Jeg har lige fået set de sidste afsnit. Puha, en hård omgang emotionelt. “Bojack Horseman” rammer dybt og slutter suverænt af. Selvfølgelig er det en smule ærgerligt, at der aldrig mere kommer et nyt afsnit af serien, men jeg føler samtidigt at det er det rette tidspunkt at slutte serien på og det rette sted for karakterne at ende deres fortælling. “Bojack Horseman” er en af de tidlige seriesatsninger for Netflix, men hvor “House of Cards” og “Orange is the New Black” fik al opmærksomheden i starten, så står “Bojack Horseman” tilbage som den absolutte vinder og den bedste serie Netflix har produceret.
Anmeldelse: BoJack Horseman – Sæson 6, del 2 (Netflix)
Som en af de bedste serier nogensinde har "BoJack Horseman" turdet konfrontere os med tilværelsens mange kvaler.
Så er det blevet tid til at sige farvel til hesten fra "Horsin' Around". Oven på en sæsonpause er de sidste otte afsnit af "BoJack Horseman" nu endelig udkommet på Netflix, hvor vi en sidste gang kan slentre ned ad Hollywoods gader. Det er altid svært at afslutte en serie, hvor sidste års afslutning af "Game of Thrones" er skrækeksemplet på, hvor galt det kan gå. Men Raphael Bob-Waksberg, skaberen af den alkoholiserede hest, ved heldigvis bedre og afrunder sin serie på fantastisk manér.
BoJack (Will Arnett) lever endelig et sobert liv, hvor han nu underviser i skuespil på et universitet. Men i baggrunden lurer reporteren Paige Sinclair (Paget Brewster), der vil afsløre hestens rolle vedrørende Sarah Lynns dødsfald. I Chicago kæmper Diane (Alison Brie) med sin depression og sideeffekterne af antidepressiv medicin, imens hun vil skrive en selvbiografi.
"BoJack Horseman" har aldrig været bange for de dystre sider af den menneskelige oplevelse, men anden halvdel af sæson seks indeholder klart nogle af seriens mørkeste øjeblikke. Enkelte øjeblikke er decideret knusende. Måden, hvorpå realismen anvendes til at anskue depression, misbrug og traume – og refleksionen af netop dette – er lige så hjerteskærende, som den altid har været i BoJacks deroute.
I seriens ånd afsluttes der heller ikke med en happy ending. Dianes sind sløres af medicin, og hun mærker, hvordan hun eksploderer uden, mens BoJack ikke slipper ustraffet fra sin narcissistiske personlighed og de selviske handlinger, der har defineret hans liv. Men alligevel er det svært at være vidne til, da den dysfunktionelle hest i sidste ende er en godhjertet karakter. BoJack har altid været kompleks og kan med rette tilsluttes samme antihelte-galleri, der huserer Walter White, Tony Soprano og Don Draper. Ment som den ultimative kompliment, da karakteren tilsutter sig en liste af elendige hovedpersoner, som samtidig bør elskes og fordømmes med deres udfordring af "det gode" og "det onde".
Humoren er som altid skarp. Todds (Aaron Paul) eskapader er for evigt underholdende, Margo Martindales meta-rolle knivskarp, og Hollywood bliver endnu engang udstillet og latterliggjort. Fra jokes om Sofia Coppola, kønsidentitet og spillet på blanding mellem dyr og mennesker kan ingen vide sig sikker. Og uendelig ros til animationerne. Ikke blot for stilen, men for de små jokes og referencer, der gemmer sig alle vegne. Det er svært at få ned på ord, hvad Raphael Bob-Waksberg og co. har formået med "BoJack Horseman". Genial, langt ude komik i et mix af dyr og mennesker. En serie, der på overfladen virker dum, men som tør udforske eksistentialismen, være dyster og erkende kompleksiteten ved virkeligheden.
Tak for budskabet, BoJack. Mennesker gennemgår ødelæggende ting. Nogle gange med fatale konsekvenser. Vi tager ved lære af det, forbliver taknemmelige for, hvad vi har, hvem vi er, og vores muligheder. Selvom dæmonerne altid er i baggrunden, og livet synes uoverkommeligt. I sidste ende kan det kun konkluderes, at "BoJack Horseman" er en af de bedste serier nogensinde og har turdet konfrontere os med tilværelsens mange kvaler. Det bør vi være evigt taknemmelige for.