Anmeldelse: Vivarium

I "Vivarium" forvilder Jesse Eisenberg og Imogen Poots sig ind i boligdrømmen fra helvede, men filmen udnytter ikke sin mystiske præmis nok.

I denne corona-tid er isolation, tomgang og følelsen af magtesløshed kommet tættere på end nogensinde. Hvad end det er at vågne op til dage, der ligner hinanden, eller accepten af, at tilværelsen ikke længere er, som den var engang. I Lorcan Finnegans mystiske indie-sci-fi "Vivarium" har epidemien ikke ramt. Men da en boligdrøm bliver til et mareridt for et ungt par, ligner omstændighederne nogle af de samme. Isolation, klaustrofobi og endeløse dage smelter sammen i et mysterium, hvor et pænt boligkvarter og en underlig baby udgør en sær film, der ikke udnytter sin præmis nok.

Jesse Eisenberg og Imogen Poots spiller det forlovede par Tom og Gemma, som er klar til at starte resten af deres liv sammen med villa, Volvo og vovhund. En aparte ejendomsmægler fører dem til det nyanlagte boligkvarter Yonder, som ligner en forstadsdrøm med rækkehuse og fredelige omgivelser. Men intet i Yonder er, som det ser ud. Pludselig forsvinder mægleren under rundvisningen, samtlige nabohuse er tomme, og at komme ud af Yonder synes umuligt. Tom og Gemma fatter hurtigt mistanke om større kræfter på spil, og da en baby ligger på dørtrinnet, begynder mareridtet for alvor.

Hvad der nærmere sker i "Vivarium" skal ikke afsløres her, da den mærkværdige film med den lige så komplicerede titel i høj grad spiller på sin uigennemtrængelige mystik. Tom og Gemma prøver forgæves at slippe ud af Yonder, men i en endeløs cirkel af grønne rækkehuse og husnummer ni lader parret til at være fanget i en klaustrofobisk skærsild, hvor tid og rum er en by i Rusland. Med en ufrivillig titel som nybagte forældre må de sammen kæmpe sig igennem endeløse dage, hvor smagsløs mad bliver serveret ved hoveddøren, og babyen vokser i usædvanligt tempo.

"Vivarium" bruger ikke samme tidskoncept, som Bill Murray måtte lide under i klassikeren "En ny dag truer", men på lignende vis ligner hver dag hinanden uden megen fremdrift – eller formål. Derfor er det også overraskende, at Tom og Gemma ikke anstrenger sig mere for at slippe ud af Yonder eller opklare, hvad i al verden der foregår. Tom er mest optaget af at grave et hul i haven, mens Gemma påtager sig den nødvendige moderrolle overfor barnet. Rammerne med talløse tomme huse, det huserende limbo og et par, som er magtesløse over for deres egen situation, er ellers effektive. Men Lorcan Finnegan udfylder ikke sit mærkelige tidsvakuum til fulde.

I stedet for at bygge oven på mysteriet og syre ud, som de underlige situationer i "Vivarium" skrider frem, vælger Lorcan Finnegan i stedet at køre spændingskurven i tomgang uden bemærkelsesværdige udslag. Et mysterie, der i bund og grund ikke er til stede, teases for næsen af seeren uden tilfredsstillende effekt. Et problem, der ofte ophober sig i lignende små indie-film, hvor sci-fi-elementer, mysterie og en snes gys mudres sammen i mærkeligheder for mærkelighedens skyld.

"Vivarium" sætter flotte rammer op med sit forstadsparadis, der hurtigt udvikler sig til boligdrømmen fra helvede. Halvvejs inde kulminerer klaustrofobi og magtesløshed med tabende interesse og en spændingskurve uden større formål eller fremdrift. Dejligt er det dog at se Jesse Eisenberg tilbage i en mindre film uden de sædvanlige neuroser, mens Imogen Poots forbliver en sand indie-darling. Mon ikke, at tiden er kommet til hendes store gennembrud? Lorcan Finnegan viser gode takter med "Vivarium", filmmagerens kun anden spillefilm efter "Without Name", men instruktøren skal finde vej ud af tomgangen for større bedrifter.

"Vivarium" kan eksklusivt ses på Filmperler hos Blockbuster frem til 25. maj. Derefter tilgængelig på alle platforme.