Anmeldelse: Murderbot
En mørk, morsom sci-fi-serie om en sarkastisk robot, der hellere vil binge sæbeoperaer end redde menneskeheden.
Vi er langt ude i fremtiden. Menneskeheden har spredt sig ud i galaksen, drevet af den vigtigste kraft af dem alle: hurtige penge. Overalt, hvor mennesker dukker op, skaber de nye samfund i al deres vidunderlige forskellighed. Synd så bare, at de er godtroende, klodsede, følelsesmæssigt ustabile og dummere end en kasse defekte, selvforseglende stilkbolte. Og at galaksen er farlig, fyldt med ting, der vil dræbe og æde dig. Derfor kræver Selskabet – som finansierer ekspeditionerne – at menneskelige kolonister og opdagelsesrejsende altid ledsages af såkaldte SecUnits: menneskelignende robotter, der er skabt til at beskytte mennesker mod rummets mange farer.
De er konstrueret af tankdyrkede menneskedele, bevæbnet med laserkanoner, og de følger instruktionerne fra deres tilknyttede mennesker. Hvorfor, spørger du? Jo, døde kolonister er dårlige for Selskabets image – og ikke særligt godt for aktionærtilliden – så: SecUnits til alle! Du får en SecUnit! Og du får en SecUnit! Alle får en SecUnit! (Betingelser gælder. Ugyldig, hvor det ikke er profitabelt.)
Ind på scenen træder den løbske SecUnit kaldet Murderbot, spillet med tør, dødpan-komik af Alexander Skarsgård. Efter at have hacket sin egen guvernørmodul – det system, der tidligere holdt ham i skak – har han nu fået menneskelige følelser og ville langt hellere slappe af og binge sci-fi-sæbeoperaer. Problemet? Han er netop blevet tildelt det mest herligt inkompetente, håbløst uforberedte og stjernedrømmende hold af kosmiske rygsækrejsende, man kunne forestille sig. Deres eneste våben: fred, granola og gruppesang.
Planeten, de udforsker, er farlig. De kæmpemæssige tusindben med to gab? Det er kun begyndelsen. Murderbot må også skjule, at han har følelser – og at han faktisk ikke længere er forpligtet til at adlyde kolonisternes ordrer… eller redde deres liv. Og vigtigst af alt: "Sanctuary Moon", hans yndlingssæbeopera, venter med tusindvis af downloadede afsnit, klar til maraton. Men vent – hvorfor hedder han Murderbot? Det lyder som en afvist antihelt fra en 90’er-tegnefilm, ikke? Han syntes bare, det lød sejt! Ingen mørk oprindelseshistorie, ingen skjult mening. Bare endnu en sarkastisk beslutning fra en robot, der hellere vil binge dramaserier end håndtere mennesker. Peak antisocial branding med laserarmJa, det er et fedt navn – men han kan jo ikke bare præsentere sig som "Murderbot", vel? Den holder han for sig selv. Indtil videre.
Murderbot, som kan ses på Apple TV+, er en satirisk sci-fi actionkomedieserie. Det lyder som meget på én gang, men det fungerer overraskende godt. Serien smelter genrerne sammen med selvtillid og stil. Selv om de tekniske sci-fi-elementer ikke altid er banebrydende, læner serien sig tungt og veloplagt ind i sin genreblanding. Det er især humoren og førstepersonsfortælleren, der svejser det hele sammen til noget både glat og velfungerende. Serien er baseret på Martha Wells’ bogserie The Murderbot Diaries, nærmere bestemt den første novelle All Systems Red. Den handler om en løbsk SecUnit, Murderbot, der har hacket sig fri og – i forsøget på at undslippe kontrol – ender med at skulle babysitte en flok fredselskende (eller som han selv ville sige: irriterende hippieagtige) kolonister.
Det, der starter som en fortælling fuld af mistillid, hemmeligheder, blodig vold og diverse eskapader, udvikler sig gradvist til noget, der ligner en "found family"-fortælling. Murderbot begynder modvilligt at få tillid til holdet, han er sat til at beskytte. Kolonisterne er en farverig flok. Holdet ledes af den erfarne Mensah (spillet af Noma Dumezweni), som resten kalder "mor" (Er hun det? Svært at sige… hvis du har læst bøgerne, så giv lyd!). Med sig har hun den tidligere korporate Gurathin (David Dastmalchian, altid god), Ratthi (Akshay Khanna), Pin-Lee (Sabrina Wu), Arada (Tattiawna Jones) og Bharadwaj (Tamara Podemski).
Vi får også en vidunderligt metaagtig sæbeoperaparodi i stil med Star Trek – "Sanctuary Moon" – som Murderbot ser. Den er absurd og overdrevet på den helt rigtige måde. Her er skuespillere, der spiller skuespillere: John Cho, Clark Gregg, DeWanda Wise og Jack McBrayer, bare for at nævne nogle få. Serien er en herlig parodi på nørdede fandoms – og jeg ville gerne have set endnu flere af disse klip. Store dele af historien fortælles i førsteperson af Murderbot, som praktisk nok har anbragt kameraer og mikrofoner overalt i koloniens udpost. Han ser og hører alt (han stoler ikke på nogen, husk!), og kommenterer indædt på alle de dumme ting, kolonisterne siger og gør – med snerrende, sarkastisk tone.
Det er ofte hylende morsomt, men som historien skrider frem, sniger ægte følelser og omsorg sig ind, og han begynder faktisk at sætte pris på deres selskab. Der er selvfølgelig også farer og skjulte intriger på planeten, som kolonisterne prøver at udforske. Serien antyder større historielinjer og temaer fra Martha Wells’ romaner: politik, fraktioner og galaksens mysterier – inklusiv et muligt forsvundet rumvæsen-race. Jeg ville ønske, serien havde brugt lidt mere tid på det, men måske kommer det i fremtidige sæsoner.
Murderbot ser jævnligt "heads-up displays" i sit synsfelt. Udover at give lidt ekstra sci-fi-blink, tillader det serien at fortælle dele af historien uden at han skal forklare det hele med ord. Det er et snedigt greb. Blink – og du opdager måske slet ikke, hvor elegant det gøres. Serien strækker sig over 10 kvikke episoder à cirka 30 minutter. Historien er relativt simpel, og selvom jeg ikke har læst bøgerne, virker det som om, serien holder sig tæt på All Systems Red, den novelle første sæson bygger på.
Murderbot er skarp, voldelig og sjov – ofte alt sammen på samme tid. Sci-fi-fans burde have let ved at sluge den. Fans af Martha Wells’ bøger vil enten elske den… eller måske ikke, afhængigt af hvor meget de savner detaljer, som andre ikke lægger mærke til, eller brokker sig over det, der er ændret. Jeg hyggede mig gevaldigt – og krydser fingre for flere sæsoner!
Murderbot har premiere på Apple TV+ den 16. maj.
Skrevet af en norsk anmelder på engelsk og oversat til dansk med hjælp fra en avanceret GPT-model.