Anmeldelse: Whitney
Med en hårdtslående afsløring i filmens sidste akt går "Whitney" mere i dybden end "Whitney: Can I Be Me?".
I kølvandet på Nick Broomfields dokumentar, "Whitney: Can I Be Me?", kommer nu Kevin Macdonalds "Whitney", der også handler om poplegenden Whitney Houstons karriere og hendes tragiske endeligt i 2012. Det virker måske mærkeligt at have to dokumentarfilm om samme emne i løbet af så kort tid, men det er også en interessant måde at analysere hovedpersonen på og se, hvad der er subjektive holdninger, og hvad der sikkert var en fast del af hendes personlighed og derfor medvirkende til hendes endelige fald.
Med en stemme, der næsten virkede som en guddommelig indgang til højere magter, var det svært i 1987 at forestille sig, hvordan historien om Whitney Houston ikke skulle ende med en gigantisk succes om en ung kvinde, der stryger til tops i musikverdenen. Men sådan skulle det ikke gå, og historien om poplegenden handler om ensomhed, ulykkelig kærlighed og et misbrug, der endte med at tage livet af hende. Iblandt disse klichéer er der dog også en historie om en svag person, der ikke tog de rette valg og derfor endte med at være et problembarn i en poleret verden, hvor selv det at italesætte et problem vil skabe bølger, som den pengeskabende musikindustri helst ikke vil indblande sig for meget i.
Især er dette trist, når Houston var en usædvanligt elskelig og charmerende kvinde, der ikke kun havde godheden i sig, men også et voldsomt talent. Uanset hvad man måtte mene om hendes musik, kunne hendes stemme få tårerne frem i øjnene, men det er også bemærkelsesværdigt, at Macdonald inkluderer Houstons opførsel af "The Star-Spangled Banner" til Super Bowl i 1991. Her er det ikke kun hendes stemme, men også talent og øre for rytme, stil og musiktradition, der i den grad er vigtigt, for en dokumentarfilm om Whitney Houston burde i ligeså høj grad handle om talentet som om det private liv.
Når det kommer til sidstnævnte, er der visse irritationsmomenter, som også Broomfields dokumentarfilm led under: for når Houston til sidst døde i et badekar i Beverly Hills, var det til dels på grund af omstændigheder og mennesker i hendes liv, men i sidste ende var hun selv ansvarlig for at ødelægge sin krop. Macdonald har travlt med at pege fingre ad dem, Houston levede med, men ligesom i Asif Kapadias overvurderede dokumentarfilm om Amy Winehouse fra 2015 fratages hovedpersonen al skyld, der derimod bæres belejligt over på alle andre.
Men ingen fuldendt dokumentarfilm uden tidsbeskrivelse. Den tidsmæssige periode for Houstons storhedstid er markeret med politiske indslag, der blandes med den tilsvarende popkultur. Det er med til at gøre filmen relevant og give et præg af de politiske toner, som sangerinden også skulle kæmpe med som sort kvinde, der ikke havde interesse i racekrig, men som helst bare ville synge uden politisk indblanding. Disse segmenter giver filmen en kant, som skabes af skarp klipning og sans for, at den gode dokumentar først skabes, når publikum får en sans for tidsperioden.
Der er mange magtkampe i historien om Whitney og kun få helte, som hun i sin naivitet fjernede fra sit liv, og de mennesker var bestemt ikke iblandt guds bedste børn. Men den Whitney Houston, der startede sit liv som en uskyldig og sprudlende pige fra New Jersey, endte med at være en del af dem, og dét er måske den største tragedie. Med en hårdtslående afsløring i filmens sidste akt går "Whitney" også mere i dybden end "Whitney: Can I Be Me?", og historien er i sig selv en taknemmelig fortælling at videregive, fordi den allerede har skrevet sig selv. Og den historie vil altid være interessant at både fortælle og modtage.