Anmeldelse: Vores sidste tango
Den argentinske tango fik sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet i Buenos Aires og Montevideos underklassemiljøer, hvor dansen blev de fattiges glæde og en måde at glemme alle bekymringer om penge og fremtid. Det er en dans, der forlanger attitude, og som tilmed er præget af en stor intimitet partnerne imellem. Det kan derfor ikke undre, at der blandt tangodansere findes personligheder, der med stor passion vil gøre alt for dansen. I dokumentaren "Vores sidste tango" får to af disse personer lov at fortælle deres historie.
Juan Carlos Copes og María Nieves Riego hedder de - parret, der revolutionerede tangoen, og hvis stormfulde forhold vi i filmen får beskrevet gennem interviews med de efterhånden aldrende hovedpersoner selv. María og Juan mødtes som teenagere og fandt dansen og kærligheden i partnerskabet. De var gennem deres nyskabende udvikling af tangoen med til at gøre dansen populær uden for Argentinas grænser, og deres samarbejde strakte sig over næsten halvtreds år. Kærligheden kom og gik, de blev gift og skilt, der var alkohol og andre damer involveret. Den ene ville dansen, den anden ville børn. Den ene fandt en anden, den anden tror kun på kærligheden som en engangsoplevelse.
Sikke et forhold. Kompliceret er et fattigt ord i beskrivelsen af dynamikken mellem de to, som er utroligt svær at blive klog på. Vildt og flagrende har María og Juan kastet sig ud i følelsesmæssige rutsjeture i dansen såvel som privat, og hvor kærligheden de to imellem i sidste ende brast, er forelskelsen til tangoen endnu stærk. En forelskelse, som i "Vores sidste tango" skildres med stor elegance.
De største øjeblikke i Juan og Marías liv rekonstrueres og fortolkes i filmen af en gruppe unge tangodansere. I sekvenser, som måske virker lige lovlig konstruerede, lytter danserne først til Marías fortælling for derefter at diskutere hendes ord og til sidst genopføre parrets mest ikoniske danse. Hvor samtalen, der leder op til dansen, ofte føles ligegyldig, rummer selve genopførelserne stor autencitet. De sætter en stemning for filmen, der passer flot ind i fortællingen om særligt María. Her er en kvinde, som helt tydeligt er romantisk af sind, men som også har oplevet mange sorger, og for hvem intet er gået som ventet.
Hendes hovedkulds forelskelse i Juan som ung teenager føles som en eventyrfortælling. Det bliver dog aldrig for meget, da det skinner kraftigt igennem, at hun er et ægte, levende menneske. Her er intet Hollywood-føleri - kun den sande fortælling om kærlighedens kompleksitet. For nok er det smukt at høre om et tangopar, der forelskede og fulde af drømme rejste til USA for at udbrede og ændre tangoen, men det bliver først for alvor interessant, når vi ser María sidde 81 år gammel, alene og uden børn og fortælle, at "man skal bruge mænd og så smide dem væk." Hun lyder måske såret, men er hun det? Og er kunsten virkelig - som hun siger - det eneste, der rigtig betyder noget?
"Vores sidste tango" er en simpelt konstrueret dokumentar om to vidt forskellige personer, der fandt hinanden i dansen. Filmen savner i perioder fremdrift, og de mange rekonstruktioner fylder for meget, hvor stemningsfulde de end er. Men Juan og særligt María er bare ikke som alle andre. Deres charme, sorg, fejl og kvaliteter er udgangspunktet for en nuanceret fortælling, der ikke bare handler om tango, men om det levede liv og de udfordringer og gaver, som det bringer med sig.