Anmeldelse: Gangs of London – Sæson 1 (C More)

Actionmesteren Gareth Evans´ nye serie "Gangs of London" er lige så banebrydende, som den er knogleknusende.

"The Raid"-filmene er nogle af dette århundredes vigtigste film – i hvert fald inden for actiongenren. Mange mennesker står bag produktionerne, men det er walisiske Gareth Evans' metier, der tildrager sig særegen opmærksomhed. Som instruktør begik han sig sidst med folk horror-filmen "Apostle", der sejlede Dan Stevens ud på en isoleret ø som offer for en religiøs kult. Nu injicerer han en moderne bandefortælling i England med sin famøse, ballet-koreograferede vold og våbenbrug i "Gangs of London".

Finn Wallace er ikke blot overhovedet for Londons største gangsterorganisation. Han er også en mangemillionær og forretningsmand. En aften myrdes han af to umiddelbart ligegyldige undersåtter. Bandekongen efterlader sig både kone og børn og ikke mindst et kæmpe tomrum i gangsterledelsen, som de mange nationer af underklaner begærer. Den passive søn Sean Wallace står nu som øverstbefalende, men han er mere opsat på at finde personen, der dræbte hans far, end at regere. Klar til at vise sit værd står den mystiske, nyankomne Elliot, hvis kampevner falder i favør hos Wallace-familien.

Ikke siden "Game of Thrones" har et første afsnit i en serie insisteret så hårdt på at ruske i den status quo, som karaktererne lever i. HBO's mastodontserie er netop en passende sammenligning, eftersom handlingsmønstret i "Gangs of London" matcher første sæson. En ny leder skal findes, og i denne voldelige verden er alle og enhver villige til at bestige tronen. Det britiske kæmpehit med 16 millioner seere i hjemlandet er derfor mere brutalt end alt andet lige nu. Serien byder dog stadig på en elementært spændende historie med et væld af elskværdige om end forfærdelige karakterer.

Hvordan kommunikerer Gareth Evans og medskaber Matt Flannery så, at "Gangs of London" ikke bare er endnu et almindeligt gangsterdrama? De fylder første afsnit med mennesker, der afhøres dinglende fra et højhus. Skaberne eksekverer dernæst en spændingssekvens, der burde få selv Hitchcock og Brian De Palma til at sidde måbende tilbage. Til sidst ifører Gareth Evans sig sine kendte kampklæder med en actionsekvens, der er lige dele velkoreograferet og vederstyggelig. Publikum kan mærke alle de knækkede kæber, alle de brækkede ben og alle de dusinvis drabelige stik, en dartpil påfører. Fordi volden udspiller sig så tydeligt, får publikum lov til at se den og mærke den, og det gør blot volden vildere.

Men hvilken rolle spiller volden? Svælges der bare i den, fordi det er fedt at se action? Ja, på sin vis. Helt æstetisk er det besnærende at se så perfekte slåskampe, men det har skam også et formål. "Gangs of London" er en personlig hævnfortælling, og der er ikke noget så personligt som at stå med blodige knoer ansigt til ansigt med døden. Enhver knytnæve mod kæbepartiet eller kugle i panden er et lille skridt mod en gangsters retfærdighed. Familien betyder nemlig alt i bandefortællinger som disse, og Wallace-familien kæmper for at blive på toppen.

Selv med sin minimalt svagere slutning formår serien at underholde hele vejen igennem. Spændingsniveauet er tårnhøjt fra start til slut, og nærmest alle afsnittene oser af innovative kræfter. Især sjette afsnit er noget nær et dramaturgisk og actionheftigt mesterværk. Sådanne rå og barske, men stadig stiliserede bandekrigsdramaer fås simpelthen ikke i kalibre som "Gangs of London". Og derfor betvivler serien på bedste vis det velkendte udsagn "as far back as I can remember, I always wanted to be a gangster." For i denne verden indebærer sådan et liv, at du og dine kære kan dø når som helst – og på den mest brutale måde, Gareth Evans kan finde på.

Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen, som kan ses ugentligt på C More.

Gangs of London – Sæson 1 (C More)

Kommentarer

Gangs of London – Sæson 1 (C More)

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen