Anmeldelse: Wiener-Dog
Forskning viser, at hunde meget ihærdigt prøver at forstå os, når vi giver dem opmærksomhed. Dog har de utroligt svært ved det og kan ikke forstå andet end simple, tillærte kommandoer. Tilbage står blot denne tumpede troskyldighed i det specifikt hundeagtige udtryk, vi kalder for hundeøjne. Denne forvirrede loyalitet er måske også det, der har gjort hunden til menneskets bedste ven. Den giver os mennesker en mulighed for at åbne op og være ærlige over for vovsen. Hunden har derfor været et godt fortælleteknisk værktøj til at fremstille og uddybe karakterer i film.
Todd Solondz gør i høj grad brug af dette værktøj i "Wiener-Dog", der præsenterer fire forskellige historier – alle fortalt gennem hver deres karakterers forhold til en gravhundstæve, som mere eller mindre tilfældigt dukker op i deres sørgelige tilværelser. Først den ømfindtlige, 9-årige Remi, der får gravhunden i gave fra sin far efter at have overlevet en kræftsygdom. Dernæst den kærlighedshungrende dyrelægeassistent Dawn Wiener (Greta Gerwig), der tager hunden til sig og kalder den "Doody" efter dens maveproblemer. Tredje ejer er den forfejlede manuskriptforfatter Dave Schmerz (Danny DeVito), der har set sig nødsaget til at undervise prætentiøse filmskoleelever ved enden af sin usuccesfulde karriere. Til sidst ejer en velhavende, gnaven bedstemor hunden, nu kaldet "Cancer". Hun lever et ensomt og udtryksløst liv bag et par kæmpestore solbriller og besøges kun af familien, når de har brug for penge.
"Wiener-Dog" er på mange måder en klassisk "solondzsk" film. Det hverken nedgørende eller hyldende, men tørre og ofte hysterisk underholdende blik for livets absurditeter er stærkt tilstede. Filmen virker umiddelbart så typisk "solondzsk", at det næsten kunne gøre den uinteressant sammenlignet med Solondz' tidligere succeser som "Welcome to the Dollhouse" (hvor Dawn Wieners karakter først dukker op), "Happiness" og "Storytelling". Brugen af gravhunden som katalysator for alle de barokt tragikomiske fortællinger er dog det element, der gør filmen utroligt unik i Solondz' oeuvre.
I stærk kontrast til den imødekommenhed og loyalitet, vi normalt forventer af menneskets bedste ven, så virker den lille gravhund i "Wiener-Dog" utroligt fraværende hele vejen igennem filmen. Karaktererne fremstilles stadigt utroligt godt gennem deres spejling i den lille tæve og andre karakterer, men hundens verdensfjerne tilstedeværelse forbliver yderst markant. Selv hunden(e), de har brugt under produktionen, er ikke at finde på rollelisten, og Solondz selv har udtalt i forbindelse med filmen, at han altid har ønsket sig en hund, men aldrig har villet indvilge i at deltage i nogen form for pasning af den.
Denne twist på hundens rolle afføder alle de utvivlsomt mest vellykkede scener. Gravhunden deltager sjældent aktivt i en scene, og hvis den gør, skaber den kun problemer for ejeren. Det munder ud i nogle af de mest ubehageligt og sørgeligt komiske scener, jeg nogensinde har set – f.eks. i det bedste tracking-shot af afføring siden "Jurassic Park". I det hele taget er brugen af tracking-shots og lange indstillinger fabelagtig. Nogle faste indstillinger rammer næsten en visuel dynamik i stil med Roy Anderssons. Musikken indeholder også den vellykkede deadpan-komik, når "Doody" synges på yderst melankolsk vis af Nina Persson fra "The Cardigans", og folksangen "The Ballad of Wiener-dog" leder til den måske mest underholdende Intermission nogensinde.
"Wiener-Dog" er en dybt fascinerende film, der med sin særlige timing og sans for humor og drama omstyrter både filmiske og virkelige, konventionelle måder at forstå mennesket på. Den kan på øm vis komme helt tæt på mennesket og samtidigt kaste det væk fra sig igen – næsten kun ved brug af en simpel, dum hund, hvis trivielle, men også betydningsfulde kvaliteter filmens slutning (uden at afsløre noget) i høj grad kan siges at ville understrege.