Anmeldelse: Chucky - Sæson 1 (C More)

Det er barneleg for "Chucky"-skaberen Don Mancini at navigere rundt i sit morderiske, sortkomiske slasher-univers.

For mere end tredive år siden kom vores alle sammens Good Guy-dukke ind i populærkulturen. Siden da, har Chucky hugget om kap med de store horror-ikoner som Jason Voorhees, Michael Myers og Freddy Krueger, men den levende dukke har aldrig slået igennem på helt samme måde. Det er dog ikke ensbetydende med, at "Barneleg"-franchisen ikke er seværdigt. Don Mancini er nemlig skaberen bag, og i løbet af de sidste tre årtier har han fulgt med gyser-trendsne, som kan ses afspejlet i "Chucky"-filmene. Fra konventionel slasher, til metaslasher, til psykologiske slashers. Chucky kommer hele vejen rundt, og den nye serie er på dejlig vis endnu mere af det samme. 

Den velkendte dræberdukke dukker pludseligt op på et loppemarked, som 14-årige Jake Wheeler tager ham med hjem fra. Jake er kunstner — mere specifikt er han en kunstner, der maltrakterer dukker og skaber skulpturer ud af dem. Med problemer i hjemmet, problemer i skolen og problemer inde i sig selv er Jake et let mobbeoffer for skolens dronning Lexy. Hvordan slipper en knægt martret af teenageårene væk fra at være byen Hackensacks pauseklovn? Står det til Chucky, er der kun et passende ord: mord. 

Efter de tre første kapitler i "Barneleg"-filmserien skete noget spændende. Med "Bride of Chucky" blev det undervurderede franchise pludselig selvbevidst — formentlig pga. Wes Cravens storhit "Scream", der satte sit knivstik i hele gysergenren. Mere spændende var det, da Don Mancini injicerede kønspolitiske tematikker ind i efterfølgerne. Såsom "Seed of Chucky" og "Curse of Chucky", der på overraskende vis jonglerede progressive idéer om seksualitet med en halvtreds centimeter høj køkkenknivsbærende seriemorderdukke. Med "Chucky"-serien har vi Jake Wheeler, der ligeledes kæmper med folks syn på hans seksualitet — men på en nuanceret 2021-måde, som gør dukkespillet spændende at følge med i.

Udover Jake, føles samtlige af de andre karakterer som masseproducerede dukkeskuespillere, der er skræddersyet til at agere som plottet dikterer. Jakes far er ond, mobberen Lexy er modbydelig og hans fætter er træls. Alt er uretfærdigt og dét set før. Det er det indtil tredje afsnit, hvor Mancini vender op og ned på narrativet og fletter karakterark sammen på snedig vis.

Udfaldet er forfriskende og undgår at falde i for mange generiske tropefælder. Meget hjælper det også, at Brad Dourif er tilbage som stemmen i det menneskelignende legetøj. Han bringer som altid en legesyg ondskab til de til tider komiske mordsekvenser, og generelt er Don Mancini god til at trække i de tonale tråde, så den sorte humor ikke føles passé eller kikset. 

Men kan Chucky også begå sig i serieland, hvor den narrative struktur er anderledes og mordene må se sig fordelt ud over flere afsnit? Fuldstændig. Afsnittene krydres med nok blodsudgydelse og sarkastiske one-liners til, at fansene kan smile anerkendende og genkendende til deres yndlingsdukke. Serien er ikke stor kunst, men selv de mest ulogiske plotkonstruktioner opvejes af Chucky, der i en enkelt scene dræber en karakter med sit eget bræk. Mancini og co. har skabt en serie, der fremmaner nostalgiske følelser omkring en filmisk tidslomme, hvor slasher-film - uanset deres tåbeligheder - kunne finde vej til skærmen og bringe smil på læben.

Anmeldelsen er baseret på fire ud af ti afsnit.