Anmeldelse: Wrath of Man

Jason Statham er vred i Guy Ritchies nye film. Meget vred.

Hævn er en ret bedst serveret kold, og det er der flere, der har gjort på det hvide lærred. Uma Thurman svingede samuraisværdet i "Kill Bill". Liam Neeson fyrede kugler af i "Taken", og Denzel Washington sendte kidnappere til det hinsides i "Man on Fire". I "Wrath of Man" er det Jason Stathams tur. Og han gør det med få ord, rå vold og masser af Guy Richie-stil.

Hill (Statham), også kendt som H, får arbejde for et sikkerhedsfirma, der skal fragte millioner frem og tilbage. Jobbet indebærer (selvfølgelig) mange farer, og de mange penge frister flere i Los Angeles' kriminelle underverden. H har dog særlige evner og gør livet surt for de skumle typer, der forsøger at røve transporten. Samtidig gemmer H på en hemmelighed. Alt er ikke, som det ser ud til.

Jason Statham og instruktør Guy Ritchie slog begge igennem med den britiske indie-gangsterkomedie "Rub, stub og to rygende geværer". Statham blev en actionstjerne overnight og slog sig yderligere fast som "The Transporter" i Luc Bessons actionfilm af samme navn og de tempofyldte "Crank"-film. Ritchie har siden debuten været omkring Madonna, Sherlock Holmes og "Aladdin" – med blandet succes. De to briter har ikke lavet film sammen siden floppet "Revolver" fra 2005, men med "Wrath of Man" er de begge tilbage på et brutalt og meget underholdende spor.

"Wrath of Man" er på overfladen en gennemsnitlig actionfilm, som skrider fremad uden de største overraskelser. Men under det første lag er filmen en grum og mørk historie om blodtørstig hævn. Statham leverer sin nok stærkeste præstation til dato, hvor han viser, at han kan spille med følelserne både inden i og uden på den muskuløse krop. Hævnmotivet rammer publikum hårdt og lige så brutalt som Hills næver. Ritchies virkemidler i anderledes kameravinkler og original klipning har altid været karakteristisk. Han har bevist før, især i starten af sin karriere, at der er styr på et varieret look. Historiens fire kapitler er fortalt i fragmenterede dele, blandt andet med et tyveri set fra forskellige vinkler. Det fungerer upåklageligt, da man aldrig ser det på samme måde, og man sidder hele tiden på kanten af sædet over, i hvilken retning fortællingen folder sig ud.

"Wrath of Man" er nok Richies mest brutale og voldelige til dato. Der holdes ikke tilbage med teaterblodet og de flyvende kugler, samtidig med at volden er ekstremt eksplicit. Den humor, som briten sidst brugte i "The Gentlemen", er ikke til stede i den vrede mands hævnrejse. Selvom filmen er en genindspilning af den franske "Le Convoyeur" fra 2004, gør Ritchie den helt sin egen. Musikken af komponist Christopher Benstead er en karakter helt for sig selv. Dystre toner, spillet mest af en mørk cello, giver mindelser om den Oscar-belønnede musik til "Joker" og sætter stemningen på den helt rigtige måde.

Jason Statham er vred i Guy Ritchies nye film. Meget vred. Man skal være forberedt på, at dette ikke er den letbenede og sjove Ritchie, som vi typisk kender ham, men en mørk og brutal historie. Er man klar på det, er der en meget stærk filmoplevelse i vente. Ritchie griber ud efter alle de virkemidler, han kender – og fornyer sig stadigvæk. Statham leverer sin mest helstøbte præstation til dato, og actionsekvenserne fungerer upåklageligt. Hævnen leveres koldt, brutalt og yderst underholdende.