Anmeldelse: Zoolander 2

Karakteren Derek Zoolander blev affødt som en henkastet joke af Ben Stiller i forbindelse med en bag om kulissen-parodi under et VH1-modeshow. Første film, "Zoolander", landede i 2001 og blev lidt af et kultfænomen - nu femten år senere er der en opfølger. Grinede du af joken dengang, vil "Zoolander 2" sikkert falde i god jord. For ikke-entusiaster vil lårklaskeriet være det mere behersket.

Fan eller ej - de fleste vil nok hurtigt blive enige om, at plottet som sådan ikke betyder det store. Det tidligere modeikon Derek Zoolander (Ben Stiller) er efter konens temmeligt bizarre død forsvundet fra modeverdenens overflade. Omkring ti år senere bliver Zoolander lokket frem i offentligheden igen i forbindelse med modeugen i Rom, hvor han pludseligt kastes ud i alverdens vanvittige optrin.

Ben Stiller, Owen Wilson og Will Ferrell er alle tilbage for fuld udblæsning, eller hvad end det nu skal kaldes. Ingen tvivl om, at præmissen skal købes, og at man gør sig selv en rigtigt stor tjeneste ved at have set første film. Ikke fordi sammenhængen mellem de to film handlingsmæssigt betyder betyder det helt store, men simpelthen fordi begge film er så ekstremt platte, at de enten vil falde i god jord - eller ikke.   

"Zoolander 2" har absolut sine øjeblikke, og det er også, hvad den skal ses for - de komplet gakkede momenter. At se Justin Bieber blive skudt i smadder for i sine dødskramper at tage en skabet duck face-selfie er én (sært tilfredsstillende) ting - noget andet er at se, hvordan det enorme ensemble af gæstestjerner gør sig selv komplet til grin. Udover modenavne som Marc Roberts og Tommy Hilfiger dukker bl.a. Susan Boyle, Sting og M.C. Hammer op i, hvad der bedst kan beskrives som en række af enkeltstående sketches, der tilfældigvis er klasket sammen i én film.   

Ikke alt er lige sjovt. Eftersom handlingen er så fragmenteret og ubalanceret med hurtige skift mellem spass og knapt så meget-spass, overbeviser de fladpandede indslag ikke altid. Stiller har aldrig været god til at sortere selvkritisk i vittighedstambolaen - hvilket i høj grad mærkes i "Zoolander 2". Det er en skam, da det virker til, at der er mere end rigeligt med idéer, som ikke kun er åndssvage, men også rigtigt morsomme.

Falder den første "Zoolander" i din smag, vil opfølgeren med garanti også gøre det. Selvom "Zoolander 2" som helhed ikke fungerer som en decideret film, vil det være umuligt ikke at kunne grine bare en smule af de (overvældende mange) ekstremt skøre påfund.

 

Zoolander 2

Kommentarer

Zoolander 2

  • ★★★★★0

    Hehe jeg ser nu frem til den, 1'eren var fantastisk underholdende, og især Will Ferrel ser ud til og være on fire igen som Mugato.

    Elwood11-02-16 10:11

  • ★★★1

    Der er nogle virkeligt sjove elementer, ingen tvivl om det. Er man Ferrell fan, kommer man med "Zoolander 2" nok ikke helt forkert i byen. :)

    Dolphinfriendly11-02-16 10:18

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen