Anmeldelse: Vogterne

1. verdenskrigs-dramaet "Vogterne" er en film om smerte i stilhed.

Alle krige er forfærdelige, men 1. verdenskrig var noget særligt. Fødslen på moderne krigsførelse, som nogle har kaldt det. Men samtidig også en tid, som film sjældent fremviser. Hvorfor kan ingen sige, men det har ikke stoppet franske Xavier Beauvois fra at lave "Vogterne", der foregår under denne periode. Dog langt væk fra skyttegravene.

Vi følger familien i en lille fransk by. Matriarken Hortense (Nathalie Baye) og hendes datter Solange (Laura Smet) passer på bedst mulig måde familiegården, mens sønnerne Georges (Cyril Descours) og Constant (Nicolas Giraud) samt svigersønnen Colvis (Olivier Rabourdin) befinder sig på vestfronten. Derfor opsøger Hortense hjælp udefra, som hun finder i den unge Francine (Iris Bry), der selv håber på at kunne finde en familie.

"Vogterne" er en film om smerte i stilhed. Om hvordan krig påvirker soldaterne og deres pårørende, og om hvordan livet må fortsætte trods dunkle og triste omstændigheder. Beauvois skildrer denne historie ved at gøre publikum til fluen på væggen. Selvom der er dramatiske øjeblikke, handler filmen mere om at leve sig ind i karakterernes hverdag på gården, hvor vi ser dem udføre deres daglige pligter i marken. Det er en langsommelig fortælling, hvis struktur har både fordele og ulemper.

Fordelen er, at når dramaet melder sin ankomst, så føler man for det. Efterhånden føles familien som sin egen, hvor man som biografgænger deler reaktionerne på de forskellige begivenheder. Også selvom filmen skaber afstand mellem publikum og karaktererne for at lade os observere dem i stedet for at føle med dem. Ulempen er risikoen for at tabe biografgængernes interesse.

Det franske drama formår for det meste at udføre sin langsomme handling glimrende med dertilhørende smukke billeder og stærke skuespilpræstationer. Beauvois' film føles dog til tider for lang i spyttet, hvor 10-15 minutter passende kunne være skåret fra. Aldrig bliver det kedeligt, men tålmodigheden sættes på prøve. Fastholdes fokus, belønnes man med medrivende scener og hjerteskærende drejninger. I sidste ende handler det om evnen til at kunne leve sig ind i filmens verden.

"Vogterne" er usædvanlig grundet sin tidsperiode, hvilket i sig selv gør den værd at se. Xavier Beauvois har skabt et medrivende drama, der dog er lidt for langsomt og lidt for langt. Jeg følte mig i hvert fald en smule udmattet, da rulleteksterne meldte deres ankomst, men alligevel også tilfreds. Det er en krævende oplevelse, men der er en belønning i vente.

Vogterne