Anmeldelse: Warfare
Alex Garland skærer ind til benet i kompromisløs krigsfilm, der lader kynisme og kaos brage højere end plot og moral.
Der er et iøjnefaldende fravær i "Warfare". Et maskinelt fravær af musik, af forløsning, af fortælling. Nok er Alex Garlands åndelige opfølger til "Civil War" en krigsfilm om amerikanske elitesoldater. Men vi møder ingen krigshelte, ingen Stars and Stribes-ære, ingen modige "Kammerater i krig"-heltegerninger.
Valget er bevidst. Og måske det mest radikale genreopgør, Garland har truffet siden den britiske filmskaber begyndte karrieren som manuskriptforfatter for Danny Boyle. Hvor hans tidligere værker ofte har været konceptuelle, til tider cerebral science fiction med filosofisk kant (som "Ex Machina", "Annihilation" og "Men"), føles "Warfare" som et nådesløst eksistentielt eksperiment i med omvendt fortegn: Hvad sker, hvis meningen bag krig helt vaskes væk, og krigens virkelighed i sig selv folder sig ud?
Med sin co-instruktør Ray Mendoza, tidligere Navy SEAL-soldat som medvirkede i hændelsen "Warfare" kredser omkring og rådgiver på "Civil War", kaster Alex Garland os ind i en konkret krig med én overskrift: Irak, 2006. Et hold amerikanske soldater indtager et boligkompleks i Ramadi og bruger det som observationspost. I hænderne på de amerikanske elitesoldater er krigsførelse bureaukratiske målinger og processer. Der går naturligvis ikke længe, før de mere snu irakere vender sig mod deres nye naboer.
Præmissen er præcis så simpel som landmine-thrilleren "Kajaki", og i højere grad udtømt for det menneskelige drama. I "Warfare" interesserer Alex Garland sig ikke for en plotdreven fortælling, men for et slice of life-portræt af liv og død. For åndedræt, støv, skygger og ligegyldige rutiner, som spænder ben for guerillakrigens gråtoner. Irakkrigen dramatiseres ikke, men lynsimuleres med rystende banal brutalitet.
"Warfare" er antitesen til dystopien "Civil War", som under overflade var en allegori over splittelsens konsekvenser i yderste, men skræmmende aktuel, potens. Borgerkrig blev en spejling af samtidens politiske forfaldshistorie, mediernes erodering af mennesker og demokrati. Alex Garlands vender denne gang bøtten og skræller de dybere og symbolske lag væk.
Alex Garlands tilgang er kompromisløs: Intet karakterarbejde, ingen exposition, intet moralsk kompas. Vi får navnene på soldaterne, men kameraet nægter at dvæle længe nok til, at vi husker hvem de er som mennesker end funktioner i et klokkeværk. Krigen ikke blot nedbryder legemet, men forvasker og objektiviserer subjekter.
Paradokset er, at "Warfare" som krigsfilm risikerer at afkoble et publikum, der forventer en klassisk genrefilm. Alex Garland og Ray Mendoza skærer med klinisk præcision det følelsesmæssige fra, og dermed investeringen i persongalleriet. Grebet efterlader en tomhed. Ikke nødvendigvis på den dårlige måde, men det kræver noget mere og anderledes af sit publikum.
Visuelt er observationsposten et kvalmende klaustrofobisk kammerspil udført som håndholdt, grynet doku-realisme, der har mere tilfælles med Gillo Pontecorvos "Slaget om Algier" end Steven Spielbergs mere konventionelle "Saving Private Ryan". I takt med at soldaterne på et splitsekund mister grebet om virkeligheden, kastes vi ud i samme koldsvedomklamrende desillusionering, mens den isnende kolde observation af krigens kyniske mekanikker er ét forlænget sug i maven. Som i "Civil War" er lydbilledet nerveflæsende fabelagtigt, om end ikke nær så bombastisk. I "Warfare" sniger virkelighedens ligegyldighed sig uhyggeligt op bag en. Mistænkelig knirken fra trægulvene, en baby græder i baggrunden, geværsalver ude i en unavngiven horisont. Stilheden knægter støjen som i jumpscare-inducerede gyserfilm. Vi holdes ud i strakt arm og aldrig ved, hvornår der kastes granater ind ad vinduerne. Men de kommer.
"Warfare" ikke en krigsfilm i klassisk forstand. Den er et modbydeligt konfronterende og koldt portræt af menneskers degradering i krigsførelsens samlede regnskab. Det er et mesterligt greb af instruktørerne Alex Garland og Ray Mendoza, som dog samtidigt kan afvikle det brede biografpublikum. I en tid, hvor krig er rykket tættere på den vestlige bevidsthed – geopolitisk og i påtrængende synliggørelse – formår Garland igen at stikke kniven ind dér, hvor det gør allermest ondt. I hjertet af den kynisk brutale virkelighed, som vi allerhelst undgår at forholde os til.
"Warfare" har dansk biografpremiere 1. maj.