Anmeldelse: Love, Death & Robots - Volume 4

Rasende rumvæsner, storhedsvanvittige katte, ræsende dinosaurer, kolossale tumlinger og Delfin-Jesus – den animerede antologiserie er tilbage.

Vi er tilbage i det sære, vidunderlige, morsomme og ofte dybt foruroligende univers, der hedder Love, Death + Robots. Skabt af Tim Miller og David Fincher, i samarbejde med en hel hær af vanvittigt dygtige animationsstudier og instruktører, har denne sci-fi/horror-antologi hurtigt gjort sig bemærket med sin vilde animationsstil, sorte humor, voksenindhold og skamløst overdrevne vold – alt sammen i jagten på at udforske et bredt felt af mere modne temaer.

Det er en serie, jeg har fulgt siden første sæson – eller Volume, som det kaldes – landede på Netflix tilbage i 2019. Jeg har altid set Love, Death + Robots som en legeplads, hvor animationsstudier får lov at eksperimentere med idéer, der ellers ville være for niche, for dyre – eller begge dele – til nogensinde at blive til en spillefilm eller serie.

Selv om hvert afsnit står alene og typisk varer mellem fem og tyve minutter, er serien gradvist begyndt at flette en slags kontinuitet ind mellem de forskellige Volumes. Nogle historier vender tilbage til kendte universer, mens andre fungerer som direkte fortsættelser af tidligere afsnit. Volume 4, som byder på ti nye kortfilm – fra det absurde og hylende morsomme til det decideret urovækkende – fortsætter den tendens.

Da Love, Death + Robots er en antologi, følger her mine kommentarer – eller mini-anmeldelser – til hvert af de nye afsnit, sammen med navnene på studierne bag dem.

Can’t Stop (Blur Studio)

Et unikt take på Red Hot Chili Peppers’ legendariske koncert fra 2003 på Slane Castle i Irland. Denne kortfilm genfortolker bandets medlemmer – Anthony Kiedis, Flea, Chad Smith og John Frusciante – som marionetdukker. Det hele er instrueret af David Fincher, som i sin tid slog igennem som musikvideoinstruktør i 80’erne og starten af 90’erne, før han gik videre til at lave uforglemmelige spillefilm.

Can’t Stop er præcis, hvad titlen antyder: en stiliseret musikvideo baseret på Red Hot Chili Peppers’ liveoptræden, hvor alle på skærmen er ophængt i snore. Det hele er naturligvis fuldanimeret. Med en spilletid på kun cirka seks minutter er det en kort, men mindeværdig åbning. Den udforsker ikke sci-fi- eller horror-elementer, som serien ellers er kendt for, men fungerer glimrende som opvarmning. Min anbefaling? Se den først – men kun hvis du fortsætter direkte til næste afsnit.

Close Encounters of the Mini Kind (BUCK)

Hvis du så den forrige Volume af Love, Death + Robots, husker du måske det hylende morsomme zombieapokalypse-afsnit Night of the Mini Dead, der brugte tilt-shift-teknik til at få alting til at ligne små nuttede miniaturemodeller – fra det første bid til horder af rasende zombier, der udsletter hele civilisationen. Alle talte i hurtigkørende vrøvlelyde, og det hele føltes som verdens undergang udspillet i et forbandet modeltogssæt.

Nå, Robert Bisi og Andy Lyon er tilbage. Denne gang kaster de sig over alien invasion-genren og hylder hver eneste kliché og trope, du kan forestille dig – fra analprober til gigantiske trebenede krigsmaskiner.

Det er lige så latterligt og fornøjeligt, som det lyder. Ligesom i deres tidligere bidrag starter det hele med misforståelser og menneskelig dumhed, som sætter gang i en lavine af begivenheder – og det hele ender med, ja, enden på alting. Og jeg mener virkelig alting. Det hele gengivet som miniaturekaos, hvor små nuttede mennesker bliver fuldstændig udslettet. Godkendt!

Spider Rose (Blur Studio)

En tilbagevenden til det ydre rum og det cyberpunkede univers fra Swarm i Volume 3. Instrueret endnu en gang af Jennifer Yuh Nelson, tager dette afsnit os til en fjern asteroidebase, hvor en cyber-forbedret mekanist (med stemme af Emily O’Brien) sidder alene og sørger over tabet af sin mand.

