Anmeldelse: Vildheks

Med et i danske forhold stort budget på 33 mio. kroner er det slet ikke imponerende, hvad Kasper Munk får for pengene.

Danske ungdomsfilm har stolte rødder, der særligt siden, Nils Malmros og Bille August markerede sig i 80'erne, lagde fundamentet for både national og international anerkendelse. I 10'erne har især Kasper Munk slået et slag for genren med de vellykkede "Hold om mig" og "You and Me Forever" samt ikke mindst den fine julekalender "Tidsrejsen". At den 47-årige instruktør står bag filmatiseringen af Lene Kaaberbøls første bog i young adult fantasy-serien "Vildheks" kommer derfor heller ikke som en overraskelse. At filmen mildest talt er ét vildt rod, er til gengæld overraskende.

12-årige Clara (Gerda Lie Kaas, datter af Nikolaj) er en helt almindelig pige. Troede hun. En dag forstærkes hendes sanser. Tåger med hviskende stemmer, nederen krager og talende chinchillaer er pludseligt hverdagskost for ungmøen. Værst bliver det, da en sort stalker-kat kradser hendes ansigt så voldsomt til blods, at hun får feber. Dog kan hendes hidtil ukendte moster, Isa (Sonja Richter), og tam-uglen Tutu nogle tricks. Først helbredes Clara, og sidenhen sendes den stakkels tween helt ud i skoven – hjem til Isas farverige hipster-Bo Bedre-bjælkehytte – for at blive oplært som vildheks. Fra start mod sin vilje, men som "den udvalgte" er det tvang at rende rundt i en nåleskov og bekæmpe Kimæra – der vil ødelægge Vildverden. Som den onde heks jo selv bor i, hvilket derfor overhovedet ikke giver mening.   

Rammerne som klassisk young adult-genrefilm helt efter amerikansk form er cementeret omkring Claras coming-of-age-rejse. Desværre med spandevis af klichéer i en fortælling, der overfortæller alt dét, som i forvejen slår os i hovedet med en vognstang, frem for at bruge krudtet på at skabe en spændende verden med en vis logik inden for universets rammer. Klodset efterlades vi imidlertid på afgrundens muddermark af plothuller, uelegante plot-devices og et persongalleri iført pastelfarvet hjemmestrik, der roder umotiveret rundt i en valiumdøs uden sans og retning.

Én ting er vores heltinde dog sikker på: hun vil IKKE være vildheks. Det siger Clara flere gange tvært og henkastet. Og slet ikke "den udvalgte", mumlet dirrende grådkvalt og indforstået fra de andre vildhekse og et højtideligt rollespils-broderskab fra Hareskoven i fjollede ravnfjerkostumer, der har set for meget "Game of Thrones".

Ingen giver os dog forklaringen på, hvad det reelt betyder at være udvalgt OG vildheks. Andet end at vildhekse skal beskytte Vildverden, hvor der er vildveje, at man har vildvenner, vildsanser og kan vildsynge. Men hvorfor, når curling-barnet tydeligvis ikke gider? Kom med elevatortalen. Sælg det til hende, til publikum. Til mig. Men nej. Heldigvis for Clara tager det cirka kun en weekend at blive vildt god til det hele og endda smugstarte karrieren som Noa Noas nye reklamesøjle for efterårskollektionen.

Heksebarnet virker dog i bund og grund temmeligt ligeglad, når det kommer til stykket. Det er hun ikke alene om. Med seks titler i Lene Kaaberbøls populære "Vildheks"-franchise kunne det tænkes, at der er mere kød på bøgerne til at bevare interessen på sigt. Med et i danske forhold stort budget på 33 mio. kroner er det slet ikke imponerende, hvad Kasper Munk får for pengene. Var lydsiden ikke så god, ville jeg tro, at penge var forsvundet med et trylleslag. Sammen med producenternes kritiske sans og basishåndbogen i, hvordan en god film skal skrues sammen.