Anmeldelse: X&Y

"X&Y" er en grænseoverskridende film, der til tider gør sit publikum akavet og ubehageligt tilpas.

Anna Odell er en unik instruktør, der leger med filmrammen til at skabe personlig kunst. Tilbage i 2013 instruerede hun "Gensynet". Et værk inspireret af en klasse-gensynsfest, som hun ikke var inviteret til – og derfor fremstillede hun sin egen fiktive gensynsfest som film. En udforskning af det at være mobbeoffer og konfrontationen med mobberen senere i livet. Nu er svenskeren immervæk tilbage på det store lærred med et nyt projekt, "X&Y, der er en interessant oplevelse.

Odell har inviteret filmstjernen Mikael Persbrandt til et studie i Trollhättan, der tilsyneladende rummer et lukket univers. Her skal de bo i en periode, hvor de i et eksperiment søger at påvise forskelle mellem at være mand og kvinde, men også en personlig dekonstruktion og analyse af dem selv. Til at hjælpe med sidstnævnte hyres der en række svenske og danske skuespillere til at spille de forskellige sider af Anna og Mikaels personligheder: Persbrandt får hjælp af Trine Dyrholm, Thure Lindhardt og Shanti Roney. Odell af Jens Albinus, Sofie Gråbøl og Vera Vitali.

Resultatet er blevet en grænseoverskridende film, der til tider gør publikum akavet og ubehageligt tilpas. De hyrede skuespillere giver sig selv 100% til eksperimentet, hvor linjen mellem skuespil og personlig ageren er svær at tyde. Naturligvis helt forventet, givet at besætningen består af nogle af Skandinaviens absolut bedste skuespillere. 

Her skiller Dyrholm, Lindhardt og Albinus sig især ud ved at vise, hvorfor de har fortjent deres omdømme. Det er interessant at være vidne til eksperimentet. Men langsomt tager tingene en drejning, der får skuespillerne til at betvivle Odell og hendes intention med "X&Y". Det skaber nogle højspændings-scener, der får biografgængeren til at betvivle, om man er vidne til skuespil eller ej. Udover dette tilbydes der metaovervejelse over projektets indhold og resultater, hvilket oveni også analyseres. Som en slags meta på meta.

Hæmskoen eksisterer dog, i form af at tingene føles lidt for konstruerede. Trods intentionen med udforskning af kønsroller og identitet føles det ikke helt som om, at projektet føres til dørs. Dels fordi at tvivlen om filmen overtager rampelyset, dels fordi det føles, som om at skuespillerne arbejder ud fra et manuskript. Selvom Odell gentagende ytrer, at hun stadig er i gang med at skrive.

"X&Y" føles naturlig, men alligevel konstrueret. Dyb og indsigtsfuld, men alligevel ikke helt på det niveau, filmen gerne vil være på. Måske bliver visse elementer misforstået fra min side, men det må være op til den enkelte at bedømme med sådan et eksperiment, som Anna Odells film nu engang er. Søges en helt unik filmoplevelse, kan Odells seneste værk anbefales.

X&Y