Anmeldelse: Zombi Child

Fransk "zombi"-film er udfordrende og for ambitiøs.

Bertrand Bonello er efterhånden en genganger på Cannes-filmfestivalen. Her har franskmanden tidligere været nomineret med film som "Tiresia", "House of Tolerance" og senest med "Saint Laurent" i 2014. Bonello er en mand med omdømme og var derfor også den instruktør, som CPH PIX fokuserede mest på i 2015. Nu er manden tilbage med sin ottende spillefilm i form af "Zombi Child".

I 1962 dræbes en mand (Mackenson Bijou) af sort magi. Han genopstår dog som en "zombi", hvorefter han udnyttes til at arbejde på en sukkerplantage. Samtidig følger vi i nutiden den unge Fanny (Louise Labéque), der går på en prestigiøs pigekostskole i Frankrig for efterkommere af modtagere af æreslegion-ordenen. Her møder hun Melissa (Wislanda Louimat), som indlemmes i en hemmelig klub.

"Zombi Child" er ambitiøs. Voodoo-kulturen gås i dybden – med "zombi"-ritualet i fokus – alt imens Bonello påtaler Frankrigs fortid som koloniimperium og Napoleons betydning for den franske revolution og nationalitet. Krydderier, som befinder sig i en arthouse-gyser, der også vil være foruroligende. Temaerne behandles respektfuldt. For respektfuldt, da filmen kun overfladisk berører de franske emner i stedet for at gå i dybden med dem.

Dette er symptomatisk for Bonellos film, da fortællingen er både medrivende og frustrerende. Soundtracket er fremragende, men bruges sparsomt til fordel for atmosfære og stilhed. Til tider minder "Zombi Child" om David Lynchs "Twin Peaks: The Return" grundet musikken, de absurde øjeblikke samt et brutalt og surrealistisk tredje akt. Ligesom førnævnte serie sættes ens tålmodighed for alvor på prøve. Især da visse scener går så meget i tomgang, at den røde tråd kan være svær at finde.

"Zombi Child" er en udfordring på godt og ondt. Franskmanden Bonello har noget på hjerte, men går ikke nok i dybden med ærindet. Det er foruroligende at se det zombi-hvæsende persongalleri, at være vidne til bizarre ritualer og til det tredje akt. Men alt for ofte hænger ét spørgsmål i luften: "Hvad er pointen med det her?" – hvilket siger det hele om filmens natur.

"Zombi Child" er udfordrende og for ambitiøs. Udfordrende, grundet den langsommelige fortælling, den ubehagelige stemning og et forstyrrende tredje akt. Og for ambitiøs, da filmen påtaler kultur og fortid uden at gå i dybden. Bertrand Bonello oser af talent, så meget er tydeligt, til trods for at hans værk i høj grad er kryptisk. Uanset hvad kan det anbefales at se franskmandens ottende film. For det er altid godt med en udfordring, også selvom udbyttet kan være tvivlsomt.

Zombi Child