Da nogle udenjordiske handlende ankommer for at bytte sig til en sjælden krystal, tilbyder de hende et mærkeligt kæledyr, der efterligner sine ejeres adfærd. Et bånd opstår hurtigt – men hendes fortid er ikke færdig med hende. Den Shaper-lejemorder, der dræbte hendes mand, er på vej, og hun må forsvare både sig selv og sit nye væsen, indtil handlerne vender tilbage.

I modsætning til de to første afsnit i Volume 4 er Spider Rose rå, brutal og eksistentiel science fiction. Ingen jokes. Ingen glimt i øjet. Kun stemning, spænding og vold. Animationen er fænomenal og giver os et glimt af et langt større univers – et, der i en anden tidslinje let kunne være blevet til en hel serie i sig selv.

400 Boys (Passion Animation)

I en postapokalyptisk storby rejser en ny bande af overnaturlige gadebøller – de såkaldte 400 Boys – sig for at samle byens andre bander i en kamp mod en mareridtsagtig trussel: gigantiske, blodtørstige babyer, der ligner noget, Attack on Titan-skaberen Hajime Isayama ville vågne skrigende op fra.

Og ja, det lyder absurd. Men 400 Boys er episk – et af de stærkeste afsnit i Volume 4. Animationen er storslået, en visuel cocktail af skønhed og brutalitet med en markant, stiliseret æstetik.

Stemmeskuespillerne er topklasse: John Boyega, Ed Skrein, Dwane Walcott, Rahul Kohli, Pamela Nomvete og Amar Chadha-Patel giver verden liv og karakter. Afsnittet er instrueret af Robert Valley, som tidligere lavede Love, Death + Robots-kortfilmen Ice, der vandt Emmy-prisen for Outstanding Short Form Animation.

The Other Large Thing (AGBO)

I en nedslidt lejlighedsblok sidder en kat og ruger over sine planer om verdensherredømme. Som en skurk taget direkte ud af en Bond-film har han hele planen klar—bortset fra én lille detalje: han har ikke tommelfingre.

Men da hans uduelige ejere kommer hjem med en ny husholdningsrobot, ændrer alt sig. Ikke alene har robotten tommelfingre og internetadgang, den lærer også at forstå kattens sprog og indser hurtigt, hvem der egentlig er herre i huset. Tiden er kommet for... VERDENSHERREDØMME!

Instrueret af Patrick Osborne er The Other Large Thing en smukt animeret og vanvittigt morsom kortfilm. Chris Parnell lægger stemme til den skurkagtige kat, mens John Oliver spiller robotten. Fred Tatasciore og Rachel Kimsey spiller de håbløse ejere, men de taler kun i vrøvlelyde – hele historien fortælles nemlig fra kattens perspektiv, og han "forstår ikke menneske."

Golgotha (Luma Pictures)

Instrueret af Tim Miller er Golgotha – hvis hukommelsen ikke svigter – det første fuldt live-action-afsnit i Love, Death + Robots. Rhys Darby (What We Do in the Shadows, Our Flag Means Death) spiller en velmenende præst, der bliver sendt ud for at forhandle med en delegation af dybt religiøse rumvæsner, som er landet på Jorden for at overvære genfødslen af deres messias – som en delfin.

Ja. Delfin-Jesus. Halleluja!

Det er en historie om kultursammenstød, teologi og grænserne for kommunikation – især når den ene art har tentakler. Fortalt som en surrealistisk samtale ved strandkanten mellem menneske og rumvæsen, dissekerer afsnittet stille og roligt de vilkårlige ritualer og hellige idéer, som mange af os holder fast i.

Det minder os om, at set udefra lyder alle religioner temmelig absurde – og ender alt for ofte i misforståelser, lidelse og tårer.

The Screaming of the Tyrannosaur (Blur Studio)

Instrueret af Tim Miller foregår denne kortfilm i en fjern fremtid på en rumstation i kredsløb om Jupiter, hvor dekadente aristokrater samles for at overvære den mest barbariske underholdning, man kan forestille sig: genetisk modificerede gladiatorer, der rider på enorme dinosaurer og kæmper mod hinanden til døden. Kun én må krydse målstregen i live.

Som mange Love, Death + Robots-afsnit antyder historien et større univers – men i modsætning til de bedste afsnit, inviterer den os aldrig rigtig indenfor. Fokus er låst fast på selve løbet og følger en enkelt deltager, med stemme af Bai Ling, hvis indre monolog guider fortællingen. Den eneste anden talerolle tilhører influenceren MrBeast, der spiller den højtråbende, teatralske racingspeaker.

