Anmeldelse: Hedensted High

For halvanden uge siden gik vi ind i fremtiden. Ikke alt viste sig som forventet. Vi har ingen flyvende biler eller selvbindende sko, men de enorme fladskærme er for længst blevet indfriet. På disse fladskærme streamer folk i 2015 alt, hvad hjertet begærer, fra den omfattende film- og serie-buffet. Nu kommer Danmark også på banen med den lille ungdoms-sitcom "Hedensted High", som er den første danske serie udelukkende tilgængelig via streaming. Fremtiden er i sandhed et forunderligt sted, Doc. 

Første sæson spænder over seks afsnit i en overskuelig længde på cirka et kvarter. Men tag ikke fejl - der sker ikke så lidt på den tid. Vi følger outsider-trioen Morten (Sebastian Jessen), Kaare (Thomas Ernst) og Tjelle (Casper Harding) på et fiktivt gymnasium i Hedensted. På "How I Met Your Mother"-manér fortælles deres historie via flashbacks i en rammefortælling, hvor Morten og Kaare er til afhøring. Tjelle er efter sigende død, så politiet forsøger at nå til bunds i sagen. Det viser sig dog at være alt andet end let, da drengene konstant ender på et sidespor. De vil langt hellere fortælle om dengang Morten med hjælp fra sine to kompagnoner forsøgte at score skolens prinsesse, Katrine (Julie Christiansen).

"Jeg orker snart ikke mere!" udbryder Lars Bom, som sammen med Carsten Bang udgør henholdsvis bad cop og good cop, til drengene i forhørslokalet. Man forstår hvorfor. Som det traditionelt er for sitcom-genren, følger "Hedensted High" en episodisk struktur, hvor tilfældigheder spiller ind i historiens gang. Det er dog sjældent set, at tilfældighederne er så overdrevne, at man som tilskuer bliver mere og mere undervældet, fordi alt åbenbart kan ske.

Kæmpe eksplosioner, løsrevne lemmer, menstruationsblod, tyndskid og andre kropsvæsker benyttes i stor stil, når serien konstant forsøger at overgå det ene vanvittige optrin efter det andet. I stedet skulle folkene bag måske have haft andet for øje end at vride så mange skøre påfund ud af en historie som overhovedet muligt. Selvfølgelig har det aldrig været dybe karakterer eller videre opfindsom plotafvikling, der har båret sitcom-genren, men "Hedensted High" sætter barren usædvanligt lavt. Tydeligt er det, at holdet har moret sig gevaldigt med løjerne. Desværre smitter deres entusiasme aldrig af på resultatet af det, de laver. 

Vittighederne affyres med spredehagl i håbet om, at mindst et par stykker rammer plet. Det lykkes heldigvis. Til trods for bevidst cartoony overspil opstår der glimtvist afdæmpet humor så kulsort, at det er sjovt. Især Flemming Jensen og Viggo Sommer som tvivlsom rektor og gal fysiklærer stjæler opmærksomheden, når de en sjælden gang er på. Problemet er, at hovedkaraktererne, som gerne skulle have lidt mere at byde på, er ligeså flade og endimensionale som birollerne. Morten er selvglad og egocentrisk, Kaare er dum og godtroende, og endelig er Tjelle gruppens usynlige tredje hjul - og de karakteristika er det eneste, skuespillerne får lov at arbejde med.

Instruktør og hovedforfatter Morten Urup forsøger med al tydelighed at tegne et ligefremt, frisk og selvironisk portræt af ungdommen i dag. Det hele bliver bare så firkantet og hårdt trukket op, at disse ambitioner ryger lige lukt i lokummet til fordel for en overflod af platheder. "Hedensted High" henvender sig til et yngre publikum. Vil de synes serien er fed? Som hjernedød tømmermændstidsfordriv har den måske en chance. Fra mig får den "kun" to stjerner.

"Hedensted High" kan ses på Dplay.

Hedensted High

Kommentarer

Hedensted High

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen