Anmeldelse: tick..tick...Boom! (Netflix)

Andrew Garfield giver en eksplosiv præstation som den kæmpende kunstner Jonathan Larson i denne selvbiografiske musical om livets evindelige tidspres.

Et velkendt nummer i Jonathan Larson-musicalen "Rent" spørger, hvordan et menneskeliv skal måles. Turer om solen? Antal timer? Tid? Nej, svaret er kærlighedsår – de mindeværdige øjeblikke og hvem du tilbringer dem med. Spøjst er det så, at selvbiografiske "tick..tick …Boom!" er forankret i den stressende periode, før Larson forfattede Broadway-succesen, hvor tidspres fra alle hjørner af kunstnerens liv omsluttede ham. Resultatet er en højenergisk og dybfølt sangfest, fremført af instruktøren og "Hamilton"-skaberen Lin-Manuel Miranda samt en eksplosivt elskværdig Andrew Garfield i rollen som det afdøde musical-geni Jonathan Larson.

Et insisterende tik-tak, tik-tak lyder i Jonathan Larsons ører. Det er ikke melodien til hans manglende sang i musical-debuten "Superbia", som han er ved at færdiggøre. Langtfra. Det er lyden af hans liv, der passerer. Snart fylder Jonathan 30, og han har ikke fået solgt sin musical, og han er ikke det største moderne musikgeni endnu, og han har heller ikke opnået alt, Stephen Sondheim havde som 30-årig. Og om få dage skal han fremføre en præsentation af "Superbia". Tik-tak, tik-tak. Hastigheden intensiveres, og i den egoistiske kunstners kamp mod livets deadline ophober regninger sig, kærlighed glider mellem fingrene, og venner forsvinder.

For at være ærlig er dette blot et af fortællingens handlingsforløb. Lin-Manuel Miranda har opdelt rock-monologen "tick..tick …Boom!", så Jonathan Larson ikke kun følges, mens han skriver "Superbia", men også mens han fremfører monologen. Altså, han fremfører blandt andet sangene, vi hører, og kommenterer på handlingen undervejs. Det lyder måske kringlet, men i filmen fungerer det fornuftigt. Pludselig opløftes den velkendte fortælling om den selvoptagede, aspirerende artist til en introspektiv metafortælling om netop det at være kunstner – endda krydret med små kritikpunkter af det selvophøjede liv. 

Andrew Garfield skildrer disse to lige maniske versioner af Jonathan Larson, og i stærk musical-stil jonglerer han rytmiske ordsnørklerier, der vidner om passion og ambition, såvel som det melankolske, indadskuende klaverspilleri. Karaktererne og deres interaktioner er åbenlyst musicalificerede, så alt spilles lidt højere, lidt vildere, lidt hurtige. Men det passer perfekt, så længe der huskes på, at alt ses gennem Jonathan Larsons monomane øjne. Tiden er ved at løbe fra ham. Ja, han har "Superbia"-præsentationen, der presser på, men de selvpålagte wunderkind-deadlines og HIV-syge venner er, hvad der virkelig tilskynder den store stressfaktor. 

"tick..tick …Boom!" handler om Jonathan Larson, men Lin-Manuel Miranda finder i vanlig Broadway-stil plads til storladne set pieces med plads til vennerne. Ret innovativt er de kun udledt af Larsons fantasi, og det er en smart måde at give fans af genren pompøse dansenumre, som fortælles karakterdrevet. Sangene når dog aldrig helt de grandiose højder, som Miranda stræber efter, fordi han samtidig kæmper med at holde dem jordnære og personlige. Og selvom Garfield gør sit et og alt for at svæve mellem de mange sider af Larson, fremstår filmen i sidste ende selv lidt for manisk, fanget mellem en musical, en monolog og en metafiktiv fortælling om kunstneren. 

"Rent" blev en af nyere tids største Broadway-musicals, og med dens skildring af et bohemeliv fuld af op- og nedture, kærlighed og seksualitet samt liv og død ramte Jonathan Larsen endelig guld. "tick..tick …Boom!" er i og for sig ikke guld, men det om noget en lige så empatisk og medmenneskelig fortælling, der gennem et nyt perspektiv spørger, hvordan vi vægter et menneskeliv, omend vores eget, inden tiden løber ud.

tick..tick...Boom! (Netflix)