Anmeldelse: BoJack Horseman – Sæson 6, del 1 (Netflix)

Sidste sæson af "BoJack Horseman" starter fremragende og beviser, hvorfor serien fortjener sin høje status som nyskabende komedieserie.

"BoJack Horseman" har altid været en særlig serie. Foregående i en verden, der består af personer, som enten er mennesker eller dyr, og tilsat komik, der ofte er vanvittig opfindsom. Alt bundet sammen med en historie, der er både tankevækkende og hjerteskærende i sin fortælling om den fallerede stjerne BoJack Horseman. Siden Netflix-seriens start i 2014 er kvaliteten kun steget. Nu nærmer serien sig sin afslutning, og baseret på de første otte afsnit af denne to-delte sæson forbliver kvaliteten høj.

Den tidligere skuespiller, hesten BoJack (Will Arnett), er endelig endt på et afvænningscenter, hvor han bliver tvunget til at bearbejde sine traumer og konsekvenserne af sit misbrug. Samtidig kæmper katten Princess Carolyn (Amy Sedaris) med balancen mellem at være agent i Hollywood og singlemor. Diane (Alison Brie) kæmper fortsat med sin karriere som journalist, og den evigt optimistiske hund Mr. Peanutbutter (Paul F. Tompkins) prøver at bevare sin glade facade, mens han føler sig skyldig over at være sin forlovede utro.

Raphael Bob-Waksberg – seriens skaber – og hans medforfattere har en fantastisk evne til at balancere mellem komik og drama. Kækt gøres der grin med Hollywoods indre struktur, sociale tendenser og berømte skuespillere i ét væk. Humoren bliver dog ikke kun brugt til at lokke grin frem, men også til at kritisere og udstille problemerne i serie- og filmindustrien samt på sociale medier. Satiren er skarp og tankevækkende, og der gøres plads til både at grine og forarges gennem kreative situationer – med højdepunkt i episode fire, hvor et surpriseparty får fatale konsekvenser.

Hvor "BoJack Horseman" skiller sig ud fra andre komedieserier er ved seriens realistiske indblik i depression, traume, misbrug og narcissisme. Få serier (og film) har formået at fremvise disse temaer så oprigtigt og komplekst, som Waksberg og kompagni formår. Skaberne er ikke blege for at påvise kompleksiteten ved den menneskelige natur, hvilket skaber empati for karaktererne, mens deres konstant dårlige beslutninger i livet fordømmes. Til tider er det hårdt at bevidne, men det bidrager også til en af de bedste fortællinger set på tv.

Selvom "BoJack Horseman" omfavner det deprimerende og pessimistiske, er der stadigvæk meget at grine over i denne første halvdel af sjette og sidste sæson. Den succesrige jubelidiot Todd (Aaron Paul) og hans løjer er altid morsomme, og de forskellige gæsteoptrædener bruges effektivt. Til trods for sine dystre øjeblikke og skarpe kritik virker det som om, at alle bag produktionen er med på joken og har det sjovt. Humoren er smittende, hvilket kun gør de mørkere situationer endnu mere effektive. Dette skyldes især et veloplagt hold af skuespillere – fra Will Arnett til Lakeith Stanfield som ny tilføjelse – der alle sammen giver deres bedste præstationer.

Første halvdel af den sidste sæson, der skal afrunde "BoJack Horseman", starter fremragende og beviser, hvorfor serien fortjener sin høje status som nyskabende komedieserie. For at være morsom og kreativ og samtidig tackle dystre temaer, der gør ondt på sjælen. Få serier balancerer humor og depression så mesterligt, som tilfældet er med animerede "BoJack Horseman". Baseret på sæsonens første otte afsnit er der varmet op til en fænomenal afslutning, når de resterende otte bliver udgivet 31. januar.