Anmeldelse: Better Call Saul – Sæson 5 (Netflix)

"Better Call Saul" fusionerer fantastisk med moderserien "Breaking Bad" og står uafhængigt som en af årtiets bedste tv-serier.

I 2008 stiftede verden bekendtskab med kemilæreren Walter White, der fik konstateret lungekræft og efterfølgende begyndte at producere amfetamin for at sikre sin families økonomiske overlevelse. Dette var startskuddet til Vince Gilligans ikoniske successerie "Breaking Bad". Igennem serien blev publikum introduceret for et utal af interessante karakterer. Hector Salamanca, Gustavo Fring, Mike og plattenslageren Saul Goodman. Sidstnævnte har sidenhen fået sin eget spin-off, "Better Call Saul", hvor vi følger advokaten Jimmy McGill, der kæmper en prisværdig kamp for at klare sig som lovlydig advokat. Ovenpå nu femte sæson står det klart, at serien står tilbage som en af årtiets bedste tv-værker.

I femte sæson møder vi Jimmy McGill, der netop har genvundet retten til at være praktiserende advokat. Jimmy beslutter også, at han vil fortsætte under navnet Saul Goodman. Sideløbende med Saul Goodman følger vi Mike Ehrmantrauts hjerteskærende historie. Mikes primære drivkraft er kærligheden til barnebarnet Kaylee og et håb om at kunne råde bod på fortidens fatale fejl. Serien igennem udvikler de to hovedkarakterers individuelle historier sig til én.

En af seriens absolutte styrker er, at den i sit udtryk adskiller sig markant fra sin moderserie ved at være en dramaserie, hvor Saul Goodmans underspillede humor og mangel på etisk forståelse spiller en stor rolle. Denne adskillelse gør, at serien sagtens kan stå alene. I takt med historiens udvikling dukker flere af de mest markante karakterer fra "Breaking Bad"-universet op, og allerede efter første afsnit er vi stødt på Tuco Salamanca og Mike. Fordi "Breaking Bad" formåede at etablere sine karakterer til perfektion, er publikum klar over, hvad de er i stand til. Første gang Tuco dukker op, bliver hans karakteristik fra "Breaking Bad" med ét etableret, og på den måde skabes en fantastisk fusion mellem de to serier.

Når en lavmælt serie som "Better Call Saul" formår at holde sig så intens og spændende, som den gør, er det, fordi Gilligan har lavet et imponerende forarbejde. Et forarbejde, hvor serieunivers og karaktergalleri er så stærkt iscenesat, at det er let at udvide. Selvom vi ved, hvor Gustavo Frings narkoimperium ender, er det ikke mindre spændende at se vaskeriet, der senere bliver Walter Whites arbejdsstation. Det samme gælder Hector Salamanca, som er bundet til sin kørestol i "Breaking Bad". Når vi første gang ser ham her, går han frit omkring. Hver gang Saul, Mike eller Tuco ender i problemer, ved seeren, at de nok skal overleve. Det spændende er, hvordan de slipper ud i live. Med "Breaking Bad" som reference er endemålet for karaktererne sat, men rejsen derhen er en sand fornøjelse.

Et spadestik dybere er serien og særligt femte sæson en kæmpe lussing til USA som samfund – og til folkedomstolens magt generelt. Saul Goodman kæmper en konstant kamp for at komme videre og blive anerkendt. Desværre er fortidens fejl ikke nemme at slippe af med. Kulminationen på denne kamp kommer for alvor til udtryk i de to første afsnit, hvor erkendelsen af ikke at kunne fortsætte som lovlydige McGill tvinger sleske Saul Goodman til at tage over.

Med "Better Call Saul" slår Vince Gilligan fast, at han er et ubestridt fortæller-geni, der har formået skabe, hvad der kan betragtes som muligvis den bedste serie nogensinde – og efterfølgende formået at åbne universet op, så de mange karakterers forhistorier bliver fortalt til stor tilfredsstillelse. Alene er "Better Call Saul" en fantastisk serie. Som spin-off af "Breaking Bad" er den helt ekstraordinær og kan derfor kun få topkarakter.

Anmeldelsen er baseret på to ud af ti afsnit, som kan ses ugentligt på Netflix fra 23. februar.