Rigtig dejlig varm serie. Er lige blevet færdig med den. Jeg forstår dog ikke at psykologen slet ikke bliver nævnt. Han var et sjovt indslag de første par gange, men til sidst blev han bare for overdrevet og bund-urealistisk. Ingen mennesker ville lægge så meget som en 5’er hos ham, endsige komme igen, gang efter gang. Han ødelægger totalt stemningen i serien.
Anmeldelse: After Life – Sæson 2 (Netflix)
I anden sæson af "After Life" har Ricky Gervais endnu ikke fået styr på balancen mellem tragedie og komedie, men hjertet er på det rette sted.
Britiske Ricky Gervais er normalt kendt for sin grove og politisk ukorrekte humor, som tidligere er set i hans serier "The Office" og "Extras" samt ved hans gentagne værtskab ved Golden Globes. Men med "Derek" tilbage fra 2013 og sidste års Netflix-serie "After Life" har komikeren begivet sig ud på nye, mere følsomme farvande. Her krydres hans velkendte humor med udforskninger af sorg, medfølelse og menneskelighed. Ricky Gervais lader endnu ikke til at have fundet sig helt til rette i den nye stil, men trods en tone, der endnu ikke sidder i skabet, har han alligevel skabt effektive resultater. Det gælder også for anden sæson af "After Life".
Den lokale journalist Tony (Ricky Gervais) bearbejder stadig konens død, og han har ramt den næste fase af sorg. Vreden og trangen til at fornærme alt og alle er blevet erstattet med dyb depression, hvor håbløsheden i stigende grad behandles med alkohol. Til trods for støtte og omsorg fra vennerne. Alt imens bearbejder chefen og svogeren Matt (Tom Basden) sit forliste ægteskab.
Overordnet har sæson to af "After Life" nogle iøjnefaldende problemer. Enkelte plotlinjer forløses meget pludseligt med forhastede konklusioner. De humoristiske indslag er sjove, men stemmer ikke altid overens med de seriøse øjeblikke, og her kommer Gervais' manglende tonebalance fortsat til udtryk. Generelt sker det også, at sæsonens seks afsnit i flere omgange kører i tomgang uden større dramatiske udslag. En mand sørger over tabet af sin kone og har svært ved at komme videre, men her to sæsoner inde har præmissen ikke rykket sig nævneværdigt. Ærgerligt med tanke på afslutningen af første sæson, der tydede på, at journalisten var blevet glad og kunne tage serien nye veje.
Alligevel forbliver "After Life" dog en gennemgående god oplevelse. Især fordi følelsen af sorg har effektiv pondus. Ikke blot fordi Ricky Gervais viser en sårbar side af sig selv, hvilket klæder ham, men også fordi sorgen føles realistisk. Tony er en knust mand, som føler sig skyldig over sine følelser. Han værdsætter støtten fra sin omgangskreds og vil være taknemmelig, selvom savnet af konen overskygger alt, og alkohol er det eneste, der hjælper. Som karakter er Tonys følelser relaterbare for alle, der har oplevet sorgens opslugende væsen, fordi det leveres gennem britens dygtige skuespil og ærlige tilgang til emnet.
De bedste scener i "After Life" foregår ved konens gravsted, hvor Tony snakker med enken Anne (Penelope Wilton). Gennem disse scener afsløres kernen i sorgen. Hvordan livet plejede at være bedre, hvordan tabet af den store kærlighed ændrer en person fundamentalt, og hvordan fremtiden i de fleste tilfælde virker håbløs. Det humane aspekt af depression belyses ganske glimrende, og humoren hjælper med at give fortællingen et hjerte. Selvom balancen mellem de forskellige toner ikke altid fungerer, er der både grin og triste seancer i vente.
Anden sæson af "After Life" har problemer med enkelte plotlinjer, den tonale balance og sit eksistensgrundlag til at fortsætte med yderligere sæsoner, da Tonys sorgproces lader til at gå i stampe ad flere omgange. Men den gode oplevelse bliver stadig reddet af Ricky Gervais og kompagni takket være pålideligt skuespil, ærlig skildring af sorg og depression samt et par hjertevarmende øjeblikke. Den emotionelle rutschetur er ikke perfekt, men hjertet befinder sig på det rette sted.
Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.
