Anmeldelse: Manhunt: Deadly Games (C More)

"Manhunt: Deadly Games" er bombesikker i sin spænding, når det gælder mediernes heksejagt af sikkerhedsvagten Richard Jewell.

Det er ikke uvant i Hollywood, at der opstår tvillingeproduktioner. Snart rammer patriotkanonen Clint Eastwoods Oscar-nominerede "Richard Jewell" de danske biografer, men før folk flokkes til storskærmen, detonerer anden sæson af showrunner Greg Yaitanes' "Manhunt". Denne serielle fortælling om Richard Jewells heroiske handlinger under Sommer-OL i '96 blotlægger mediernes sult efter den næste sensation, selvom nyheden måske er mere fake end sand.

I 1996 afholdes der Sommer-OL i Atlanta. Om aftenen den 27. juli eksploderer under en koncert en rørbombe, som dræber en 44-årig kvinde og sårer 111 andre. Øjeblikke forinden har den kejtede, men gravalvorlige sikkerhedsvagt Richard Jewell formået at evakuere flere hundrede personer, der nu kan takke den forkuede mand for at have reddet deres liv. Desværre får de ikke muligheden, da sjusket FBI-arbejde og fabrikerede historier fra store nyhedsmedier sender Richard i eksil. Et eksil under blændende rampelys.

Hvor første sæson af "Manhunt" tog hånd om jagten på den berygtede UNABOMBER, bevæger anden sæson sig delvist over i et Hitchcock-agtigt uskyldig-mand-narrativ, der kombinerer en opblæst FBI-styrke med mediernes sprængfarlige indflydelse. Anden sæsons force ligger bestemt i narrativets omvendte natur. Med seriens nutidige opmærksomhed på offentlig rettergang med medierne som dommer, jury og bøddel lægger den sig tematisk op af bølger som #MeToo og serier som "The People v. O. J. Simpson". Den er absolut ikke lige så fængende som sidstnævnte, men kontrasten mellem den opmærksomhedselskende O. J. og den socialt akavede Richard viser tydeligt mediernes foretrukne syndebuk.

Karaktergalleriet er udvidet markant. Undervejs følger vi Earl Embry og Joe Holliwell, et makkerpar af bombeeksperter, der hurtigt ser gennem mediernes røgslør af løgne. De forsøger at rapportere til den ambitiøse FBI-agent Jack Brennan og hans partner Stacy Knox, men til ingen verdens nytte. Karakterskildringen af bipersonerne er for unuanceret. FBI-agenterne er onde og magtliderlige, og den eneste bid baggrundsinformation, der gives, er en klichéfortælling om Jacks alkoholiserede far. Hans partner Stacy får hverken en bid eller en krumme. De gode mænd Earl og Joe er derimod charmerende mænd med koner og kærlighed. For begge makkerpar er der dog en knivspids karakter at finde i deres selvdestruktive selvopofrelse.

Midtimellem de gode og de onde ligger ikke de grusomme, men de nuancerede. Cameron Britton fra "Mindhunter" forsvinder i sit portræt af Richard Jewell, og hans undertrykte mommy issues spænder på interessant vis ben for hans forkvaklede forsøg på at frikende sig selv. Modsat står den løsslupne journalist Kathy Scruggs (Carla Gugino), der alkoholiseret og euforiseret balancerer på grænsen mellem legitim og uetisk journalistik. Hun vil øjensynligt gøre alt for at få det næste scoop, så hun kan fremme sin karriere. Den virkelige Kathy Scruggs har dog oplyst, at der intet hold er i de sleske insinuationer. Lider "Manhunt" under selvsamme fake news-forbandelse, den forsøger at kritisere?

"Manhunt: Deadly Games" leger med et større ensemble cast og flere episoder, og af den årsag forventes det, at fortællingen strammes op efter de første fem afsnit. Den bruger en snert for meget tid på halvfærdige karakterer og for lidt på de suveræne. Til gengæld spiller den på filmsproget med velskabte long takes, der skildrer de intense bombesituationer, samt droneskud, der giver luft og overblik. Det er dog mest af alt Britton og Guginos samlede eksplosionskraft og den bidende tematik, der gør antologiseriens anden sæson bombesikker.

Anmeldelsen er baseret på fem ud af ti afsnit, som kan ses på C More fra 3. marts. 

Manhunt: Deadly Games (C More)

Kommentarer

Manhunt: Deadly Games (C More)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen