Anmeldelse: Dahmer - Monster: Historien om Jeffrey Dahmer - Sæson 1 (Netflix)
Seriemorderserien lokker med en djævelsk Jeffrey Dahmer, men det er fortællingens fokus på familierne, ofrene og samfundet, der gør den mindeværdig.
En besynderlig og anderledes aura danner sig om "Dahmer". Altså, ikke om seriemorderen af samme navn, som druggede og dræbte 17 (primært sorte) drenge og mænd. Der er noget besynderligt ved Ryan Murphys seneste Netflix-projekt, der adskiller den fra horderne af glorificerende seriemorder-spotlights, som Netflix-publikummet grådigt sluger. Jovist lokkes du ind af Evan Peters magnetiske, væmmelige og overskriftskabende portræt af det titulære monster, men hurtigt opdager man, at rampelyset ikke er fastlåst på morderen, men på ofrene, familierne og samfundet.
Ryan Murphy og hans faste samarbejdspartner, Ian Brennan, anvender Dahmers umenneskelige forbrydelser som en trojansk hest. Når seriens indledende episoder synes at give sig tid til at forstå bæstet bag brutaliteten, føles det først disharmonisk, når flere øjeblikke bruges på at udforske sidekarakterer og efterladte familier. Indtil Murphy og Brennan aktivt bruger Dahmer-indlevelsen mod os. "Dahmer" er nemlig også en fortælling om ofrene – så undervejs i seriens ti episoder skifter perspektivet med hjerteknusende effekt, hvor ingen sidder tilbage med sympati for andre end ofrene.
Jeffrey Dahmer kom fra problematiske kår med en familie, der ikke kerede sig om ham, og han gik isoleret gennem sine barndomsår, hvor dyreudstoppelse og leg-selv-kirurgi var et sæt af få glæder. Ensomheden og frygten for, at alle, han havde kært, blot ville forlade ham, havde sat sig i ham, og han var ude af stand til at danne meningsfulde bånd – i skolen, på universitet, i privatlivet. Hans byture som voksen endte ud med, at han puttede bedøvelsesmiddel i whisky-colaen, inden han serverede den for aftenens mand. Derefter tog han dem med hjem og slog dem ihjel.
"Hvor er det synd for lille Jeffrey," når publikum gennem barndomsårene at tænke, hvortil Murphy og Brennan løslader den trojanske hest. De isolerende og emotionelt tærende følelser, Dahmer døjer med – ja, dem har ofrene også. Dem har familierne også. Forskellen er, at de mister, hvor Dahmer tager. Det er imponerende, hvordan serien formår at være spændende og skræmmende, som de fleste seriemorderserier ofte er, men samtidig flytte den emotionelle kerne fra den "misforståede morder" til ofrene og familierne. Især episode 6 er et standout med en flot, blid præstation af døve Rodney Burford som den håbefulde Tony Hughes, og en fejl er faktisk, at flere af afsnittene ikke har samme lige så hjerteskærende fokus på offeret.
Som et ekstra uretfærdigt lag på fortællingen tages der hånd om det amerikanske samfunds samtidige problemer. Dahmer gik hovedsageligt efter sorte mænd, og han boede i et sort, fattigt kvarter, hvor politiet patruljerede med lukkede øjne. Stakkels, lille Jeffrey formås faktisk mod slutningen at tilsidesættes som bikarakter i sin egen historie. Glenda Cleveland – en stålsat nabo, der gennem tiden advarede politiet om Dahmer – plus efterladte familier finder vej ind i rampelyset. Og at se de små fortællinger rejse sig mod systemet i et allerede betændt racelandskab post-Rodney King er et forfriskende perspektiv.
Suverænt instruktørarbejde fra den oversete Carl Franklin ("Mindhunter", "Djævel i blåt") gør, at du er hooked fra det suspensefyldte første afsnit, hvorefter Gregg Araki og Jennifer Lynch holder det høje niveau hele vejen igennem. "Dahmer" kan til tider føles for lang, lidt ufokuseret og måske ikke så holdningsløst true crime-agtig, som andet kan være. Men det er en fejlfortolkning af serien. "Dahmer" vil gerne skille sig ud og endda meta-kommentere på, hvordan vi bramfrit lukker øjnene og sluger grufulde seriemorder-indhold som denne – og måske glemmer ofrene.
Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.
