Anmeldelse: Victoria

Glem alt om "Birdman". For selvom sidste års Oscar-vinder var designet til at ligne én lang kameraindstilling, så blev der naturligvis snydt i klipperummet. Tyske "Victoria" derimod er den ægte vare. I de næsten to og en halv time, den varer, bliver der ikke klippet en eneste gang. Så er der serveret.

Det håndholdte kamera tager os med rundt i Berlins natteliv, hvor vi følger den velopdragne spanske pige Victoria. Egentlig er hun på vej hjem efter en bytur, men da hun møder fire tyske drengerøve, bliver planen om at tage hjem hurtigt skrottet. I stedet bliver branderten holdt i live i de tyske gader, hvor den står på druk og røverhistorier. Lige pludselig bliver det hele dog mere alvorligt. Fordi en af gutterne ikke kan betale de penge, han skylder den lokale gangsterboss, bliver gruppen nødt til at begå et bankrøveri. I sådan en situation ville de fleste nok løbe skrigende væk. Men ikke Victoria. Hun melder sig som flugtchauffør. 

Når der er tale om noget så specielt og kompliceret som en film med én lang indstilling, er der selvfølgelig en risiko for, at historien overskygges af det tekniske. Heldigvis får man aldrig den tanke, mens man ser "Victoria". Det skyldes dels, at handlingen udspiller sig over lige så lang tid, som filmen varer, og dels at Victoria hele tiden er i centrum. At der aldrig bliver klippet væk fra den spanske hovedperson føles derfor ikke forceret. Tværtimod gør det uperfekte, håndholdte kameras konstante nærvær, at der opnås en høj grad af autenticitet. 

Det er i det hele taget realismen, som er i højsædet i "Victoria". Med undtagelse af få sekvenser, hvor Nils Frahms musik får lov til at dominere, glemmer man næsten, at det er et stykke fiktion, man er vidne til. At replikkerne ikke er indøvede, og at der er blevet givet plads til improvisation, ses tydeligt. Victoria og de fire tyskere taler et gebrokkent engelsk, der ikke altid lyder lige charmerende.

Netop fordi realismen bliver prioriteret så højt, er det dog problematisk, at dele af manuskriptet føles irriterende konstrueret. At Victoria, en høflig og sød pige, efter kun få timer sammen med de fire tyskere skulle gå med til at være flugtchauffør virker eksempelvis dybt utænkeligt. Her kommer det desværre til udtryk, at plottet ikke er helt så gennemtænkt, som den lange kameraindstilling ellers kan få en til at tro.

Den måde, Sturla Brandth Grøvlens håndholdte one shot skaber nærvær på, er ret unik. Flere gange undervejs havde jeg det endda næsten, som om jeg selv var sammen med karaktererne i Berlins gader. Netop derfor er det ærgerligt, at manuskriptet til sammenligning ikke føles nær så autentisk. For selvom det er intenst at følge Victoria og de fire tyske drenge på en bytur, der løber løbsk, så savner man i høj grad troværdige årsager til karakterernes ofte noget ulogiske handlinger. Derfor ender "Victoria" ikke helt som det mesterstykke, filmen havde potentiale til at blive.