Trist, lyder mere som et får I ulveklæder
Anmeldelse: Wolf Man
Tandløst ulvehyl er mere ulideligt end uhyggeligt.
Der lurer et dyr i mørket. På trods af, at varulven er et af de mest interessante, mytologiske væsner vi har, er varulvens plads i filmriget aldrig nået helt op på samme stadie som sine mere celebre venner, vampyren og zombien. Det er egentlig en skam. For varulven rummer kimen til utallige fortællinger om vores indre liv og vores identitet. Tabet af kontrol, vores primale lyster, vores personlige udvikling. Film som "The Wolf Man" fra 1941 og "Ginger Snaps" fra starten af årtusindskiftet har beskæftiget sig med vores indre forandring. Instruktør Leigh Whannell, der tidligere har vækket et andet klassisk filmmonster til live med "The Invisible Man", har nu kastet sig over varulvemyten med "Wolf Man". En film, der forsøger at balancere mellem familietragedie og blodig hytte-horror, men fejler på begge parametre.
Blake (Christopher Abbott) bor i storbyen med sin kone og datter. Han er vokset op i et afsidesliggende hus ude i Oregons dybe skove, sammen med en far, der var indbegrebet af tough love. Til gengæld er Blake selv den blødeste far overfor sin egen datter. Konen Charlotte (Julia Garner) tjener pengene, mens Blake passer hjemmet og er den primære forælder for datteren Ginger. Kærligheden mellem Blake og konen er dog mildest talt på stand-by, så da Blake arver sin fars gamle hus, beslutter familien sig for at tage turen til Oregon for at blive tættere som familie. Det, der dog skulle have været en hyggelig familietur, udvikler sig i stedet en kamp for overlevelse, da et mystisk, menneskelignende rovdyr i skoven sætter en blodig stopper for deres tur. Familien søger tilflugt i faderens hus, men som natten skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at faren måske lurer inden for husets vægge.
"Wolf Man" er en varulvefilm, men vi er ikke helt ovre i indvolde og afrevne lemmer-kategorien. I stedet er der tale om en lettere underspillet gyserfilm. Om den beskyttertrang, der driver os. Og frygten for at gøre skade på dem, som vi elsker. Underspillet skal forstås i en bred forstand, for selvfølgelig byder filmen også på både transformation og blod. Det er bare ikke det bærende i filmen. Ingen tvivl om at Leigh Whannell forsøger at spille på den følelsesmæssige frygt og i processen har skelet til film som "Ondskabens Hotel". På papiret lyder det godt og kunne sikkert godt fungere. Hvis altså det ikke var fordi "Wolf Man" tager samtlige gode ideer i manuskriptet og pladrer dem sammen i en underlig pærevælling.
Historien bumler sig afsted i et særegent tempo. Ideerne er der, men de virker halvbagte. Det der kunne have været en vellykket historie om en far, der vil gøre alt for at beskytte dem han elsker, bliver i stedet til en underlig vag kopi af "Fluen". Spændingskurven i filmen er mildest talt ulden. Hver gang vi nærmer os noget der bare tilnærmelsesvist ligner en form for spændingsopbygning og historiefortælling, stikker "Wolf Man" halen mellem benene. Vi efterlades i stedet med en frustrerende oplevelse, der især i filmens anden halvdel svinger mellem det halvkedelige og det ulidelige.
Forvandlingen fra blød familiefar til farlig lykantrop bruges i filmen som en metafor for kommunikationsbristen mellem de to ægtefæller. En sjov idé, men rædderligt udført med visuelle virkemidler uden en egentlig eftertanke. Filmen vil gerne være alle disse ting, men slipper ikke vellykket afsted med noget af det. I det hele taget falder "Wolf Man" konsekvent over sine egne poter. Måske anses det som noget nær en dødssynd at inddrage sig selv i filmanmeldelsen. Men undertegnede må blankt erkende, på trods af selv at være forælder til et barn i samme alder, og Blakes dilemma derfor burde være voldsomt relaterbart, virker det slet ikke efter hensigten. Måske fordi karaktererne er bragende endimensionelle og bare ikke særligt relaterbare.
"Wolf Man" vil gerne udforske de dybere, følelsesmæssige aspekter af varulvemyten og bruge det som en metafor for både familiære relationer og beskyttertrang. Desværre falder Leigh Whannells tredje som instruktør igennem på næsten alle fronter. Trods en lovende start og ambitionerne om at balancere mellem gyser, tragedie og familiedrama, ender "Wolf Man" som en langhåret, og frustrerende oplevelse. Det, der skulle have været et sønderrivende ulvehyl, ender i stedet som en sagte klynken i fuldmånens skær.
"Wolf Man" har dansk biografpremiere 16. januar. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.
