Anmeldelse: IT: Welcome to Derry

Derry vågner igen. Pennywise lurer, og frygten flyder frit i Andy Muschiettis nye kapitel i It-sagaen.

Dårlige ting sker i Derry. Den fiktive by, et samlingspunkt for alt mærkeligt og ondt, blev sat på Maine-kortet af gysermesteren Stephen King, sammen med søsterbyerne Castle Rock og Jerusalem’s Lot.

Derry optrådte første gang i Kings novelle "The Bird and the Album" fra 1981 og har siden dukket op i flere af forfatterens værker, heriblandt Insomnia (1994), Dreamcatcher (2001), Bag of Bones (1998), 11/22/63 (2011) – og mest berømt i It fra 1986.

Kings monumentale roman It står i dag som et af hans mest kendte og elskede værker. Handlingen udspiller sig i Derry mellem 1957 og 1958 og derefter 27 år senere, mellem 1984 og 1985, hvor en gruppe venner konfronterer en urgammel, fremmed ondskab, der ligger i dvale under byen og vågner hvert 27. år for at mæske sig i frygt og død. Mens væsenets sande navn er ukendt, kender de fleste det som Pennywise – en ondskabsfuld klovn, der lurer i skyggerne.

It er dog langt mere end en gyserroman. Med sine over 1.100 sider går den dybt ind i Derrys historie, dens indbyggere og deres skæbner. Vi følger vennegruppen Bill Denbrough ("Stuttering Bill"), Ben Hanscom, Beverly Marsh, Richie Tozier, Eddie Kaspbrak, Stan Uris og Mike Hanlon. Første del, sat i 1950’erne, følger deres jagt på Bills forsvundne lillebror, mens anden del – i midten af 1980’erne – ser dem vende tilbage for at kæmpe mod ondskaben endnu en gang.

Som et mesterværk inden for gysergenren gik der ikke længe, før romanen blev filmatiseret. I 1990 kom en todelt tv-film med den uforlignelige Tim Curry som Pennywise. Den blev en enorm seersucces, men dens 215 siders manuskript måtte naturligt nok udelade store dele af Kings omfattende univers.

Yderligere 27 år senere, i 2017 og 2019, leverede Andy Muschietti en ny todelt biografudgave. Denne gang flyttede han barndomshistorien til 1980’erne og voksenhistorien til 2010’erne. Bill Skarsgård – som synes født til rollen – gjorde Pennywise til et mere rovdyrsagtigt og teatralsk mareridt. Filmene cementerede ham som en moderne gyserikon og banede vejen for en endnu dybere udforskning af Derrys forbandelse.

Nu vender vi så tilbage til byen i It: Welcome to Derry, en otte afsnit lang serie sat i 1962 – få år efter begivenhederne i første halvdel af Kings roman. Serien er udviklet af det samme hold som stod bag filmene: Andy Muschietti, Barbara Muschietti og manusforfatter Jason Fuchs. Og vigtigst af alt: Bill Skarsgård er tilbage som Pennywise the Dancing Clown.

Serien udfolder sig gennem to parallelle fortællinger. Den første begynder, som det altid gør i Derry, med børnene. Vi møder en gruppe lokale unge, der allerede kæmper med traumer og dybtliggende frygt. Efter en ny tragedie rammer byen, bliver de plaget af rædsler, der udnytter deres angst og viser sig som mareridtsagtige syner. Deres forsøg på at forstå, hvad der sker, bliver vores indgang til fortællingen.

Samtidig, på byens militærbase, ulmer Den Kolde Krig. Stemningen er på kogepunktet, mens verden nærmer sig Cubakrisen. Major Leroy Hanlon (Jovan Adepo) og hans kollega (Stephen Rider) ankommer til en luftstyrke, besat af atomar overlegenhed og frygten for udslettelse. De får selskab af den mystiske officer Dick Halloran (Chris Chalk) – et navn, som King-fans vil nikke genkendende til. Snart bliver det tydeligt, at der foregår et tophemmeligt projekt i området: jagten på et ukonventionelt våben. Et våben, der siges at udnytte frygt som drabskraft, og som kun Hallorans særlige evner kan opspore.

Tilbagevenden til Derry er alt andet end hyggelig. Som i Muschiettis tidligere It-film – og i meget af Kings bedste gyserfiktion – trives historien i kontrasterne mellem det pæne og det rådne, mellem solbeskinnede gader og mørke kældre. Når børn igen står i centrum – og ofte som ofre – bliver gyset desto mere rørende og brutalt.

Og så er der selvfølgelig Pennywise, igen spillet med isnende intensitet af Bill Skarsgård. Såret og hævngerrig efter nederlaget til The Losers’ Club ligger han i dvale under Derry, mens militærets hemmelige eksperimenter vækker gamle kræfter til live. Snart spreder hans indflydelse sig som en giftig tåge gennem byen.

Nogle seere vil måske afvise It: Welcome to Derry som endnu et prequel-spin-off. Men hvor Muschiettis film kun strejfede overfladen af Kings enorme univers, udvider serien mytologien med samme stemning og foruroligende intensitet, der gjorde filmene så effektive.

Det er netop seriens format på otte afsnit, der bliver dens største styrke. Hvor filmene kun kunne antyde Derrys dystre fortid og Pennywises cyklus af rædsel, får serien tid og plads til at dykke ned i historien gennem flashbacks og detaljeret worldbuilding. Byen bliver nærmest en selvstændig karakter – levende, forbandet og uforglemmelig.

It: Welcome to Derry er ægte mareridtsstof, langt mere end billige chok. Uden at være bundet af Kings roman tør Muschietti slippe de mest bizarre og skræmmende idéer løs – scener, der vil hjemsøge dig og få dig til, halvt i spøg, at spekulere på, om alt egentlig står helt godt til hjemme hos Muschietti.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet på engelsk på min film- og TV-Substack, The Bull’s Eye.