Anmeldelse: Kastanjemanden – Sæson 1 (Netflix)

Søren Sveistrups bestseller føles som en amerikaniseret Nordic Noir-krimi på dansk jord, der dog holder publikum fanget foran skærmen.

Efterårsmørket trænger sig på, og vinden blæser de brune blade rundt i lille, dunkle Danmark. For vores mørke sider er bedre end andres mørke sider – i hvert fald hvis du er fan af Nordic Noir. Serier som "Forbrydelsen", "Broen" og senest "Equinox" har været med til at indfange krimifans verden over i vores dystre mørkeland, hvor ondskaben raserer trods et velanset velfærdssamfund. I samarbejde med Netflix er "Forbrydelsen"-skaberen Søren Sveistrup tilbage med en hårdkogt krimifortælling, for "Kastanjemanden" er baseret på hans bog af samme navn. Men selvom serien på mange måder virker ærkedansk, fremmaner den også følelser af at være skabt til et amerikansk publikum – på godt og ondt.

I 1987 begås der en håndfuld bestialske mord på en gård, imens en mystisk hær af dunkle kastanjemænd ulmer i baggrunden på gerningsstedet. I nutiden bliver efterforskeren Naia Thulin sammen med nyligt ankomne Mark Hess kaldt ud til et grusomt drab i en forstad. En enkelt kastanjemand står igen og lurer, og på denne gådefulde genstand finder efterforskerne et fingeraftryk. Fingeraftrykket tilhører på besynderlig vis socialministeren Rosa Hartungs datter, Kristine, som blev dræbt for et år siden. Og så går jagten efter den mystiske Kastanjemand.

Med en slags sydstatsgotisk setting kendt fra "True Detective" bevæger seneste skud på Nordic Noir-stammen sig ud i det pseudo-okkulte. Det isolerede, fattige Udkantsdanmark kodes sammen med børnemishandling og vanrøgt, og det opdages hurtigt, at vores belærende velfærdsstat og højt flagrende Dannebro skygger for store dele af befolkningen. Alle i karaktergalleriet synes indbyrdes forbundet til denne brist i landet – Naia er stresset alenemor, Hess har en traumatisk familiefortid, og socialministeren oplever både fagligt og personligt, at børn mistrives. Det er et simpelt, gennemgående budskab, som indsvøber alle karaktererne uanset social status, og som ikke står i vejen for det medrivende plot.

Men selvom den tragiske grobund unægteligt rammer hjertekulen, forbliver det ofte for uudforsket – som et forglemt kastanjebarn i baggrunden. Tydeligst ses det i de mutte kriminaldetektiver, der tangerer det for velkendte, og som trods et hjem i forfald skal løse morderiske mysterier en masse. Der er ikke meget karakter til Thulin og Hess, men heldigvis bringer Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard stærke skuespilskræfter til de tilknappede detektiver. Den egentlige emotionelle kerne ligger hos Familien Hartung, hvor Esben Dalgaard Andersen og Iben Dorner giver hjertens stærke præstationer som forsvundne Kristines tragedieramte forældre.

Hvor "Kastanjemanden" står stærkest, er i seriens elementært spændende mysterium. Stilistisk lækkert kameraarbejde er med til at udforske de smukke og mystiske mørkebrune kulisser med distance og afmålthed. Vi skal ikke alt for tæt på karaktererne – ikke kun fordi de mangler en snert personlighed, men fordi de alle bærer på et mørke. Enhver person med forbindelse til de mange drabsofre føles som en mulig synder, og Sveistrups fortælling er så vanvittigt effektivt opbygget, at sprinten fra spor til spor opvejer selv de sløjeste karaktertræk.

Helt ned til forfatningen og klipningen af spændingssekvenser kan Netflix' danske storsats paradoksalt føles ret så udansk. Det dragende plot og endda forløsningen af det storladne mysterium er formidlet gennem en nærmest amerikaniseret struktur, som lugter af et forsøg på at ramme så bredt som muligt. Når det så er sagt, sidder publikum nærmest i håndjern gennem alle seks afsnit – ledt an af en udspekuleret og velorkestreret plot-slalom, der er som skræddersyet til et binge på en mørk, kuldslået efterårssøndag.

Anmeldelsen er baseret på seks ud af seks afsnit, som kan ses på Netflix 29. september.

Kastanjemanden – Sæson 1 (Netflix)

Kommentarer

Kastanjemanden – Sæson 1 (Netflix)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen