Anmeldelse: Greyzone (TV 2 - afsnit 1-2)

Det danske folk står overfor et valg i aften. Hvilken serie skal holde dem fanget i sofaen de næste uger?

Her i Danmark er vi blevet velsignet gennem så mange år med den ene gode, nye fantastiske dramaserie efter den anden i sådan en grad, at man ikke ville behøve at uddanne sig til doktor for at kunne aflæse vores drama-termometer: Vi har en glødende, temperamentsfuld og nærmest fanatisk passion for gode dramaserier. Og vi tager imod dem med kyshånd. Denne kolde søndag aften er vi blevet belønnet med ikke bare én, men to nye, dyre dramaserier som skal hæve vores temperatur endnu mere. Og denne anmelder har kigget på den ene af dem, nemlig "Greyzone" fra TV 2.

Da det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, standser en mistænkelig lastbil på vej fra Danmark på havnen i Göteborg, går det op for dem, at et kommende terrorangreb er på vej mod Skandinavien. Samtidig bliver det starten for et mareridt for den danske  droneingeniør Victoria og hendes intetanende søn. Mens dette udspiller sig, forsøger efterretningstjenesterne i Danmark og Sverige at afværge angrebet. En dansk-svensk anti-terrorenhed iværksættes med Eva og den danske kildefører Jesper Lassen fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, i front. Og de har også brug for Victorias hjælp…

Der er ambitiøse, intelligente og hårdtarbejdende folk bag denne nye spændingsserie fra TV 2, som selv stolt reklamerer med, at "Greyzone" er en "højkvalitetsserie, som TV 2 længe har drømt om at lave." Og efter at have set de to første afsnit må dommen indtil videre være, at det mål på skydeskiven er blevet ramt af en med 20/20 vision.

"Greyzone" er virkelig en nervepirrende thriller med en handling, der lander i vores udstrakte hænder som en varm, nyslået mønt. Der er fart over feltet på den måde, som man ville forvente fra en velproduceret og dyr dramaserie, som "Greyzone" helt bestemt er. Men dialogen og plottet griber også fat i én fra første færd. Måske havde man ikke behøvet at kickstarte handlingen på så dramatisk vis, men lad det nu være. Folk skal fanges, og det vil de uden tvivl blive af denne internationale produktion af en tv-serie, som vikler om sig med twists og filmiske virkemidler, så man både føler, man ser et remake af en storstilet actionfilm som f.eks. "Taken", mens man samtidig får flashback til "Broen" og andre nordiske noir tv-serier.

Den umiddelbare eneste "fare", jeg fik ved "Greyzone", er, at de mange scener med hver sin handling pludselig kan blive for rodet og gøre, at folk dermed mister fokus. Det tager ikke mere end et sekund at føle sådan og endnu mindre tid for folk at trykke på fjernbetjeningen. Men jo længere ind i historien, vi kommer, jo bedre bliver brikkerne sat sammen. Man kan ikke undgå at mærke den minutiøse opbygning af spænding, fint parret med historiens ny-teknologiske og dramatiske fortælling.

Samtidig er samspillet mellem de to hovedfigurer Birgitte Hjort Sørensen og Ardalan Esmaili uovertruffent godt sat sammen. Man kan se frygten i den enes øjne og tiltrækningen i den andens, og opbygningen til eksplosionen flyder rundt mellem dem som lava i venteposition, der kan ramme kogepunktet på ét sekund. Det er især takket være disse karismatiske skuespillere og deres personligheder sat overfor hinanden, at jeg for mig selv ikke kan vente med at se fortsættelsen på "Greyzone".

Det danske folk står overfor et valg i aften. Hvilken serie skal holde dem fanget i sofaen de næste uger? Bliver det "Greyzone" på TV 2 eller "Liberty" på DR 1? Jeg er sikker på, der nok skal blive drama for alle pengene lige meget hvad!

Greyzone (TV 2 - afsnit 1-2)

Kommentarer

Greyzone (TV 2 - afsnit 1-2)

  • 0

    For at være fair, så bør i vel også anmelde "Liberty"?

    Umiddelbart ser det ud til at DR's serie vinder, hvis man skal se generelt på hvad anmelderne har givet.

    Aranyhajú Nyárszépe26-02-18 18:10

  • ★★★0

    For at være fair, så bør i vel også anmelde "Liberty"?

