er intet tungt over "Vi ses deroppe".

Filmatiseringer af litterære værker er ikke noget nyt. Det har været en del af filmindustrien siden filmens fødsel. Til tider bliver et litterært værk betegnet umuligt at filmatisere. I nyere tid er romaner som "Cloud Atlas" af David Mitchell og "Life of Pi" af Yann Martel i dén kategori, som blev til både den gode og den dårlige side. Franske Pierre Lemaitres bestseller fra 2013, "Vi ses deroppe", blev også betegnet som et ufilmatiserbart værk efter sin udgivelse, men fem år efter er historien alligevel blevet omsat til film.

De sidste dage af 1. Verdenskrig. De to soldater Edouard og Albert er bedste venner og står altid ved hinandens side. Lige inden krigen når sin afslutning, bliver Edouard hårdt såret og mister halvdelen af sit ansigt. Albert vil gøre alt for at passe på sin ven, og sammen finder de bopæl i Paris. Edouard opdager et talent for at skabe kunst, men de to venner mangler kapital – derfor må Albert gå på gaden for at skaffe penge til opfyldelsen af Edouards drøm. Men hvad der starter som småsvindel, bliver hurtigt til stor kriminalitet. Albert og Edouard bliver kendte i den pæne del af Paris, men hvor længe kan de skjule, hvor de kommer fra, og hvad sker der, når Edouards sande ansigt kommer frem.

Filmen præges meget af undergenren magisk realisme, hvor den socialrealistiske grundfortælling bliver krydret med fortryllende elementer og fantastiske begivenheder. En af de mest betydningsfulde instruktører inden for genren er Jean Pierre Jeunet. Med film som "Delicatessen" og "Amelie" fortælles grundlæggende simple historier, men de krydres med syrede indfald, leg med filmmediet og eventyrlige greb. "Vi ses deroppe" føles som en film, der sagtens kunne have været lavet af Jeunet.

Realistiske og grusomme scener er der masser af. Dog bliver de fortalt med en særlig humoristisk sans, sådan at brutaliteten ikke frastøder. Distancen mellem de uhyrlige begivenheder, som vores venner kommer ud for, mikset med filmens lette tone, er et af filmens bedste kort. Franske film kan være en tung sag, men der er intet tungt over filmen. Der er fart over feltet og masser af leg med filmmediet, men uden at den alvorlige tone mistes undervejs. At historien blev betegnet som en umulig opgave at overføre til film er forståeligt, da der sker meget i det litterære oplæg. Dog er det lykkes ud over al forventning at indlemme de fleste elementer.

Albert Dupontel, som både spiller Albert og har instrueret "Vi ses deroppe", har begået en flot, medrivende og rørende historie, der samtidig beretter om Frankrigs udvikling i 1920'ernes mellemkrigstid. Samspillet med Eduoard, portrætteret af Nahuel Perez Biscayart, er sublimt og stærkt. Der er en spændende kontrast mellem de to skuespillere. Hvor Biscayart spiller meget med kroppen og derved giver en meget fysisk præstation, spiller Dupontel mere med følelserne og det intime. De spiller begge to aldeles fremragende og tilfører de helt rette byggeklodser til en overraskende suveræn bestseller-filmatisering.

"Vi ses deroppe" er ikke en film for alle. Dét skal være sagt med det samme. Holder man meget af film som "Amelie" eller især "En meget lang forlovelse", så vil man sandsynligvis få en stor filmoplevelse med denne. Historien var bestemt en svær størrelse af filmatisere, men det er virkelig lykkedes at overføre den komplekse roman til lærredet - med stor respekt for Pierre Lemaitres forlæg. Og ikke mindst med masser af kærlighed til filmmediet.

Vi ses deroppe