Politifolk i clinch med narkokarteller, politifolk i clinch med texanske bankrøvere og nu politifolk i clinch med forbrydere i iskolde Wyoming. I sine tre spillefilm som manuskriptforfatter har Taylor Sheridan ikke ligefrem mørklagt sin fascination for lovens lange arm. Han spillede sågar en betjent foran kameraet i tv-serien "Sons of Anarchy". Men hvis "Sicario", "Hell or High Water" og "Wind River" kan siges at danne en trilogi, så er ordensmagt ikke det egentlige, overordnede tema – det er snarere marginaliserede mennesker i USA's yderområder. Og sikke en forkæmper, de har fået i Sheridan.
Og hvem er de? Jo, i "Sicario" var det de civile i krydsilden mellem politiet og pusherne. I "Hell or High Water" var det de uprivilegerede udkantsborgere, der blev røvrendt af de banker, som filmens antihelte plyndrede. Og nu i "Wind River" stiller Sheridan skarpt (som forfatter og instruktør) på indbyggerne i indianerreservatet af samme navn. Det er et forfrossent helvede, hvor den bidende kulde ikke blot fryser vand til is, men også får beboerne til at stivne. Og vold og stoffer ordineres alt for ofte som medicin mod afmagten.
Det er i dette vildnis, at vi i filmens foruroligende åbningsscene ser en 18-årig kvinde spæne og skrige i nattens mørke – øjensynligt med nogen lige i hælene – før hendes lig findes dagen derpå af jægeren Cory (Jeremy Renner). Blot få timer senere lander FBI-agenten Jane (Elizabeth Olsen), som til dagligt arbejder i glohede Las Vegas og således er langt væk fra sin tryghedszone. Da Cory møder Jane for første gang, bemærker han, at hvis hun ikke skifter jakke, så vil hun fryse ihjel, før hans snescooter får dem kørt hen til gerningsstedet. Jøsses.
Men blæsten er kun marginalt koldere end de kolde skuldre, som Jane ganske forståeligt får fra stedets negligerede, indfødte amerikanere – inklusive offerets forældre – der blev tvunget dertil af deres hvide genboers forfædre og for længst er blevet ladet i stikken af alle uden for bygrænsen. Ja, nok en gang giver Sheridan de velstillede en ordentlig opsang for deres apati. Men hvor samfundskritikken til tider virkede forceret i Sheridans andre film, så leverer "Wind River" sin svidende bredside med imponerende, effektiv mådehold.
Her er ingen overdreven prædiken eller sentimentale svadaer. Det er rigeligt at se magtesløsheden stå malet i de suveræne skuespilleres ansigter. At mærke ensomheden gennem Nick Cave og Warren Ellis' smukke, bittersøde musik og den larmende tavshed i de flotte, mennesketomme landskabsbilleder. Og ellers er få, sigende blikke eller velvalgte replikker også ofte nok – især fordi Sheridan er en ordsmed i særklasse. Intet i "Wind River" føles unødvendigt eller konstrueret. Tværtimod føles hvert eneste billede, ord og individ så pokkers ægte, at man forbliver forhekset hele vejen igennem. "Wind River" er simpelthen en noget nær perfekt thriller uden ét gram overflødigt fedt.
Netop en thriller kræver naturligvis spænding, og det er "Wind River" bestemt ikke fattig på, efter at Cory og Jane slår pjalterne sammen for at finde den unge piges bøddel – og for at sikre, at retfærdigheden sker fyldest i en region, hvor uretfærdighed er blevet hverdagskost. Et opgør med en lokal, skydeglad junkie er næsten ulideligt nervepirrende, mens den sidste akt er lige så intens og uafrystelig som Wyomings ubarmhjertige vintervind.
Men karaktererne slår flere gnister end krudtet i ødemarkens rifler og revolvere. Den frembrusende Jane og den skyldbetyngede Cory, der selv har været igennem en ubeskrivelig tragedie, er et makkerpar, man øjeblikkeligt knytter sig til. Ikke blot på grund af kemien mellem Olsen og Renner, men også fordi de leverer deres arbejde med den samme kirurgiske præcision som Sheridan – der forekommer ikke ét forspildt eller mistimet træk foran kameraet, uanset om så en tårevædet Renner vender vrangen ud på Corys fortid foran en bevæget Jane, eller Olsen kommanderer rundt med en håndfuld ældre kollegaer med stor autoritet. De to skaber hjertevarmen, der ikke blot gør kulden overkommelig, men også indbydende.
★★★★★★0Man kan så diskutere hvor meget eller lidt man skal lade sig påvirke af den slags?
Intet galt i at lade sig påvirke og det gør vi alle nok i et eller andet omfang. Så længe man ikke går på kompromis med egen integritet og holdninger omkring hvorfor en film er god, dårlig eller andet. Så hører man noget der åbner op, er det vel kun en styrke at man også er netop åben og tør give noget en ny chance?
T. Nielsen28-09-18 08:39
★★★0Tænkte at Nicki var lidt inde på det, med Rednecks, nul respekt fordi det er i et for dem nærmest lovløst område og så tror jeg ikke det skal tænkes rationelt.
Præcis. Én ting er effekten som yderst dramatisk klimaks, men endnu vigtigere er det symbolske som western shoot down. Ikke engang i de koldeste egne er der respekt for indianerne, der ligegyldigt voldtages og dræbes for underholdningens skyld - fordi rednecks keder sig og fordi de kan. Intet har ændret sig, indianere tænkes stadig som affald.
Dolphinfriendly28-09-18 15:42