    Umiddelbart ser det ud til at DR's serie vinder, hvis man skal se generelt på hvad anmelderne har givet.

    Vi var inviteret af TV2 til at se de to første afsnit, inden den blev sendt. Hvis DR havde sendt en lignende invitation, havde vi sikkert også kigget på dén :)

    Rasmus Drews26-02-18 18:36

  • ★★0

    Jeg var ikke vildt imponeret over afsnit 1 af “Greyzone” og sad det meste af afsnittet med en slem deja vu følelse af at overvære en mindre opfindsom og mere klichefyldt version af “Broen”. Jeg vil dog se et par afsnit mere og så må vi se om det bliver bedre hen ad vejen. 

    NightHawk26-02-18 18:44

  • 0

    Så både "Greyzone" og "Liberty". Synes det er svært at kåre en vinder ud fra et afsnit. Men begge serier kom fornuftig fra land - Rating 4/6

    Wiseguy26-02-18 19:53

  • 0

    Så første afsnit fra begge serier, og de er meget forskellige; jeg ved ikke om det giver meget mening at sammenligne dem. Det er lidt idiotisk at de sendes på samme tidspunkt.

    -dut-26-02-18 22:00

  • ★★0

    Tror jeg vælger den tredje mulighed, Advokaten som kommer på Viaplay og TV3 på Onsdag.

    MOVIE100026-02-18 22:11

  • 0

    Tror jeg vælger den tredje mulighed, Advokaten som kommer på Viaplay og TV3 på Onsdag.

    Den vil jeg nu også gerne se, men det er jo ikke ligefrem i konflikt med de andre. Det er jo lidt det kampen mellem de to handler om :)

    OT: Har ikke fået set nogen af dem endnu, da jeg som bekendt ikke ser flow TV. Men skal da bestemt have tjekket dem begge ud :)

    Nagash26-02-18 23:20

  • 0

    Synes Liberty smed alt for mange bolde i luften på en gang - hvis serien havde været 10 eller 20 afsnit, så kunne jeg se ideen, men det var simpelthen for hektisk...
    Grey Zone havde fin fokus og bedre skuespil, men det meste er set før så det...

    Dslacker27-02-18 02:10

  • ★★★0

    Så genudsendelsen af "Liberty" i går. Jeg synes, det mest bemærkelesværdige var, hvor mange forskellige sexscener, DR formåede at smide ind på et time...

    Rasmus Drews27-02-18 10:54

  • ★★2

    Så genudsendelsen af "Liberty" i går. Jeg synes, det mest bemærkelesværdige var, hvor mange forskellige sexscener, DR formåede at smide ind på et time...

    Første anmeldelse som gav mig lyst til at se den!

    Bruce28-02-18 17:49

  • ★★★0

    Første anmeldelse som gav mig lyst til at se den!

    Og det meste er endda interracial! :)

    Rasmus Drews28-02-18 18:39

  • ★★★★0

    Første anmeldelse som gav mig lyst til at se den!

    Haha, du er uforbederlig....heldigvis:-D

    T. Nielsen 1-03-18 10:25

  • 0

    Tror jeg vælger den tredje mulighed, Advokaten som kommer på Viaplay og TV3 på Onsdag.

    Den så jeg også frem til.. Viaplay er begyndt at komme med gode sager! Det lover godt indtil videre.

    I øvrigt vildt så mange dansk/svenske serier vi har p.t. Det er åbenbart fremtidens opskrift. 

    Men fik også set de 2 Greyzone nu, og må sige den første var meget kliché fyldt og forudsigelig.

    Første gang men ser kidnapperen ved man det er ham. Og spørgsmålet er nu kun hvornår og hvordan han slår til, snarer end om og hvorfor.

    Men afsnit to var dog noget bedre og mere spændingsfyldt, og sjovt nok at se Ali Kassim igen, efter så mange år. 

    Martinio07 2-03-18 04:15

  • 0

    Så genudsendelsen af "Liberty" i går. Jeg synes, det mest bemærkelesværdige var, hvor mange forskellige sexscener, DR formåede at smide ind på et time...

                                                                                                                               Rasmus Drews

    Sjovt, det var netop også hvad min bror sagde som vi begge tænkte. Og så i bedste familiesendetid.

    Martinio07 2-03-18 04:37

Log ind for at deltage i diskussionen