Anmeldelse: Patrick Melrose (HBO Nordic)

Mange af scenerne i HBO-serien "Patrick Melrose" kunne med lethed tilhøre en kunstinstallation i de storbyer, hvori serien finder sit omflakkende liv.

Der har altid været noget attraktivt ved en antihelt med psykologiske lig i lasten – især hvis denne er omgivet af rigdom og overklassen, som under normale omstændigheder burde være en klar markør om succes og indbringende eksklusivitet. Men vi befinder os i kontrasternes land, og vores fører hedder Patrick Melrose. Han er den værste fører, vi kan finde. Uforståelig, selvoptaget og selvretfærdig. Han er også den bedste, for med ham ved roret bliver der rørt op i et miljø, der ellers er optaget af regler og tesen, at det er bedst ikke at tale om tingene.

Patricks far er netop død, og han må nu hurtigt tage til New York fra London for at se liget og sige farvel. Men der er mange andre ting, der også må ses i øjnene, og det er dét, vi kommer til at se mere af i "Patrick Melrose", HBO's nye miniserie. Det er Poor Little Rich Boy i New York, men det er også en serie, hvis kyniske arrogance er med til at gøre den interessant.

Det er tydeligt, at "Patrick Melrose" handler om at flygte fra fortidens synder, men det er den ætsende nervøsitet i seriens første afsnit, som gør den til mere end endnu en af de mange film og serier, der handler om sønner og deres fraværende fædre. Der er et hidsigt tempo, der går harmonisk hånd i hånd med St. Aubyns stilsikre bøger om en mand, hvis overfladiske stil ikke stikker dybere end en enkelt spadestik.

Lad os her, i bedste "Patrick Melrose"-stil, drastisk skifte emne og tale om lys, farver og fotografering. De små svedperler i Patricks evigt nervøse ansigt bliver reflekteret smukt i det skarpe neonlys, som omkranser hele hans liv, og mange af scenerne i "Patrick Melrose" kunne med lethed tilhøre en kunstinstallation i netop de storbyer, hvori serien finder sit omflakkende liv. Farver og repræsentation af dem er i det hele taget vigtigt her og siger ligeså meget om vores dominerende hovedperson som ord og handlinger. Den engelske og amerikanske overklasse bliver groft blandet med stofmisbrugernes underverden, og det er sjældent set gjort med større overskud.

"Patrick Melrose" er den voksne version af Stephen Chboskys "The Perks of Being a Wallflower" blandet med den forurettede umodenhed, vi kender fra Bret Easton Ellis' romaner. Vi bliver i seriens første afsnit introduceret for Patrick ved hjælp af en hektisk indtræden til hans liv, som det må se ud for den udenforstående og ikke mindst Patrick selv: En serie af episoder rangerende fra mere eller mindre uhyrlig. Det er nemt at forestille sig en fortsættelse af samme stil gennem levetiden på fem afsnit.