Selvom seriens visuelle standard stadig er høj, fangede The Screaming of the Tyrannosaur mig aldrig. Det er ren overflade – ingen dybde. Og det er en skam, for omgivelserne kunne sagtens have båret en langt mere original og fængende fortælling. Efter min mening er det en af de svageste i denne Volume.

How Zeke Got Religion (Titmouse)

Et af de stærkere bidrag i Volume 4. How Zeke Got Religion tager os tilbage til Anden Verdenskrig, hvor vi følger besætningen på en B-17 bombefly på en livsfarlig mission over Europa. Deres mål: en gammel kirke, hvor nazistiske troldmænd er i gang med at udføre et vanhelligt ritual for at tilkalde en ældgammel ondskab.

Kortfilmen læner sig tungt ind i horror-genren og kombinerer intens historiefortælling med en enkel 2D-animationsstil, der er mere inspireret af Mike Mignolas Hellboy end den blankpolerede CGI-stil, som ellers præger meget af Love, Death + Robots.

Baseret på en novelle af John McNichol og instrueret af Diego Porral – som også var hovedanimator på Kill Team Kill i Volume 3 – leverer dette afsnit varen på alle fronter: stærkt stemmeskuespil, masser af splat og god gammeldags nazist-okult vanvid. Klart en af mine favoritter i denne omgang.

Smart Appliances, Stupid Owners (Aaron Sims Creative)

Og nu til noget helt andet. Dette kortfilm-afsnit er lavet i dokumentarstil og forestiller sig, hvad der ville ske, hvis husholdningsapparater kunne tale om deres liv, deres bekymringer, glæder og traumer. Det er præcis lige så åndssvagt og herligt, som det lyder. Hvad hvis de ting, vi bruger hver dag, pludselig kunne fortælle os, hvad de egentlig har set os gøre?

Med et fremragende stemmecast, der inkluderer Melissa Villaseñor, Ronny Chieng, Amy Sedaris, Kevin Hart, Josh Brener, Nat Faxon, Niecy Nash-Betts og Brett Goldstein, hører vi blandt andet fra en luftrenser, et vaffeljern, et brusehoved, en termostat, en elektrisk tandbørste, et japansk toilet, en kattebakke – og et... tja... apparat til voksne. Jep. Lad os bare sige, det ikke kan returneres.

For He Can Creep (Polygon Pictures Inc.)

Baseret på Siobhan Carrolls novelle af samme navn foregår denne historie i London i år 1757. Katten Jeoffry og hans firbenede fæller må beskytte en sindssyg digter (med stemme af Jim Broadbent), der er spærret inde på et sindssygehospital, mod selveste Satan (stemmelagt af Dan Stevens). Djævelen er kommet for at manipulere digteren til at skrive et vers, der kan afslutte verden.

Instrueret af Emily Dean og animeret i en distinkt, håndtegnet 2D-stil er For He Can Creep en af mine favoritter i denne Volume. Vi følger Jeoffry og de andre katte, mens de udkæmper en desperat kamp mod mørkets fyrste. Hjerteskærende, dyster og til tider overraskende morsom – det er en fremragende afslutning på Volume 4 og en sand fornøjelse for katteelskere.

Og der har vi det – endnu en fremragende Volume af Love, Death + Robots. Fra rumvæsner og asteroidebaser til husholdningsapparater. Fra katte, der kæmper mod Satan, til katte, der planlægger verdensherredømme. Disse ti afsnit lever fuldt op til den stil og kvalitet, vi efterhånden forventer af serien.Uanset om du er til det dystre og rædselsvækkende eller det absurde og herligt åndssvage, så er der noget her for næsten alle. Disse kortfilm leverer action, spænding, horror og humor – ofte, men ikke altid, med et strejf af menneskelighed.

Og ja, det er animation. Men hvad du end gør – sæt ikke din 9-årige foran skærmen. Nogle af de her historier kunne give dem traumer for livet.

 

Love, Death + Robots Volume 4 har premiere på Netflix den 15. maj.

Skrevet af en norsk anmelder på engelsk og oversat til dansk med hjælp fra en avanceret GPT-model. Undskyld på forhånd for eventuelle klodsede sætninger – maskinen gør sit bedste.